Jobsamtalen er din mulighed - ikke en eksamen



Jobsamtalen kan blive sidste fase i en jobsøgningproces, men det kan også være en lærerig oplevelse og en dialog, du kan tage med dig, selvom du ikke skulle få jobbet i denne omgang.

At komme til jobsamtale er i sig selv en sejr, men det er også lige der, hvor ansøgningsprocessen bliver alvor, og hvor nervørsiteten kan tage over. Men det er der ingen grund til, lyder det fra eksperterne:

Jobsamtalen er IKKE en eksamen
”De der kommer til os og er meget nervøse ser ofte på jobsamtalen som en eksamenssituation, hvor de skal vurderes. Det medfører typisk, at de fokuserer meget på sig selv, og det er uhensigtsmæssigt. Derfor er første skridt at skifte til et helt andet mindset”, siger chefkonsulent i DJØF, Thomas Graversen.

Han råder kandidater til at se jobsamtalen som en mulighed for at opnå noget, de rigtig gerne vil have:
”For at du kan se samtalen som en positiv mulighed, må du formulere tydeligt for dig selv, hvad det er, du får mulighed for at opnå: F.eks. at arbejde med forretningsudvikling, påvirke miljølovgivningen, at indgå i et specialiseret fagligt miljø eller hvad der nu måtte være oprigtig attraktivt for dig.”

Thomas Graversen råder kandidater til at rette fokus mod, hvorfor man selv gerne vil til samtalen. For bevidstheden om det gode, som invitationen til en samtale kan føre til, vil hjælpe dig med at holde dig på sporet og fremstå motiveret.
”Grundlæggende er der to ting, du skal fokusere på: Din motivation og hvad du kan bidrage med. Og husk, at du er inviteret til samtalen. De har faktisk fundet din ansøgning så interessant, at de gerne vil se dig – og de har ikke til hensigt at gøre dig ondt!” siger han.

Virksomheden vil se en ansøger, de kan lide, live!
Du skal huske, at virksomheden har kaldt dig ind, fordi de kan lide det, du har skrevet i ansøgningen og gerne vil have det udfoldet, siger Ricki Nielsen, brandingekspert og underviser i jobsøgningsmetode:

”Det vil sige, at de både gerne vil sige det, du har skrevet med egne ord – for at se, at du virkelig selv står bag din ansøgning og for at se dit kropssprog og dine udtryk, når du siger det, de har læst.” Derfor er det en god ide at starte forfra, når du møder den potentielle arbejdsgiver ansigt til ansigt for måske første gang:

”Du skal ikke være bange for at sige det, som stod i ansøgningen, én gang til,” siger Ricki Nielsen. Men han tilføjer, at du herefter selvfølgelig skal nå et stykke længere, end du gjorde i ansøgningen:

”Det vil sige, at de bl.a. gerne vil se dig sige det, du har skrevet – for at se, at du virkelig selv står bag din ansøgning og for at aflæse dit kropssprog og dine udtryk, når du siger det.”

Er det ikke mig, der er på?
Arbejdsgiverne er som udgangspunkt ikke interesserede i dig, men i hvad du kan bidrage med i løsningen af deres udfordringer.
Derfor er en vigtig del af forberedelsen til samtalen at sætte dig i deres sted og komme med gode bud på, hvad de synes er vigtigt. Til samtalen er din primære opgave at vise din forståelse af deres udfordringer, og give et troværdigt indtryk af, at du kan bidrage til løsningerne.

Én af de ting, du skal finde ud af, er, i hvor høj grad DU er interesseret i jobbet. Det er en svær disciplin både at skulle fremstå så appetitlig som muligt og samtidigt selv afprøve, om arbejdsgiver smager, som man håbede. Men Thomas Graversen understreger, at man ikke skal glemme sin egen mavefornemmelse:

”Det handler om at sikre et godt match – for begge parter. Du behøver ikke stille kritiske spørgsmål for at undersøge, om du ser et match,” siger han og kommer med et eksempel på, hvad han kalder ”en positiv screening af, om dine og arbejdspladsens værdier falder i hak:

”F.eks. kan du under samtalen sige: ’Jeg er en superengageret og arbejdsivrig medarbejder, når jeg befinder mig i et støttende miljø og får løbende feedback fra mine kollegaer.’ Hvis arbejdsgiver sætter pris på intern konkurrence, vil han formentlig sætte udtalelsen på minuslisten – og så får du måske ikke jobbet. Men det skal du jo heller ikke have, hvis det ER vigtigt for dig, at du kan hente hjælp hos kollegerne. Hvis arbejdspladsen omvendt sætter pris på tæt samarbejde og fællesskab, så vil de synes, at du er en fin pige eller fyr!”

Så husk lige at mærke efter, hvordan du har det, når du forlader samtalen – du behøver ikke at sige ja, hvis de tilbyder dig stillingen efterfølgende.

Hvem styrer showet?
Det korte svar fra Thomas Graversen er, at det gør arbejdspladsen – for de er værter for dig. Men når det er sagt, kan du sagtens selv dreje samtalen hen mod, hvad du gerne vil tale om:

”Lad os sige, at arbejdsgiver har 10 pointer, de gerne vil igennem. Du skal lytte og svare på, hvad de siger. Men hvis du har en bestemt passion i forhold til job og opgaver, skal du også turde sige: ’Jeg forstår jeres behov sådan og sådan, og dem vil jeg gerne opfylde ved at gøre sådan og sådan’. Igen – nogle vil vælge dig fra, men andre vil byde dine forslag velkomne.

Med andre ord er der ingen grund til at sætte dine lyster under en skæppe – arbejdsgivere vil allerhelst have, at du kan bidrage motiveret. Under samtalen skal du finde den rette balance mellem at lytte og tale.





Brugerkommentarer


Læs også....



Andre artikler