Student assistant for data analysis
Red Barnet
Brænder du for data og hvordan datadrevne indsigter kan danne grundlag for vigtige forretningsbeslutninger? Vil du udvikle dine kompetencer inden for Power BI og få praktisk erfaring med databehandling, visualisering og analyse i en meningsfuld kontekst? Så er du den vi søger! Du bliver en del af et ambitiøst og fagligt stærkt miljø, hvor du får ansvar, indflydelse og mulighed for at bringe din viden i spil fra dag ét. Det er en lærerig og udviklende rolle, der kan give dig et solidt afsæt for din videre karriere inden for data, analyse og digital forretningsudvikling.
DU VIL
Blive en del af vores Donor Analytics, Systems and Operations team som udarbejder dataanalyse og rapportering, der danner databaseret beslutningsgrundlag for performanceopfølgning og prioritering af vores fundraising og marketingsaktiviteter. Du vil derudover bidrage til den daglige drift af dataopgaver på tværs af Fundraising- og Marketingafdelingen.
ARBEJDSOPGAVER
- Udvikle dashboards i Power BI til de kanalansvarlige for Telemarketing, Direct Mail, SMS, e-mailudsendelser m.m. Med din dataviden og erfaring med Power BI omsætter du KPI’er til visuelle indsigter og skaber nye forretningsperspektiver gennem platformens muligheder.
- Vedligeholde og optimere eksisterende Power BI-dashboards.
- Bidrage til rapportering af nøgletal til både internt i Red Barnet og til Save the Children International.
- Udføre analyser og målgruppe-segmentering i forbindelse med fundraising- og marketingaktiviteter.
- Løse diverse datarelaterede ad hoc-opgaver.
Du kommer til at arbejde i Power BI, Excel og vores CRM-system Microsoft Dynamics 365.
DIN PROFESSIONELLE & PERSONLIGE PROFIL
- Du er i gang med en videregående uddannelse – fx fra ITU, DTU, KU, CBS eller lignende – og har minimum ét år tilbage af din studietid.
- Du har kendskab til, og gerne erfaring med, Power BI.
- Du har erfaring med at arbejde med store datasæt, herunder stærke kompetencer inden for formler, strukturering og visualisering af data i Excel.
- Erfaring med Microsoft Dynamics 365 er en fordel, men ikke et krav.
- Erfaring med SQL er ligeledes en fordel, men ikke et krav.
- Du har en skarp analytisk sans, arbejder systematisk og leverer opgaver med høj kvalitet.
- Du trives med en kombination af faste rutineopgaver og nye projektopgaver, som du selv er med til at forme – også når det er første gang.
- Du er proaktiv og siger til, når du har brug for sparring, er i tvivl, er uenig – eller har en god idé.
Teamets arbejdssprog er dansk og er derfor en fordel, men ikke et krav. Vi har god erfaring med internationale studerende i teamet, som kommunikerer på engelsk. Flydende i både skriftligt og mundtligt engelsk er derfor et krav.
VILKÅR & REKRUTTERINGSPROCES
Løn- og ansættelsesforhold iht. gældende overenskomst mellem Red Barnet og AC-organisationerne og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund. Ansættelse i en studentermedhjælperstilling med en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Vi er fleksible i forbindelse med eksamensperioder og ferie, og der er dertil mulighed for flextid og 1:1 afspadsering.
Forudsætning for ansættelse er, at du er indskrevet på et studie.
Samtaler forventes afholdt løbende.
Afdeling:
Lokation: Hovedkontoret, København
Ansøgningsfrist: 30 Sep 2025
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: