HR-cheferne: 7 fejl du skal undgå i dit CV



Erfarne HR-medarbejdere læser hundredevis af CV’er igennem hver måned. Desværre støder de ofte på de samme ærgerlige fejl. Det er ofte store fejl, som får dig til at virke useriøs eller sjusket – heldigvis er de fleste af dem lette at løse.


1. At blive lang i spyttet
Mange undersøgelser har efterhånden vist, at dit CV ikke får mange sekunder på HR-medarbejdernes bord. Dit CV skal derfor ikke være en 12-siders afhandling, men i stedet fokusere på den virksomhed og stilling, som du søger.

HR direktør i Alectia, Carsten Vejre, siger: ”Vi modtager ofte meget lange CV’er, som indeholder en del overflødige oplysninger. Jeg foretrækker korte og præcise CV’er med overskuelig oversigt over de virksomheder og projekter, ansøgerne har arbejdet for og med.”

2. Liste over kompetencer uden konkrete eksempler
Selvom et kompetence-CV i punktform er let at læse, så giver det ifølge HR-chef i Danfoss, Jens Gaarde Gad, ikke et godt billede af, hvilke opgaver man kan løse: ”Det er ikke nok bare at skrive, at man for eksempel er fleksibel og samarbejdsvillig. Man skal give eksempler på tidligere erfaringer, der viser hvorfor man er det.”

Det samme gælder ifølge HR- og kommunikationschef i Energi Danmark, Inge-Louise Linderoth Lolck, når man skal vise, hvilke kompetencer en bestemt erfaring har givet en: ”Undgå for mange opremsninger af hvad du har lavet uden at konkretisere, hvilke kompetencer du har fået efter at have løst bestemte typer opgaver.”

Det kan derfor være en fordel at bruge den journalistiske huskesætning ”Show it, don’t tell it.”, når du skal skrive dine kompetencer på CV’et.

3. Starte med din ældste erfaring først
Det er sagt før, men det kan ikke understreges for tit: Du skal gøre det let for modtageren at læse dit CV. Det giver derfor ikke mening at starte med dit fritidsjob som fodboldtræner i Nørre Nebel i 1987.

HR-chef i Boligselskabet Sjælland, Hanne Kjær-Kristoffersen, læser mange CV’er, som starter forkert: ”Mange starter med det ældste – brug i stedet omvendt kronologisk rækkefølge, så kan læseren selv stoppe, når det ikke længere er interessant i forhold til jobbet. Uddyb erfaringer med, hvilke resultater du har opnået - det er interessant for os at læse om.”

4. Sende et standard CV
Selvom du sikkert har en standardskabelon for dit CV, så skal du huske, at det sjældent passer på de samme virksomheder eller stillinger.

Annika Jacobsen, Personaleudviklingschef i DSB, forklarer: ”Det er vigtigt, at man tilpasser sit CV til det job, man søger og dermed fremhæver den erfaring og de kompetencer, der bliver efterspurgt – man skal ikke sende et standard CV.” Hun bliver suppleret af Head of Human Resources i ECCO Sko A/S, Dorte Eg, som istemmer: ”Vi ser ofte kandidater, der har sendt ansøgningen til flere virksomheder, og glemmer at ændre virksomhedsnavn.”

5. Have store tidshuller
Et hul på et par uger i dit CV bliver der sjældent lagt mærke til, men begynder der at være hele år, som er mørklagte, så kan det godt virke som om, at du har fejet noget under gulvtæppet.

Ifølge Vice President for Corporate HR & Communications i LEO Pharma A/S, Christian Frank Scheuer, så kommer ærlighed i CV’et altid først: ”Vær ærlig i dit CV og undgå huller. Det virker mystisk, hvis der er et hul på to år, som der ikke er redegjort for. Undgå stavefejl og fejl i årstal og skriv altid månederne ud.”

Maja Maar Outzen, som er afdelingsleder for HR i Vejdirektoratet, er enig: ”Hvis der er perioder (måneder, år), som ikke er beskrevet nærmere, så kan det give indtryk af, at kandidaten ønsker at undlade noget – og hvad er så det?”

Så selv hvis du ikke er stolt af, at din egen virksomhed lukkede efter syv måneder, så hav det hellere med på CV’et. På den måde behøver modtageren ikke at være nervøs for, hvad der gemmer sig.

6. Skrive fejlagtige informationer
Ifølge en undersøgelse foretaget af konsulentfirmaet Risk Advisory i 2015 baseret på over 3.000 CV’er fra vores naboer i England, så indeholder 63 % af CV’erne fejlagtige informationer eller diskrepans.

Annette L. Smith, HR-chef og Underdirektør i Bankdata ser det som grundlag for et afslag på ansøgningen, hvis CV’et indeholder faktuelle fejl. For eksempel hvis ansættelser eller uddannelser overlapper tidsmæssigt.

Så tag dig nu tid til at kigge dit CV igennem en enkelt gang til!

7. Dårlig struktur
Manglende sproglig struktur i CV’et er en af de fejl, som man ofte støder på. De typiske fejl, man kan begå i et CV, er at lægge for lidt vægt på struktur og tydelighed i sproget. CV’et skal give læseren et hurtigt overblik over kandidatens erfaring, kompetencer og uddannelsesmæssige baggrund samt andre oplysninger af relevans for deres evne til at varetage jobbet.

Og det er ikke kun et problem i forhold til læsbarheden af dit CV – det kan også give et forkert indtryk af din personlighed. Susanne Funder, HR Direktør og Partner i PwC fortæller:

”Opstilling af CV’et angiver noget omkring din personlighed og struktur. Vi anbefaler, at du beskriver din erhvervserfaring, uddannelse, eventuelle ekstraordinære beskæftigelser og dine fritidsinteresser. Start med det nyeste og gå baglæns, så du sikrer, at det mest relevante står først.”





Brugerkommentarer


Læs også....



Andre artikler