Militær projektleder søges til salg af danske F-16 til Argentina
Forsvaret
Militær projektleder søges til salg af danske F-16 til Argentina.
Er du passioneret omkring projektarbejde, og ønsker du at bruge dine evner til at forme en stærkere fremtid for Argentina? Så kan du være med til at skabe en god afslutning på dansk F-16-historie, et projekt som har stor offentlig og politisk bevågenhed.
Om os
Vi søger en projektleder til F-16 kontoret ved Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i Ballerup.
Du vil indgå som en central del af F-16 kontorets medarbejdere, som har til formål at klargøre F-16 kampfly og tilhørende udstyr til Argentina i de kommende år. Opgaven løses af et dynamisk team med ildhu for projekter, som kan se mening og formål med opgaven.
Endvidere er vi sikre på, at de kompetencer, som du opnår i stillingen vil være særdeles efterspurgte i og uden for Forsvaret.
Du behøver ikke at have erfaring med salg af militære våbensystemer, blot lysten til at være en del af et stærkt team og have interesse for at tilegne dig ny viden. Det vil dog være en fordel at have kenskab til militære fly eller en anden teknisk/operativ baggrund. Vi ser gerne, at du har en uddannelse inden for enten projektledelse, risikostyring eller en anden relevant teknisk/operativ baggrund - lad dette både være fra Forsvaret eller civilt.
Vi er et kontor med mange forskellige baggrunde, militære såvel som civile. Hos os vægter vi en inkluderende teamånd, en uformel energisk tone og en fleksibel arbejdsplads. Vi har ansvaret for drift af F-16 samt planlægning og koordination af udfasning af F-16 flyene. Salg og donation er en vigtig opgave for Forsvaret. Du vil derfor være en del af et team, som arbejder med en vigtig, kritisk og vital opgave, som har betydning for vores fremtid. Forsvarets F-16 kampfly er en teknologisk og moderne kapacitet, som har tjent Danmark godt, og nu også på vej til Argentina.
Om stillingen
Du er med til at understøtte Forsvarets evne til at sælge vitalt udstyr i et historisk og kritisk projekt, hvor vi indgår i et bredt samarbejde på tværs af Forsvarsministeriets koncern og internationale relationer bestående af andre nationer og leverandører.
Ansættelsen hos os er varig selv om opgaven kan skifte karakter over tid. Vi ser gerne, at du som vores kollega har god intuition, er udadvendt og opsøgende. Du stræber efter faglig dygtighed og analytisk styrke i opgaveløsningen, er selvstændig og overholder deadlines.
De opgaver, som du kommer til at arbejde med i hverdagen, vil indebære;
- Koordinationen af projektarbejdet og styring af leverancer.
- Sagsbehandling, herunder sagsfremstilling og referater i vores journaliseringssystem.
- Foretage fremdriftsrapportering og øvrig kommunikation omkring projektet.
- Foretage planlægnings- og koordineringsarbejde med direkte kontakt til faglige eksperter.
- Udbygge internationale relationer med andre nationer og leverandører, herunder drive faglige fora.
Tilrettelæggelsen af arbejdet vil ske i koordination med dig, herunder med mulighed for hjemmearbejdsdage.
Stillingens faste tjenestested er som udgangspunkt i Ballerup, men er fleksibel og vil blive fastlagt på baggrund af din konkrete bopæl i forhold til opgaveløsningen. Herudover skal der påregnes arbejdsdage andre steder eks. ved Flyverkommandoen i Karup, Fighter Wing Skrydstrup og Vedligeholdelsesområde Aalborg samt et antal rejsedage i ind- og udland.
Om dig
Du er major og har gennemført MMS, VUT II eller ækvivalerende uddannelse. Alternativt er du erfaren kaptajn i gang med MMS eller en anden sidestillet uddannelse. I så fald vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen, bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Det er ønskeligt, at du har erfaring med implementering af projekter og/eller opbygning af kapaciteter. Stillingen kræver at du allerede har eller vil kunne opnå sikkerhedsgodkendelse til minimum hemmeligt (HEM) inden tiltrædelse i stillingen.
Endvidere vil det være en fordel, hvis du har erfaring med følgende:
- Kendskab til struktur- og organisationsopbygning i Forsvaret.
- Erfaring med flykapaciteter, gerne militære.
- Teknisk sagsbehandling.
Derudover lægger vi vægt på, at du har gode skriftlige og mundtlige fremstillingsevner – både på dansk og engelsk, samt har gennemslagskraft og gode forhandlingsevner.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner. Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars Lind Knudsen via mail: FMI-LU-CHK@mil.dk eller på telefon 7281 4626 eller 2560 0489.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent kaptajnløjtnant Claus Rasmussen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 3266 5900.
Ansøgningsfristen er 13. april 2025 og samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er til besættelse 1. maj 2025 eller hurtigst muligt.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarskommandoen. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Fakta
Application due
13-04-2025
Start date
Start hurtigst muligt
Work hours
37,00
Position category
Position type
Militære stillinger
Workplace
Københavns omegn
Workplace
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: