Chef for 1. Forsyningskompagni i 1. Logistikbataljon
Forsvaret
Vi mangler en dygtig chef til 1. Forsyningskompagni! Savner du operativ tjeneste og drømmer du om at blive underafdelingschef for en vigtig underafdeling, der står foran en stor styrkeopbygning? Vil du gerne være chef for en velfungerende enhed med dygtige og dedikerede specialister og en klar opgave? Vil du være en af drivkræfterne bag at opbygge den taktiske logistik i 1. Brigade? Bliver du motiveret af ovenstående, så bør du læse videre. Vi vil gå langt for at skabe de ønskede vilkår for den rette kandidat.
OM OS
1. Logistikbataljon indgår i 1. Brigade og består pt. af en operativ stab på 12 personer, en stabsdeling, 1. Forsyningskompagni, 2. Sanitetskompagni, 3. Vedligeholdelseskompagni og 4. Transportkompagni.
1. Logistikbataljon er primært garnisoneret på Aalborg kaserne og varetager den taktiske logistik i 1. Brigade. Enkelte dele af underafdelingerne er udlagt til andre garnisoner ligesom designeret personel fra Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste samt Forsvarets Sanitetskommando
indgår i bataljonen. Bataljonens faste normer udgøres af 668 mand og pt. ca. 1000 mand ved indsættelse af den samlede bataljon i rammen af 1. Brigade. I rammen af den forligsgodkendte tunge brigade forventes bataljonens samlede kapacitet væsentligt øget, bl.a. i 1. Forsyningskompagni.
1. Forsyningskompagni varter, administrerer og medfører 1. Brigades reservebeholdning og medvirker til at tilsikre at 1. Brigade kontinuerligt kan kæmpe og vinde.
OM STILLINGEN
I stillingen som underafdelingschef vil du:
- Komme til at arbejde i et miljø med engagerede og professionelle soldater, der brænder for deres speciale, og som i yderste konsekvens har en alvorlig og meget væsentlig opgave.
- Blive ansvarlig for at opstille, bemande og uddanne et operativt forsyningskompagni, der har såvel skarpe opgaver som en uddannelsesopgave. Kompagniet bidrager til vores logistiske beredskab, ligesom kompagniet leverer bidrag til nationale og internationale operationer.
- Opleve at opgaven kræver, at du som chef er fremsynet og har et helhedsorienteret blik for den samlede opgave, hvor blandt andet en god hverdag, hvervning af og udvikling af kompagniets personel og opgaveløsning skal balanceres med og føre til øget operativ effekt.
- Sikre kvalitet og sammenhæng i kompagniets uddannelse, samt fortsat udvikle kompagniets opgaveløsning i rammen af den samlede logistiske kæde i 1. Brigade, herunder samarbejdet med 4 NSBTN.
- Indgå i 1. Logistikbataljons chefgruppe og forventes at bidrage aktivt til bataljonens samlede ledelse og opgaveløsning.
OM DIG
Du er gerne udnævnt kaptajn. Alternativt er du en erfaren premierløjtnant som er i gang med/har gennemført videreuddannelse til næste funktionsniveau. I så fald vil der være mulighed for at indgå en uddannelsesaftale, og du vil i perioden frem til en eventuel udnævnelse i stillingen bestride stillingen som funktion i højere stilling.
Som vores nye chef forestiller vi os, at du kan svare ja til følgende:
- Du har gerne en baggrund fra logistiktropperne som delingsfører og/eller næstkommanderende ved en underafdeling. Du kan også have opnået tilsvarende kompetencer fra andre stillinger ved logistiktropperne (fx 4 NSBTN) eller fra logistiske funktioner i fx stabskompagnier, S4/G4 eller tilsvarende.
- Du formår via dialog, samarbejde og korpsånd at skabe motivation og følgeskab for alt personel ved underafdelingen.
- Du formår at føre og lede forsyningskompagniets specialister for herigennem at skabe en god hverdag for den enkelte medarbejder/specialist samt at løse kompagniets operative opgave med fokus på maksimal logistisk effekt og overlevelsesevne på kamppladsen.
- Du brænder for at være chef og leder, har en anerkendende tilgang til dine soldater. Du er samtidig handlekraftig og kommunikerer tydeligt krav og forventninger.
- Du har en udpræget helhedsforståelse og kan samarbejde effektivt med kompagniets mange samarbejdspartnere.
- Du arbejder systematisk og struktureret, og formår at forankre viden og læring i organisationen.
For den rette kandidat kan vi drøfte honorering for mobilitet, herunder evt. midlertidig tjeneste, såfremt du fx i dag gør tjeneste på Sjælland.
ANSÆTTELSESVILKÅR
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 4, som omfatter kaptajner og kaptajnløjtnanter.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Fast tjenestested er Aalborg Kaserner.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte bataljonschef oberstløjtnant Kim Krumbak på telefon 20 80 75 63 eller via mail TRR-1B-CH@mil.dk.
Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Julie Kastoft-Christensen på telefon 3266 5722 eller mail FPS-JUK@mil.dk.
Ansøgningsfrist er 5. maj 2025. Samtaler forventes gennemført i forlængelse af ansøgningsfristen.
Stillingen ønskes besat snarest muligt, og ikke senere end den 1. august 2025.
Du må gerne vedlægge de FOKUS bedømmelser, du finder relevante for stillingen.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM TRÆNREGIMENTET OG MILITÆRPOLITIET
Trænregimentet er Hærens største myndighed, og tæller op mod 1600 medarbejdere i de perioder hvor vi har værnepligtige. Ud over den kontinuerlige støtte til forsvarets internationale operationer, er en af regimentets vigtigste opgaver at uddanne logistik- og militærpolitienheder. Vores enheder er primært placeret i Aalborg og Vordingborg, men vi rummer også enheder på en række garnisoner over næsten hele landet.
Fakta
Application due
05-05-2025
Start date
Start hurtigst muligt
Work hours
Position category
Position type
Militære stillinger
Workplace
Nordjylland
Workplace
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: