Klar til at blive testet?

Er du klar til at blive testet, når du søger job? Her får du et kort overblik over tre typer test og bud på, hvordan du kan bruge resultatet til at udvikle dig

De fleste forventer måske først at blive testet i forbindelse med en jobsamtale. Men det kan starte langt tidligere. Flere og flere virksomheder tester kandidater med forskellige typer af konkurrencer og test på deres stande på karrieremesser, hvor virksomheden møder dig for første gang.

Du kan blive testet både før, under og efter samtalen
Microsoft Development Centre Denmark udfordrede for eksempel tidligere de besøgende på IT Match Making på IT Universitetet med en konkret programmeringsopgave. Nordea udfordrede de studerende på DTU med nogle logiske opgaver under DSE-messen.

Virksomhederne bruger det både til at lære dig at kende, men også til at fortælle om, hvad de lægger vægt på. Går du videre i din jobsøgningsproces og undersøger virksomhedernes hjemmesider, kan du også støde på test.

Hos konsulentfirmaet McKinsey & Company kan du allerede her finde eksempler på test, du vil blive stillet overfor i et ansættelsesforløb. Her giver virksomheden dig blandt andet en forsmag på, hvad den lægger vægt på.

De fleste test vil du møde, når du har søgt et job. Test kan forekomme både før og efter samtaler og nogle gange i forbindelse med en 2. runde af samtaler og udvælgelse.

Du kan for eksempel blive testet i gruppeopgaver, hvor virksomheden observerer, hvordan du arbejder i et team. Men de mest almindelige test er individuelle test, hvor du får en elektronisk test, som du udfylder hos virksomheden eller hjemme. Du får som regel altid en personlig tilbagemelding på testresultatet.

Typiske individuelle test:

IQ-testen undersøger, hvordan vi tænker og opfatter ting og om vi kan gennemskue komplekse spørgsmål.

Færdighedstest kan teste om du for eksempel kan stave, regne, om du kan engelsk, din aktuelle almenviden.

Persontest undersøger dine personlige egenskaber, og kan for eksempel give en indikation af, at du er udadvendt, analytisk, administrativ mv.

For hver af disse tre grupper findes der rigtig mange forskellige udgaver. Du kan nemt finde forskellige test på nettet, hvor du kan prøve, hvordan det er at udfylde de forskellige typer test.

Selv efter at du er ansat, kan du møde testforløb, som du og din arbejdsplads bruger som hjælp til at beslutte, hvordan du skal udvikle dig. Her er det ikke nødvendigvis traditionelle individuelle test.

Psykolog: Man kan undgå, at det bliver ubehageligt
Psykolog Jane Bruun, ProPerson, har mange års erfaring som erhvervspsykolog fra rekrutterings- og konsulentbranchen. Hun peger her på, at du som jobsøger får mest ud af persontest, hvis tilbagemeldingen sker på en ligeværdig måde.

Det kræver, at personerne fra virksomheden, der giver dig tilbagemeldingen, er professionelle. Det kræver af dig, at du forholder dig aktivt til, om du er enig i tilbagemeldingerne og til, hvad der påvirker testforløbet og tilbagemeldingerne i dit tilfælde.

Arbejdsgiverne tester og vurderer i stigende grad ansøgere og medarbejdere. Flere og flere faggrupper bliver testet. Samtidig bruger arbejdsgiverne mere og mere de ”tunge” personlighedstest.

Dette understreger nødvendigheden af, at psykologer bidrager til at udvikle egnede metoder, test og formidler viden for at støtte en forsvarlig anvendelse af især personlighedstest.

"Det er en kompliceret sag at formidle et testresultat på en professionel og ordentlig måde. Derfor har vi i udformningen af ProPerson testsystem lagt vægt på, at formidlingen af resultatet til testpersonen sker på et ligeværdigt grundlag, som kan føre til en åben dialog, hvor resultatet bliver gennemskueligt," siger Jane Bruun og fortsætter:

"Det sker, at jobkandidater i lang tid har båret på en ubehagelig oplevelse som følge af et uprofessionelt gennemført testforløb. Ofte har der manglet skriftlig dokumentation, eller dokumentationen har været svær at gennemskue.

I sådanne situationer kommer resultat og tolkning let til at fremstå som en inappellabel sandhed om testpersonen."

Det kan du få ud af at blive testet
"Som testperson er det vigtigt, at du har mulighed for at øge din viden om dig selv og opdage mulighed for udvikling, når du deltager i et testforløb. Jeg mener også, at det er vigtigt, at du som testperson får mulighed for i samtalen med konsulenten at påpege og drøfte de ting, du ikke forstår eller er uenig i," understreger Jane Bruun.

Det giver ifølge hende større ligeværdighed i situationen, og risikoen for overgrebsagtige situationer bliver mindre.

Det kan også være en hjælp at være opmærksom på, at udfaldet af testforløbet bliver påvirket af omstændighederne omkring forløbet:

"Som med alt andet i livet er der også forskel på kvaliteten i persontest. Spørg f.eks. til hvilke særlige styrker der er ved den test, som arbejdsgiveren inviterer dig til at deltage i. Den skriftlige rapport kan også have forskellige kvalitetsniveauer.

Din egen evne til at få noget ud af testforløbet bliver bedre med træning. Hvis du før har prøvet at få tilbagemelding på test, har du måske allerede lært lidt om, hvordan du kan spørge ind til udviklingsmuligheder under tilbagemeldingen." Siger psykologen.

Kontekst og konsulentens evner påvirker testresultatet
Ligesom din erfaring og evne til at få noget ud af testen, spiller konsulentens kompetence en rolle. Konsulenten kan ofte spille rollen som arbejdsgiverens ”øjne” på kandidaten men har også en forpligtelse til, at jobkandidaten får et brugbart udbytte af testforløbet.

Begivenheder i dit liv i den periode, hvor du bliver testet, kan påvirke den måde du svarer på. Måske svarer du anderledes end du ville have gjort tre måneder tidligere eller tre måneder senere.

Den sammenhæng, testen bliver gennemført i, betyder også noget for forløbet. Forestil dig f.eks. hvilken forskel det ville gøre for dig i et testforløb, om du blev testet, fordi arbejdsgiveren var i tvivl, om de ville have dig til samtale, eller fordi de ville finde ud af, om du vitterlig er blandt de bedste 10 på dit område.

Opret en jobagent på jobbank - og få sendt relevante jobs direkte til din indbakke


tests jobsamtale ansættelse




Brugerkommentarer


Læs også....



Andre artikler