Nervøsitet til jobsamtalen kender de fleste. For nogen kan nervøsiteten dog blive så voldsom, at den virker hæmmer. Men sådan behøver det ikke være. Lykke Pedersen, cand.psych., giver gode råd til, hvordan du bruger nervøsiteten positivt.
Af Lykke Pedersen, cand.psych
Svedige hænder og bankende hjerte. De fleste kender den nervøsitet, der kan melde sig til jobsamtalen. For nogen starter det allerede med en spænding, når indkaldelsen til samtalen dumper ind af brevsprækken. For andre melder den sig først, når man sætter sig i stolen foran ens – måske – kommende arbejdsgiver. Mange formår at styre balancen mellem nervøsitet og spænding. Men der er også mange, der oplever et sådant adrenalinchok, at nervøsiteten overtager styringen og er til så stor gene, at den sætter sine tydelige spor ved selve jobsamtalen.
Den ”gode” nervøsitet
Overordnet findes to former for nervøsitet: Den gode og den dårlige. Den gode er tilstanden, hvor du er spændt og ”sat op” til at yde og præstere – og det er bestemt ikke noget dårligt tegn. Sommerfuglene i maven er kroppens signal om, at du er parat til at løse den forestående opgave. Den gode nervøsitet er faktisk tegn på, at du tager opgaven alvorligt, og det er ubetinget et godt tegn. For du SKAL være sat op, når du går til jobsamtaler. Ellers virker du ikke interesseret nok i jobbet – og det vil intervieweren hurtigt finde ud af. Det bliver aldrig rutine at gå til jobsamtaler uanset hvor mange, du bliver inviteret til gennem din karriere. Så er du virkelig interesseret i et job, vil du mærke nervøsiteten stige - selv ved jobsamtale nummer 100.
På den måde kan den gode nervøsitet faktisk være med til at forbedre din præstation til samtalen.
Den ”dårlige” nervøsitet
Nogle mennesker oplever også nervøsitet som utroligt hæmmende. Adrenalinen, som normalt er med til at forhøje præstationsniveauet, får i disse tilfælde systemet til at kollapse. Nervøsiteten har fået overtaget, og du har svært ved at mane til indre ro og besindighed. Forestil dig en enorm supertanker, der blot har lagt kursen og ikke er til at vende. Resultatet er, at tankerne flimrer, og du bliver forvirret og mister overblikket. Du har sværere ved at formulere dig og glemmer måske, hvad du gerne vil sige. Dit hjerte begynder at banke, kroppen spænder og sveden pibler på panden, i håndfladerne og ned ad ryggen. I værste fald gør du et ynkeligt indtryk ved jobsamtalen.
Hvorfor opstår ”dårlig” nervøsitet?
”Dårlig” nervøsitet kan skyldes flere ting. Måske har du før været til en samtale, der gik dårligt, og som du fokuserer du på i stedet for at viske tavlen ren og tage nærværende samtale som en ny opgave. Undersøgelser viser, at der skal ti gode oplevelser til at udviske én dårlig.
Du kan også opleve ”dårlig” nervøsitet, hvis du er underlagt et stort forventningspres – enten fra dig selv eller dine omgivelser. Søger du en stilling hos en eftertragtet virksomhed, hvor der er prestige i at arbejde, kan du nemt opleve at blive nervøs. Måske har din familie høje forventninger til din karriere, og så er du bange for at skuffe dem, hvis du ikke får jobbet. Derudover vil du muligvis opleve et større pres, hvis du kun er blevet kaldt til netop denne ene jobsamtale, selvom du har sendt måske ti ansøgninger. Billedet vil uden tvivl være helt anderledes, hvis du er indkaldt til ti jobsamtaler; så vil du sikkert ikke være så nervøs for, at denne jobsamtale glipper – for så er der jo ni andre ”skud i bøssen.” Men sådan ser billedet desværre ikke ud for de fleste. Det er derfor vigtigt, at du fokuserer på at komme nervøsiteten til livs.
Vær ikke nervøs for nervøsiteten
Mange mennesker lider under illusionen om, at alle andre kan se, når de er nervøse. Flere nye forskningsresultater viser dog, at man stort set aldrig kan se på et menneske, hvor nervøs vedkommende er indeni. Hvis du har tendens til at blive meget nervøs, så husk på, at det faktisk ikke er sikkert, at intervieweren kan se det på dig. Desuden er den professionelle interviewer udmærket klar over, at mennesker bliver nervøse ved samtaler og tager det derfor ikke som noget negativt, så længe der ikke er tale om ekstremer.
