Her kan du læse om to danskere, som har valgt at gøre karriere i udlandet. Hvorfor de tog afsted - og hvad de har af gode råd til dig, der gerne vil følge i deres internationale fodspor?

 

 

Mikael Jakobsson
Kina


Alder: 32 år

Stilling: Sektionsleder, fjernvarme og energiplanlægning for COWI i Kina

Uddannelse:
2008 – 2012 Forskellige interne kurser i COWI
2001 – 2006 Master of Science in Engineering ved The Royal Institute of Technology i Stockholm. Herunder også Civilingeniør
1996 – Engelskstudier i Eastbourne i England

Karriere:
2011 – Formand for organisationen Dansk Fjernvarme I Kina
2009 – Fuldmægtig, Civilingeniør hos COWI i Kina
2008 – 2009 Projektmanagaer og projektingeniør hos COWI i Danmark
2004 – 2008 – Ingeniør hos Fortum Varme i Stockholm


Hvad laver du?

”Jeg er ingeniør og sektionsleder for COWI i Kina. Jeg arbejder primært med fjernvarme og energiplanlægning, og så har jeg ansvaret for virksomhedens og medarbejdernes udvikling. Derudover er jeg også formand for organisationen Dansk Fjernvarme I Kina. I Kina er energisystemerne så gammeldags og i dårlig form, at de skal optimeres eller udskiftes. Så implementerer vi i stedet ny dansk teknologi. Det er jeg både med til at designe, optimere og udskifte.”

Hvorfor tog du til udlandet?

”Jeg sultede efter flere udfordringer. Og fordi jeg altid har været interesseret i asiatisk kultur, sad jeg en kold, sen efterårsaften i 2007 foran min computer og googlede: ”fjernvarme, Kina”. Det første, der kom op på skærmen var en artikel om en ingeniør fra COWI, der udførte avancerede fjernvarmeprojekter i Kina. Et år senere havde jeg min første arbejdsdag i virksomheden.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i udlandet?

”Jeg er virkelig glad for, at jeg hver eneste dag kan kombinere min passion for kinesisk kultur med min profession. Kina er fantastisk. Min personlighed har udviklet sig meget. Jeg er blevet mere tålmodig, dynamisk og detaljeorienteret. For sådan er kinesere. Det er fedt at få en radikalt anderledes kultur helt ind under huden på den måde.”
 
Hvilke råd har du til andre unge højtuddannede, der vil til udlandet?

”Glem alt om flotte karakterer på eksamensbeviset, og om du har de rigtige kompetencer via din uddannelse. For din egentlige uddannelse vil først begynde, når du får dit første job. Efter flere års arbejde hos Fortum i Stockholm, var jeg endnu ikke klar til et job i Kina som repræsentant for COWI. Derfor brugte jeg omkring et år på at arbejde hos COWI i Danmark, så jeg kunne blive trænet og få erfaring, så jeg kunne komme afsted. Det er din attitude og sult efter viden, der er vigtigst. Du må ikke være bange for at prøve en international karriere, for man kan jo altid vende hjem igen. Og så skal du finde en virksomhed, der passer til dig og ikke omvendt.”