Hvordan forbereder man sig bedst til en jobsamtale?

        
Forberedelsen ligger derfor primært i at kende dig selv - fagligt og personligt - og være bevidst om dine ønsker, behov og mulige bidrag i forhold til den ansøgte stilling.
Pia Warming,
HR Manager,
Aalborg Portland
Det er altid en god ide at orientere sig om regionen, inden man søger en stilling og i særdeleshed forud for en samtale. Vi lever i en politisk virkelighed, og det er vigtigt, at man kan forholde sig til den som medarbejder, og har sat sig grundigt ind i, hvad det vil sige i forhold til det job, man har søgt. Derudover er det en rigtig god idé grundigt at overveje, hvorfor man har søgt jobbet.
Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark
Typisk er vi interesserede i at høre om, hvad du som ansøger finder interessant ved stillingen, hvad der motiverer dig i dit arbejdsliv osv. Det er også ganske ofte, at vi er interesserede i at høre, hvad der kan trække energi ud af dig, da det ikke blot handler om, hvad du kan og vil, men også hvad du ikke kan eller ikke ønsker.
Louise Sjøntoft,
Sektionschef, Human Resources,
NCC
Et væsentligt element er at møde velforberedt og til tiden. Det vil sige på forhånd at have sat sig ind i Capgemini’s univers samt have forberedt spørgsmål og forventninger til os som virksomhed.
Jens-Michael Simonsen,
HR Director,
Capgemini Danmark A/S
Ved at sætte sig godt ind i, hvad det er for et job, man har søgt og hvad det er for en virksomhed, man gerne vil ansættes i. Og så er det altid godt, hvis man tænker på nogle gode eksempler, man kan bruge til jobsamtalen, som underbygger ens ansøgning/CV. Derudover er det godt, at man møder op til samtalen frisk og veludhvilet.
Lisbeth Kirk,
Director, HR Business Partners & Development,
Chr.Hansen A/S
Det er vigtigt, at du tør være ærlig og betragter jobsamtalen som en gensidig forventningsafstemning snarere end et forhør eller en eksamen. Vis interesse for jobbet, og stil gerne relevante og afklarende spørgsmål, så du får den bedste forudsætning for at vurdere, om det er det rigtige job for dig. I sidste ende skal det gerne være en win-win for både os og dig.
Bettina Mølgaard,
HR Manager - Attraction & Recruitment,
VELUX Group
Inden jobsamtalen er det vigtigt, at man genopfrisker indholdet i jobannoncen, således at man på bedste vis kan fortælle om sine kompetencer i forhold til jobbet. Desuden er det en god ide at søge information omkring virksomheden via hjemmesiden - det kan også være regnskabsmateriale.
Ulla Plüger Michelsen,
HR Manager,
GEA Process Engineering
Inden jobsamtalen er det vigtigt, at man forbereder sig grundigt. Du skal læse dit CV, din ansøgning samt jobopslaget igennem og tænke over, hvordan du kunne bidrage til jobbet med dine faglige og personlige kompetencer.
Agata Mathiasen,
HR Consultant,
Foss

Hvad bør nyuddannede være særligt opmærksom på?

      

Pia Warming,
HR Manager,
Aalborg Portland
Fortæl om fritidsinteresser, studiejobs, projektarbejde og lignende til at understøtte de faglige og personlige kompetencer, som efterspørges i jobbet men oversælg ikke din erfaring. Vær ærlig og troværdig; når vi indkalder en nyuddannet til jobsamtale, er vi godt klar over, at du ikke har en masse erfaring med i bagagen.

Louise Sjøntoft,
Sektionschef, Human Resources,
NCC
At vi som virksomhed godt ved, hvad det vil sige at være nyuddannet. Vi forventer ikke at man har erfaring eller kan det hele fra dag et.

Lisbeth Kirk,
Director, HR Business Partners & Development,
Chr.Hansen A/S
At det virker positivt, hvis kandidaten har haft et fritidsjob ved siden af sin uddannelse eller har brugt sin fritid på gode ting, hvad enten det er frivilligt arbejde, sport eller korsang, som man kan fortælle om til samtalen. Derudover giver det altid et meget positivt indtryk, hvis man kan mærke, at ansøgeren er oprigtig interesseret i det pågældende job og er villig til at yde en ekstra indsats.

Bettina Mølgaard,
HR Manager - Attraction & Recruitment,
VELUX Group
Nyuddannede har i sagens natur begrænset joberfaring. Men de har en masse andet. Fokuser på, hvad det er, du brænder for og har brændt for gennem din studietid samt hvad der kendetegner dig som person. Og tænk over, hvordan netop du kan bidrage til VELUX Gruppens fremtidige succes.

Jens-Michael Simonsen,
HR Director,
Capgemini Danmark A/S
At en ansættelse er en tovejs aftale. Som virksomhed skal der være en potentiel forretning i en ansættelse og som ansat skal man se sig selv udviklet gennem arbejdet for virksomheden. Det hænder, at nyuddannede glemmer virksomhedens primære interesse i ansættelsen og derfor taler sig selv ud af stillingen ved ensidigt at fokusere på egen gevinst.

Ulla Plüger Michelsen,
HR Manager,
GEA Process Engineering
Det vigtigt, at man ”sælger” de personlige egenskaber man har, som kunne være relevante for jobbet. Hvis man som nyuddannet har haft studiejobs, er det også en god ide, at fortælle hvad man har lært i disse jobs, som kunne være relevant i forhold til den stilling, man har søgt.

Hvad er et godt spørgsmål at stille, når man er til jobsamtale?

    
Det vigtigste er at stille spørgsmål omkring noget, man reelt er interesseret i at vide noget om. Spørgsmål kan bruges til at få yderlige oplysninger om jobbet og organisationen og til at skabe en god dialog.
Carsten Søgaard,
HR direktør,
Region Syddanmark
Det er altid godt at interessere sig for stillingens succeskriterier og fremtidsperspektiver. Desuden er det positivt, når man interesserer sig for afdelingen og de medarbejdere, man skal arbejde sammen med.
Louise Sjøntoft,
Sektionschef, Human Resources,
NCC
Der er ikke ét spørgsmål der er godt at stille. Som ansøger skal man også have noget med hjem. Så det er vigtigt, at man får stillet de spørgsmål, som er relevante for den enkelte.
Ulla Plüger Michelsen,
HR Manager,
GEA Process Engineering
Der er ikke ét men mange gode spørgsmål - hvis blot de viser, at du har sat dig ind i virksomheden og jobbet, og du udviser oprigtig interesse og nysgerrighed.
Pia Warming,
HR Manager,
Aalborg Portland

Husker I en ansøger, som var god til en jobsamtale? Giv et eksempel.

 

Louise Sjøntoft,
Sektionschef, Human Resources,
NCC
De nyuddannede ansøgere, som har gjort særligt indtryk ved jobsamtaler, har typisk været kendetegnet ved en god energi og vilje til at kaste sig ud i noget nyt.

Må man spørge om lønnen til en jobsamtale hos jer?

  
Selvfølgelig må du spørge om lønnen. I slutningen af et rekrutteringsforløb vil det være helt naturligt at afstemme forventninger - også på dette område.
Bettina Mølgaard,
HR Manager - Attraction & Recruitment,
VELUX Group
Ja. Løn aftales individuelt og er derfor et naturligt element i samtalen.
Jens-Michael Simonsen,
HR Director,
Capgemini Danmark A/S