Major/orlogskaptajn (M331) til stilling i MMS teamet i Institut for Ledelse og Organisation
Forsvaret
Brænder du for ledelse og organisation og vil være med til at uddanne officerer på Master i Militære Studier (MMS)? Vil du være med til at skabe fundamentet for officerernes fremtidige kompetencer til at understøtte Forsvarets opbygning af militære kapaciteter? Er du optaget af, at undervisningen sker på et solidt fagligt grundlag med fokus på den profession og de opgaver, der særligt kendetegner Forsvaret? Vil du være med til at udvikle de HR- og ledelseskoncepter, der skal understøtte Forsvarets udvikling?
Så er du måske vores kommende kollega i Institut for Ledelse og Organisation (ILO) på Forsvarsakademiet.
Om os
Instituttet udvikler og styrker Forsvarets kompetencer inden for lederskab, føring, styring og forvaltning. Vi giver Forsvarets chefer og myndigheder adgang til forskningsbaseret viden om ledelse- og organisationsudvikling i militær sammenhæng og bidrager til, at denne viden omsættes i opgaveløsningen og i de strukturer og systemer, vi omgiver os med.
I instituttet arbejder vi sammen om at udvikle og understøtte ledelseskompetencer, der skaber handlekraft og styrker organisationens ressourcer i opgaveløsningen. Vi er kendt for at gøre en forskel, når vi yder professionel og faglig støtte til Forsvarets chefer, alt sammen fra et stærkt arbejdsmiljø hvor forskning, uddannelse og udvikling integreres i vores faglige fællesskab. Vi har et stærkt og udviklende fagligt miljø med en fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen, der giver mulighed for både at fordybe os i opgaverne og få afprøvet teorier og metoder i praksis. Vores forskning, uddannelse og rådgivning bygger på en opfattelse af, at organisationer og processer ofte er komplekse, og at ledelses- og organisationsudvikling må forstås gennem blik for denne kompleksitet. Vores overordnede ledelsesforståelse tager afsæt i Forsvarets ledelsesgrundlag, som skildrer god ledelse i opgaveløsningen som en balancering mellem flere og ofte modsatrettede krav, forventninger og logikker. Her handler ledelsesopgaven både om at skabe fornyelse, fastholde stabilitet, udvikle relationer og sikre resultater.
Om stillingen
Du kommer primært til at indgå i en gruppe af dygtige kolleger, hvor opgaverne omkring MMS løftes i fællesskab, både i tilrettelæggelsen og gennemførslen af undervisningen. Du vil her have særligt fokus på udviklingen af de dele af MMS, som ILO har modulansvaret for, og som vil blive gennemført halvårligt fra august 2025 og frem. Derudover vil du blive koblet op på vores team, der har ansvaret for at udvikle Forsvarets HR- og ledelseskoncepter.
Stillingen indbefatter følgende 3 hovedopgaver: 1) medansvarlig for planlægning, tilrettelæggelse, gennemførsel og evaluering af det fremtidige ILO bidrag til MMS, 2) stå for koordinationen af vejledere, undervisere og andet tværgående koordination vedr. MMS, 3) bidrage til instituttets opgaver med at udvikle HR- og ledelsesudviklingskoncepter til Forsvaret.
Fra medio 2025 overgår vi til et nyt MMS, hvor ILO udbyder et modul om styrkeudvikling og et modul om militær adaption – begge 2 gange årligt. MMS undervisningen er forskningsbaseret og målrettet praksis. Vi sigter efter at løfte de studerendes viden, analytiske færdigheder og praktiske kompetencer inden for en række temaer med relevans for Forsvarets opbygning, herunder militær styring, organisation, teknologiledelse og innovation.
Du vil primært indgå i et team af tre-fire personer, der har ansvaret for at planlægge, tilrettelægge og gennemføre ILO bidrag til MMS, herunder vil du stå for kontakt til studerende og sikre en god didaktisk læringsplatform, som understøtter forskernes formidling af deres viden til de studerende. Du vil også få et særligt ansvar for at sikre koblingen af læringen til den militære praksis og profession.
Efter anvisning fra sektionschefen vil du også få ansvar for koordinerende aktiviteter relateret til MMS. Det kan være koordination af interne og eksterne undervisere, koordination af uddannelsesplanlægning med relevante administrative enheder, vejledning af specialer, koordination mellem moduler generelt på MMS, planlægning af rejser, osv.
Ud over MMS bliver din opgave også at indgå i sektionens team, der har ansvaret for at udvikle Forsvarets HR- og ledelseskoncepter. Det kunne være koncepter som Forsvarets ledelsesgrundlag, FOKUS, Ledelsesevaluering, o. lign. Her vil du få et særligt ansvar for at sikre relevans/brugbarhed af værktøjerne ift. Forsvarets praksis og den militære profession. Dette kan fx være gennem afprøvning af koncepter/værtøjer ved Forsvarets enheder, samt opstilling og gennemførelse af interviews og analyser.
Om dig
Du har en Master i Militære Studier eller en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, der kan understøtte undervisningen af officerer i styrkeudvikling/kapacitetsopbygning, og som dokumenterer et solidt fagligt udgangspunkt. Herudover har du et bredt kendskab til Forsvarets enheder og opgaveløsning. Det en fordel, hvis du har siddet i en stabsfunktion.
Du har erfaring som underviser/oplægsholder og brænder for ledelse og organisation og for at udvikle officerernes kompetencer på baggrund af et forskningsbaseret og solidt fagligt fundament, hvilket bl.a. indebærer, at du aktivt søger og anvender viden om relevant ledelses- og organisationsteori. Evt. relevante efteruddannelser – ex. procesfacilitator, pædagogikum, ILO FLEX moduler på MMS eller tilsvarende vil være en fordel.
Du brænder for at skabe resultater, hvor solid faglighed og relevans for praksis går hånd i hånd. Du er god til at have det store overblik, mens du samtidig har sans for detaljen.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos sektionschef Michael Pingel Hansen på mail: FAK-ILO-VU01@mil.dk, tlf. 2889 1701. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 728 19143.
Ansøgningsfrist er 27. april 2025, samtaler forventes afholdt umiddelbart herefter.
Stillingen er til besættelse fra 1. august 2025 eller snarest derefter. Dog venter vi gerne på den helt rette ansøger
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed optimerer opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.
Fakta
Application due
27-04-2025
Start date
01-08-2025
Work hours
37
Position category
Position type
Militære stillinger
Workplace
København by
Workplace
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: