Nordjyllands Politi tilbyder praktikpladser i efteråret 2025
Rigspolitiet
Er du netop startet op på Aalborg Universitets 3. semester på en kandidat som kriminolog og er skarp analytisk og nygerrig på, hvordan dine erhvervede kompetencer kan omsættes til konkrete anbefalinger og anvendes i praksis i f.eks. det kriminalpræventive arbejde?
Så er det måske dig, vi søger som praktikant hos Nordjyllands Politi i efteråret 2025.
Vi tilbyder
I efteråret 2025 har Nordjyllands Politi mulighed for at tilbyde praktikplads til et begrænset antal studerende, der opfylder ovenstående. De studerende vil typisk i tæt samarbejde med hinanden og medarbejdere på tværs af organisationen skulle beskæftige sig med udvalgte emner og her bidrage med kriminologiske og metodiske kompetencer til belysning heraf.
De udvalgte emner er i 2025:
• Kortlægning og analyse af aktuelle sagsområder ved Nordjyllands Politi.
• Der kan ske udvælgelse af flere emner, inden stillingerne besættes, hvorved der tages flere praktikanter ind.
Vi forventer, at du under dit praktikforløb skal foretage en kriminologisk analyse af et af de udvalgte emner til brug for politiets fremtidige arbejde.
Nordjyllands Politi er en dynamisk organisation, hvor arbejdsopgaverne hurtigt skifter alt efter, hvad der rør sig lokalt, nationalt og internationalt politisk såvel som i det aktuelle kriminalitetsbillede. Dine arbejdsopgaver under praktikforløbet kan derfor også ændre sig løbende.
Foruden at skulle beskæftige dig med den konkrete analyse inden for det udvalgte emne, vil du under dit praktikforløb hos Nordjyllands Politi ligeledes få et bredt indblik i politiet som arbejdsplads. Du skal påregne at indgå i løsningen af forskellige typer opgaver, ligesom du får mulighed for at følge en patrulje på arbejde. Du bliver en fast del af arbejdspladsens sociale liv, ligesom du deltager i relevante mødeaktiviteter mv.
Din profil
Vi søger praktikanter, der aktivt er studerende på 3. semester på kandidatuddannelsen i kriminologi (påkrævet) og som har en særlig interesse for at arbejde med det forebyggende og analytiske arbejde i en politisk styret organisation. Herudover vægtes følgende højt:
- Du kan arbejde selvstændigt
- Du er initiativrig og bidrager med nye perspektiver ud fra din faglige baggrund
- Du har erfaring med at anvende både kvalitativ og kvantitativ metode
- Du er skriftlig velformuleret og en dygtig formidler
- Du kan udføre gennemarbejdede analyser og tilpasse produktet til målgruppen
- Du har en faglig interesse for arbejdsområdet
- Du er udadvendt og har gode samarbejdsevner
- Du kan indgå på lige fod i den sociale sammensætning.
Praktikforløbet
Du vil blive tilknyttet Det Kriminalpræventive Sekretariat (DKS), men vil typisk arbejde tæt sammen med enten Patruljecenter Aalborg, Færdselscenter eller anden relevant afdeling ved Nordjyllands Politi.
Ved opstart vil du få en grundig indførsel i projektet og den første tid vil gå med at komme ordentlig på plads.
Under hele praktikforløbet vil du indgå i et tæt samarbejde med flere medarbejdere, specielt i Det Kriminalpræventive Sekretariat hos Nordjyllands Politi. Vi lægger vægt på, at du får mest muligt ud af dit praktikforløb ved at afprøve dine faglige kompetencer i praksis og opnå indsigt i politiets arbejdsopgaver. Under praktikforløbet gennemføres derfor månedlige statusmøder for at tilpasse forløbet og løbende opnå en indsigt i dine erfaringer.
Varighed af praktikophold
Der er tale om et ulønnet praktikophold af 3 måneders varighed fra primo september til ultimo november, med en ugentlig arbejdstid på ca. 37 timer, dog afbrudt af dine evt. nødvendige moduler på universitetet.
Krav
Det er et krav, at du og en evt. ægtefælle/samlever kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du/i skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din praktikperiode.
Kontakt og ansøgning
Når du søger en stilling hos politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem.
Relevante bilag bedes vedlagt, herunder dokumentation for, at du er aktiv studerende samt indskrevet ved en højere læreanstalt. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter så det fremgår, hvilken stilling du søger. Du skal uploade alle dokumenter i pdf.format.
I ansøgningen må du meget gerne beskrive, hvis der er et sagsområde, som du har særlig interesse i og brænder for. Herudover kort uddybe hvilke dele af området, som du gerne vil prøve at undersøge nærmere og hvorfor.
Har du praktiske spørgsmål, kan du rette henvendelse til faglig koordinator i DKS, politiassistent, Lasse Krogh Nygaard, e-mail: LNY001@politi.dk, tlf. 3045-4973.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge, uanset alder, køn, religion eller etnisk baggrund.
Foreløbige deadlines er således:
Medio april personlig samtale med relevante ansøgere og indledning af sikkerhedsgodkendelse. Henholdsvis tilsagn eller afslag til alle ansøgere, gives efterfølgende.
Lidt om os
Nordjyllands Politi er landets næststørste kreds og dækker 9 kommuner fra Frederikshavn i nord til Mariagerfjord i syd. Vi er ca. 830 ansatte i Nordjyllands Politi; hovedstationen er placeret i Aalborg derudover er der patrulje- og efterforskningscentre i Frederikshavn, Hjørring og Hobro.
Som en del af Dansk Politi er vi en politisk styret organisation, der løbende tilpasser sig det omgivende samfunds krav og forventninger.
Vi ønsker kontinuerligt at udvikle vores kerneopgaver, som er at skabe tryghed for befolkningen og forebygge og bekæmpe kriminalitet.
Nordjyllands Politi er en spændende og pulserende arbejdsplads, hvor medarbejdernes trivsel og jobtilfredshed prioriteres højt. Vi arbejder sammen om en professionel og helhedsorienteret opgaveløsning. Som en del af Dansk Politi og Anklagemyndigheden arbejder vi – i samarbejde med det øvrige samfund – for, at Nordjylland er trygt og sikkert.
Du kan læse mere om Nordjyllands Politi på www.politi.dk/Nordjylland.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
08.04.2025
Ansøgningsfrist:
08.04.2025
Arbejdsgiver:
Nordjyllands Politi
Jobsted (langt):
Aalborg
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: