Til jobsamtale i Banedanmark

Banedanmark er på jagt efter en medarbejder, der kan styrke trafikinformationen både internt og eksternt. Akademikernes Jobbank fik lov at være med til to af jobsamtalerne.


Torben Holm Hansen var én af ansøgerne, der blev kaldt til 1. runde af samtaler hos Banedanmark. Hans taktik var at være afslappet og konkret.

Kristine 33 år, cand.mag. i pædagogik og psykologi

Bag de tonede ruder i Driftscenter Danmarks lokaler sidder tre chefer og en rekrutteringsansvarlig for Banedanmark. De er midt i en ansættelsesproces, hvor de leder efter en vagthavende leder for trafikinformationen i Banedanmark. De har allerede afholdt tre samtaler, og nu er det 33-årige Kristines tur.

Det sidste halve år har hun arbejdet i en deltidsstilling, som blev oprettet som frontløber til den nu opslåede stilling. Sektionschef Jens Jørgen Hansen var, inden de første samtaler, temmelig overbevist om, at det var Kristine, der skulle have jobbet. Men nu er han kommet i tvivl.

"Hun er dygtig i sit nuværende job, men når man så ser, hvad nogle af de andre kan og har af erfaring, bliver man blæst lidt omkuld. Så jeg er faktisk ikke helt så skråsikker længere," fortæller han inden samtalen.

Et pædagogisk projekt

Områdechef Kirsten Kornerup, sektionschef Jens Jørgen Hansen og trafikinformationschef Anne Kathrine Zahle sidder på den ene side af bordet med Kristine overfor, mens Rekrutteringsansvarlig Søren Rosenkrantz Larsen sidder for bordenden. Efter en ultrakort introduktion til jobbet, som Kristine kender til i forvejen, giver de fire chefer ordet videre.

"Først vil jeg sige, at det er fantastisk, at I har oprettet sådan en stilling. Der er virkelig brug for koordination af trafikinformationen i Banedanmark," lægger Kristine ud.

Med en cand.mag. i pædagogik og psykologi er det nærliggende for hende at køre samtalen i den retning.

"Vi skal finde ud af, hvad der er "best practice", det bliver et pædagogisk projekt at få medarbejderne til at forstå og være med," fortsætter hun. De fire chefer noterer og nikker.

Hun trommer lidt med fingrene på bordet og kommer cheferne i forkøbet med et spørgsmål:

"Og kan jeg så træde i karakter? Ja, det kan jeg godt Søren," siger hun og smiler til Søren Rosenkrantz Larsen for bordenden.

"Jeg er meget pæn og sød, men som ny medarbejder i en deltidsstilling ville det være fuldstændig malplaceret, hvis jeg gik ind og tog styringen og sagde: Kom, vi gør sådan her," forklarer hun.

Og cheferne nikker igen. En time er så småt ved at være gået, og Kristine får lige en sidste chance for at komme med sine forcer og nogle eksempler på, at hun sagtens han håndtere både presse, interne aktører, medarbejdere og meget mere.

"Jeg er god til at læse mennesker – at høre de ting, der ikke bliver sagt. Og I vil fortryde det, hvis I ikke vælger mig," griner hun.

Kristine om samtalen:

Hvordan synes du, at det gik?

"Det gik okay. Jeg kender jo deres tvivl, og de er bange for, at jeg ikke har "balls". Jeg ved ikke, om jeg fik dem overbevist.

Hvad gik bedst?

"Der var en god dialog og en fin kemi."

Hvad gik mindre godt?

"Jeg er ikke sikker på, at jeg fik dem overbevist om, at jeg har gennemslagskraft nok! Men det har jeg. Det ville bare være helt mærkeligt, hvis jeg i min nuværende position gik ind og tog den lederrolle."

Hvordan har du forberedt dig til samtalen?

"Jeg skulle faktisk have forberedt mig hele dagen i dag, fordi jeg havde fri. Men så blev jeg alligevel kaldt ind på grund af sygdom, så jeg har faktisk ikke nået at forberede mig så meget. Men det har selvfølgelig hele tiden kørt oppe i hovedet."

Cheferne om samtalen:

Hvordan gik samtalen?

"Det var en positiv overraskelse! Jeg havde ikke forventet, at hun ville brænde så meget igennem," siger Jens Jørgen Hansen.

"Det irriterede mig, at hun kiggede op i loftet, undgik øjenkontakt og flagrede sådan med armene. Det blev bedre i løbet af samtalen, men hun virkede meget nervøs. Jeg er lidt i tvivl, om hun er for usikker og grøn qua hendes manglende baggrund," siger Kirsten Kornerup.

"Men hun havde en god forståelse for jobbet, hun er "bright" og "observant," indskyder Anne Katrine Zahle og Søren Rosenkrantz Larsen fortsætter:

"Hun gav nogle gode eksempler på sine kvalifikationer, men vi skulle hive det lidt ud af hende."

"Hendes udfordring er klart hendes manglende presseerfaring og hendes gennemslagskraft," siger de fire chefer samstemmende.

Kristine gik desværre ikke videre til anden samtale i Banedanmark. Hun har ønsket at holde sit efternavn anonymt, men navnet er redaktionen bekendt

[sideskift(Læs også om Torben Holm Hansens samtale hos Banedanmark)]

Banedanmark er på jagt efter en medarbejder, der kan styrke trafikinformationen både internt og eksternt. Akademikernes Jobbank fik lov at være med til to af jobsamtalerne.



