Byplanlægger med strategisk tæft, der ønsker at sætte sin faglighed i spil i Høje-Taastrup Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Har du erfaring med bæredygtig byplanlægning – fra strategisk planlægning til den gode dialog med borgere, developere og fagfolk om projektudvikling frem mod lokalplanlægning? Og drømmer du om gode kollegaer, tillid, ansvar og udviklingsmuligheder?
Så søg jobbet, bliv en del af vores stærke team, og vær med til at:
- Bidrage til en spændende kommunal byudvikling med øget fokus på grøn omstilling og fællesskaber i byen.
- Tage ansvar for alsidige og spændende plansager, hvor vi sammen skaber holdbare løsninger for borgere og erhvervsliv.
- Styrke fokus på omdannelse, bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet i det byggede miljø og udfordre mulighederne i kommune- og lokalplanlægning.
Som ny kollega vil du opleve, at vi vægter planlægning på et højt fagligt niveau, professionelle dialoger og understøttelse af politiske målsætninger. Vi gør en dyd ud af at møde omverdenen respektfuldt, være tovholdere på komplekse projekter og forene forskellige perspektiver.
Hvem er vi, og hvad er vores fokus?
Du bliver en del af et engageret team på otte kollegaer, som hjælper hinanden og brænder for at ”sætte vores fodspor på landkortet”. Vi arbejder aktuelt med udvikling af bæredygtige bydele som Nærheden og Høje Taastrup C, udvidelse af DSV´s hovedkontor, Novos ankomst i byen, nye institutioner til nye borgere, transformation af det gamle rådhus og udvikling af et regionalt fritidsområde, som DBU har udpeget til et kommende nationalt træningscenter. Grøn omstilling, transformation og styrkelse af fællesskaber er i fokus i kommunens udviklingsstrategi og i praksis.
Tillid og højt til loftet
Hos os er der stor uddelegering og en uformel samarbejdskultur, hvor vi deles om opgaveporteføljen. Du vil få ansvar for gennemførelsen af lokalplaner samt bidrag til mindre plansager og strategiske indsatser som kommuneplanlægning, bymidteudvikling eller udvikling af bæredygtig praksis i planlægning. Vi tilbyder højt til loftet, rum til dialog og tillid til, at opgaverne bliver løst.
Vi finder løsninger i fællesskab – og bruger ikke ordet fejl
Vores team er præget af initiativ, ansvar og samarbejde. Vi kan i teamet løse de fleste ting selv og er meget selvkørende. Der er en høj grad af respekt og gensidig forståelse både op gennem organisationen og mellem teamets medlemmer. Vi lærer og høster erfaringer gennem praksis og har en nysgerrig tilgang, hvor vi ikke er fejlsøgende. Du får ansvar – men står aldrig alene, da vi hjælper hinanden.
I teamet er der en uhøjtidelig og afslappet omgangstone, hvor vi lægger vægt på humor og engagement, samt et ualmindeligt godt tværgående samarbejde – ikke bare i eget center, men blandt alle kolleger og afdelinger i kommunen. Vi får opbakning til at gå langt og udvikle byen, indenfor de rammer vi har
Vi har brug for dig, som:
- Har sans for helheder, strategi og arkitektonisk kvalitet
- Kan sætte strategi og vision i spil når der skal findes konkrete løsninger i forhold til f.eks. planjura, miljøvurderingslov og forvaltningsret.
- Kan motiveres af at skabe løsninger på alle niveauer, og med forståelse for de politiske perspektiver.
- Er god til at formidle og facilitere – både på skrift og i dialog med borgere og professionelle.
- Er uddannet arkitekt, landskabsarkitekt, byplanlægger, ingeniør, geograf eller lignende relevant uddannelse.
- Har erfaring med byplanlægning fra f.eks. kommune, stat eller rådgiverbranchen, gerne mindst 5 års erfaring.
- Evner balancen mellem at strukturere og organisere egen indsats i forhold til kollegaernes behov for samarbejde og sparring.
Du tager initiativ og ansvar
Du drives af samarbejdet med dygtige kollegaer, tager ansvar og strukturerer dine opgaver effektivt. Samtidig brænder du for dit fag og bidrager fagligt og personligt til teamet. Som menneske er du god til at sætte dig i andres sted og du indgår naturligt i professionelle relationer med borgere, virksomheder og kollegaer. Du ved, hvor vigtigt det er at se en sag fra flere sider og du har forståelse for arbejdet i en politisk styret organisation.
Et fagligt miljø i udvikling
Du bliver en del af By- og Miljøcentret, der ud over Plan- og Byggeafsnittet med 14 kolleger, består af Natur- og Miljø, Geodata, sekretærer og et klimasekretariat. I alt er vi 50 engagerede kolleger. Stillingen er nyoprettet, og resultat af en opnormering grundet kommunens store vækst. Vi prioriterer vidensdeling, faglig udvikling og faglige netværk. Der er derfor gode muligheder for efteruddannelse og deltagelse i netværk m.m. – og vi glæder os til at udvikle teamet med dig.
Ansøgningsfrist er den 6. januar 2025
Vi holder ansættelsessamtaler den 13. og/eller 14. januar. Hvis der bliver en anden samtalerunde, vil den finde sted den 17. januar. Tiltrædelse forventes den 1. marts 2025 eller før.
Send din ansøgning vedlagt CV og uddannelsesbevis, via kommunens e-rekrutteringssystem
Løn- og ansættelsesvilkår
Vi tilbyder flextid og mulighed for hjemmearbejde. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt, og løn fastsættes efter kvalifikationer.
Er du blevet nysgerrig?
Kontakt byplanlægger Sebastian Kolby Knudsen på 43 59 12 87 eller Plan- og Byggechef Hanna Bang Rehling på 43 59 12 80.
Om Høje-Taastrup Kommune
Høje-Taastrup har gennemgået en markant udvikling med nye boligområder som Nærheden og Høje Taastrup C, som forbilleder for fremtidens bæredygtige forstad. Vi har fået 5.000 flere borgere fra 2020 til 2023 og forventer yderligere 6.000 inden 2029.
Kommunens udviklingsstrategi 2024-2036 sætter fokus på at fremtidens stærke byer og lokalsamfund bygges af stærke fællesskaber. Byer, kvarterer og mennesker skal bindes sammen i fællesskaber. Byudviklingen vil fremover, i højere grad end tidligere, finde sted i allerede eksisterende by- og boligområder. Det er derfor afgørende, at samarbejdet omkring byudviklingen er i fokus, hvis vi som kommune ønsker at fortsætte med at skabe plads til fremtidens behov. Ved at styrke og værne om kommunens mange kvaliteter og potentialer kan omdannelse og fortætning sikre kvaliteten i de eksisterende byområder.
Afdeling: BMC - By- og boligudvikling
Ansøgningsfrist: 06 January 2025
Placering: Rådhusstræde, 1, 2630, Taastrup, Danmark
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: