Senioranklager til National enhed for Særlig Kriminalitet
Rigspolitiet
Anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) søger en senioranklager (efter turnus) til Advokaturen for Digital Kriminalitet. Stillingen er særligt egnet til dig, der for nyligt har afsluttet dit turnusforløb i anklagemyndigheden.
Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Om stillingen
Stillingen som senioranklager er en generaliststilling, og du vil derfor skulle understøtte den samlede opgavevaretagelse på tværs af advokaturens straffe- og aktindsigtssager og øvrige opgaver.
Vi søger dig, som er ved at være færdig med turnus eller har færdiggjort turnus, og som gerne vil prøve kræfter med en anderledes hverdag end i en sædvanlig politikreds.
Du vil blive en del af en mindre advokatur, som fysisk sidder sammen med National Center for IT-kriminalitet (NCIK), der foretager visitation og indledende efterforskning i sager vedrørende digital økonomisk kriminalitet og pr. 1. oktober 2025 tillige digitale sexkrænkelser.
Du vil blive faglig sparringspartner for såvel NCIK´s medarbejdere som de mindre erfarne kolleger i advokaturen. Du vil ikke få retsarbejde i dagligdagen, men vil til gengæld dagligt skulle benytte din erfaring med straffesagsbehandling og retsarbejde til at træffe de korrekte afgørelser i straffesagerne i centeret og få den tilstrækkelige kvalitet i materialet i de sager, der sendes ud til politikredsene.
I stillingen som senioranklager vil opgaver og ansvar blive tilpasset i forhold til dine kompetencer og udviklingsønsker.
Dig
Du er uddannet jurist (cand.jur.). Stillingen vil fortrinsvis være relevant for jurister, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse og turnusforløb. Hvis du via anden joberfaring har fået tilsvarende kompetencer til selvstændigt at kunne håndtere anklagemyndighedens straffesager, er du også velkommen til at søge stillingen.
Derudover forestiller vi os, at du har:
• et højt fagligt niveau og kan omsætte selvstændig faglig viden til gode resultater
• en solid erfaring med behandling af straffesager, herunder særligt gerne inden for økonomisk kriminalitet og digitale sexkrænkelser
• høj kapacitet og stor eksekveringskraft
• en god helhedsforståelse
• gode samarbejdsevner på tværs af faggrupper og søjler
• godt humør og god energi.
Os
Advokaturen for Digital Kriminalitet er en nyoprettet advokatur pr. 1. januar 2025 og er en del af anklagemyndigheden i NSK. Vi er placeret på Odinsvej i Glostrup sammen med NCIK, som behandler sager om it-relateret økonomisk kriminalitet og digitale seksualforbrydelser.
Advokaturen sikrer legaliteten i straffesager, hvori der foretages visitation og indledende efterforskning med henblik på oversendelse til videre efterforskning i en politikreds. Advokaturen har derudover ansvaret for at henlægge de sager, der ikke skal sendes til politikredsene. Vi fører ikke straffesager i advokaturen, men der må forventes arbejde med at indhente kendelser til brug for den indledende efterforskning af sagerne.
Vi sidder i rigtig fine nye lokaler, har kantineordning og kan derudover tilbyde fleksible arbejdsforhold og et godt og uformelt miljø.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver som udgangspunkt lønmæssigt indplaceret som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Eventuelle andre tillæg forhandles via tillidsrepræsentanten.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for dit ansættelsesområde.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til ’HEMMELIG’. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelsen til klassifikationsgraden ’YDERST HEMMELIG’ er nødvendig. Det er en forudsætning for ansættelsesforholdet, at du kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet, Advokaturen for Digital Kriminalitet, Odinsvej 9, 2600 Glostrup.
Søger du?
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk og om Anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.
Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte advokaturchef Helle Olesen, på tlf.: 5128 9153.
NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din grunduddannelse.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at holde samtaler den 24. april 2025.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har hovedsæde i Ejby ved Glostrup og har derudover lokationer i Karlslunde, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
16.04.2025
Ansøgningsfrist:
16.04.2025
Arbejdsgiver:
National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt):
Glostrup
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: