Arbejdede du frivilligt, før du fyldte 30? spurgte Gallup 200 erhvervsledere i en undersøgelse om deres erfaring med frivilligt arbejde. 77,5% svarede ja. Og godt halvdelen af dem mener, at det frivillige arbejde har bidraget til, at de er blevet ledere.
Det er med andre ord en udbredt erfaring blandt ledere, at frivilligt arbejde har bidraget positivt til deres karriere – og at det frivillige arbejde har haft væsentlig betydning for deres karriere, så de i dag er blevet bedre ledere. Måske er det derfor, at de ser positivt på ansøgere, der har krydret deres CV med frivilligt arbejde. Der er nemlig ingen tvivl om, at dette engagement bliver noteret. Undersøgelsen viser, at 82% af de adspurgte ledere ser positivt på deltagelse i frivilligt arbejde, om end kun 3% finder det meget vigtigt i den samlede vurdering af en ny medarbejder.
Hvorfor gør frivilligt arbejde dig til en bedre leder?
Peter Kragh Jespersen, lektor og forsker i Ledelse og organisation på Aalborg Universitet, er enig i, at frivilligt arbejde kan udvikle ens lederkompetencer. Moderne ledelse handler om at engagere andre og om fælles værdier. I de frivillige organisationer er der ofte mindre hierarki end i andre organisationsformer, og derfor udvikler de frivillige deres evner til at indgå i samspil med andre mennesker. Han mener dog ikke, at det frivillige arbejde er lige relevant i alle lederstillinger: ”Erfaringer fra frivilligt arbejde betyder fx mere, hvis man er leder i en moderne vidensorganisation, end hvis man er leder i en hierarkisk, konkurrencepræget produktionsvirksomhed”, konkluderer Peter Kragh Jespersen.
Vælg den rette organisation
Ifølge Peter Kragh Jespersen betyder det også noget, hvilken frivillig organisation, man vælger at engagere sig i. Det er måske især i klassiske hjælpeorganisationer som fx Røde Kors og Red Barnet, at de frivillige udvikler kompetencer, der senere kan bruges i en moderne lederstilling. Her er der en ligestillingsstruktur, hvor de frivillige kan udvikle deres evner til at indgå i relationer med andre på lige fod.
Også organisationer med et internationalt perspektiv, fx bistandsorganisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp, kan give dig værdifulde kompetencer: ”Vi lever i en internationaliseret og globaliseret verden. Mange ledere vil komme i situationer, hvor de skal arbejde uden for Danmark, og så betyder det noget, hvis du har haft frivillige arbejdsophold i andre lande”, mener Peter Kragh Jespersen.
Mål dine kompetencer
Hvis du tilhører de 35% af den danske befolkning, der laver frivilligt arbejde, kan du bruge det i din jobsøgning. Knowledge Lab på Syddansk Universitet har udviklet et såkaldt Realkompetenceværktøj for Undervisningsministeriet. Du kan bruge realkompetenceværktøjet som hjælp til at sætte ord på, hvad du har lært af dit frivillige arbejde. Realkompetenceværktøjet er et gratis, it-baseret værktøj. Du finder det på adressen www.realkompetence-frivillig.dk.
Læs mere
Du kan se resultatet af Gallups undersøgelse på Dansk Ungdoms Fællesråds hjemmeside www.duf.dk. Udfyld realkompetenceværktøjet på www.realkompetence-frivillig.dk.