Torben Holm Hansen var én af ansøgerne, der blev kaldt til 1. runde af samtaler hos Banedanmark. Hans taktik var at være afslappet og konkret.

Torben Holm Hansen, 53 år, Officer-uddannet, arbejder som informationsmedarbejder i Vejdirektoratet.

Efter en kort pause står næste ansøger klar til samtale. Torben Holm Hansen er 53 år og sidder i en opsagt stilling som infomedarbejder i Vejdirektoratet. Han nipper til sin kaffe og sætter sig overfor Jens Jørgen Hansen, Anne Katrine Zahle og Kirsten Kornerup.

"Det må næsten være en nyoprettet stilling?" spørger han, og Kirsten Kornerup nikker.

"Ja, det kunne jeg næsten se," fortæller Torben Holm Hansen.

Anne Katrine Zahle fortæller om stillingen og viser papirer med undersøgelser og tabeller, der skal illustrere vigtigheden af god kommunikation i Banedanmark. Torben Holm Hansen sidder med foldede hænder på bordet og nikker. Han får ordet:

"Som jeg fortalte, da jeg blev ringet op, sidder jeg i en opsagt stilling i Vejdirektoratet. Og fordi TV 2 har opsagt samarbejdet, er vi altså nogle stykker der er blevet opsagt," forklarer han og fortsætter:

"Derfor har jeg kigget lidt efter noget lignende hos andre transportvirksomheder, og vi har altid haft et godt samarbejde med jer, så det var meget nærliggende at søge," fortæller Torben Holm Hansen.

"Hvad er det, der er så spændende ved trafikinformation?" lyder det fra den anden side af bordet.

"Alle de forskellige mennesker med forskellige baggrunde. Ikke to dage er ens. Og god trafikinformation kan jo tage brodden ud af de fleste sure mennesker," siger han.

Selvsikkert fortæller Torben Holm Hansen om sin tidligere karriere og sine egenskaber. Kirsten Kornerup noterer, og Jens Jørgen Hansen kigger ned i sine papirer.

Klar til koder?

"Er du klar til at lære noget nyt? Trafikforståelse kan jo godt være meget sort," fortæller Anne Katrine Zahle.

"Ja helt klart, det vil jeg have det udmærket med. Vi har også mange udtryk og koder inde hos os, og man er jo nødt til at have koder for at få det til at fungere," svarer Torben Holm Hansen.

"Hvorfor skal vi lige vælge dig?" spørger Jens Jørgen Hansen, mens de to øvrige chefer kigger på Torben Holm Hansen.

"Fordi jeg har en evne til på kort bane og med en kort tidsfrist at kunne med mange medarbejdere og forstå en opgave. Min officer-baggrund har givet mig en god teamforståelse: Hvor meget tid har vi? Hvem gør hvad?" svarer han.

Det er snart tid til at runde af, og Torben Holm Hansen får lov at stille nogle sidste spørgsmål. Han har dog fået svar på de spørgsmål, han måtte have.

"Jeg synes, det lyder meget spændende! Og udfordringen med, at det er et helt nyt job, er meget spændende," slutter Torben Holm Hansen.

Torben Holm Hansen om samtalen:

Hvordan synes du, at det gik?

"Det gik fint. Det var afslappet og konkret. Jeg har jo prøvet det før og oplevet andre scenarier, hvor man kunne mærke, at cheferne gav udtryk for, at de havde haft lidt for mange kandidater igennem og var lidt utålmodige. Sådan var det ikke her"

Hvad gik bedst?

"Det flød ganske fint. Det gik bedst, der hvor jeg fik konkretiseret, at jeg var indstillet på forskellige udfordringer. Og så fik jeg solgt mig selv godt som person. Jobbet læner sig meget op af det, jeg laver i dag. Så det ville være meget godt, at jeg ikke skulle starte helt forfra. Så nu er det bare at vente i spænding."

Hvordan har du forberedt dig til samtalen?

"Jeg har forberedt mig på at svare på spørgsmål, som hvorfor det skulle være mig, der fik jobbet – hvad jeg er bedst og dårligst til. Og så har jeg være inde på dele af Banedanmarks hjemmeside, hvor jeg ikke har været før."

Cheferne om samtalen:

Hvordan gik samtalen?

"Det gik fint! Han er stærk på alle områder," siger Jens Jørgen Hansen og Anne Kathrine Zahle fortsætter:

"Der er et helt andet erfaringsgrundlag her. Men han er 53 år og tvunget til at finde noget andet," siger hun og vipper tvivlende med hovedet.

"Hans primære motivation var jo, at han sad i en opsagt stilling. Og man skal jo virkelig ville det, så der kan jeg godt blive lidt i tvivl," siger hun:

"Ja, I forhold til Kristine – hun vil det jo virkelig gerne og brænder for det," indskyder Jens Jørgen Hansen.

"Det bliver virkelig svært! Alle kandidaterne er meget tæt på hinanden. Vi bliver nok nødt til at holde et møde, hvor vi bliver skarpere på, om vi skal gå efter kompetencer, erfaring, motivation eller hvor meget ledelsespondus, de har," forklarer Anne Kathrine Zahle.

Torben Holm Hansen gik videre til andensamtalen og endte med at få jobbet.


Banedanmark jobsamtale trafikinformation




Brugerkommentarer


Læs også....



Andre artikler