Koncerndirektør i TDC, Eva Berneke har aldrig lagt skjul på, at hun faktisk oftere tilbringer timerne om eftermiddagen på kontoret end på at hente ungerne tidligt i børnehaven. Også selvom det er ugleset blandt flertallet af danske kvinder. Hun har netop rundet de 41 år og er allerede en af de højest placerede kvinder i dansk erhvervsliv. Selv mener hun, at den præstation skyldes lige dele benhårdt arbejde, hjælp fra et godt netværk og mod til med jævne mellemrum at kaste sig ud, hvor hun ikke ved, om hun kan bunde.

 

Hun er 41 år, koncerndirektør i TDC og blandt de otte højest placerede kvinder i Danmark. Og det gør hende helt automatisk til rollemodel for et stort antal danske kvinder, der drømmer om at gøre som hende og bryde igennem glasloftet til den lille eksklusive kreds af absolutte topledere i Danmark. Derudover er Eva Berneke også mor til fire børn i alderen to til ni år og det samtidig med, at hun har en arbejdstid, der nogle uger ligger på 80 timer, andre på 50 og de fleste uger et sted derimellem. Hvilket lige så automatisk gør hende til genstand for masser af løftede pegefingre fra dem, der mener, at et liv som top erhvervskvinde og mor til en storfamilie ikke kan kombineres. Men det ved Eva Berneke godt, og det lever hun ganske fint med.

Hun er ambitiøs helt ud til fingerspidserne. ”Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville gøre karriere. Det handler jo om at erkende, hvad der driver en, og hvad der gør én glad,” siger Eva Berneke og fortsætter, ”jeg kender ikke ret mange, som har et super spændende topjob på 37 timer. Det kan godt være, at jeg lever et liv, som er anderledes end det, de fleste andre lever. Men det vigtigste er jo, om jeg selv kan stå inde for mine egne valg. Og det kan jeg,” siger hun.

Eva Berneke er uddannet maskiningeniør og blev færdig med at læse i starten af 1990´erne. Og hvor hun egentlig havde troet, at hun skulle gå den klassiske vej som ingeniør i en produktionsvirksomhed, åbnede et studieophold i Frankrig hendes øjne for, at ingeniører kan lave andet og for eksempel også beskæftige sig med ledelse og strategi. Hun søgte derfor job i konsulenthuset McKinsey, kom igennem nåleøjet og startede som juniorkonsulent.

Det var da et hårdt arbejdsmiljø med lange arbejdstider og også projekter med benhårdt arbejde. Men samtidig også en masse spændende og lærerige opgaver. Og man skal kunne lide opgaverne, ellers bliver det for slidsomt”, siger Eva Berneke, som dog ikke mener, at lange arbejdsdage alene er det, der har lagt kimen til hendes karriere.

Brug dit netværkaktivt
En del af opskriften på hendes vej til tops har nemlig også handlet om det at have et solidt netværk og ikke mindst også om selv at turde bruge det aktivt.

”Der er ingen tvivl om, at der har været nogle folk, som igennem årene har støttet mig, og som har givet mig nogle muligheder, som de troede, jeg kunne vokse af. Det har både været chefer, og det har været officielle og mere uofficielle mentorer, som har givet mig nogle chancer,” siger hun og fortsætter, ”men jeg har samtidig også været bevidst om at gribe fat i de folk, jeg gerne ville arbejde sammen med, og som jeg troede kunne lære mig noget. Derfor har jeg heller ikke været bleg for at gøre opmærksom på opgaver og projekter, som jeg gerne ville med på. Det var præcis, hvad hun gjorde, da hun efter et par år som juniorkonsulent i McKinsey’s kontor i København bankede direkte på døren til en partner i firmaets afdeling i Paris, hvor hun gerne ville ned og arbejde.

Færre fordomme i fransk arbejdskultur
Kort tid efter rejste hun til Frankrig, hvor hun fortsatte som konsulent nu for virksomheder i Frankrig og i resten af verden. Arbejdspresset var ikke anderledes i Frankrig end i Danmark, men det var til gengæld arbejdskulturen. Og for Eva Berneke, der på det tidspunkt havde mødt sin mand og var gået i gang med at stifte familie, betød det, at hun kunne kombinere en karriere med det at få børn på en anden måde end den danske.

”Arbejdskulturen i Frankrig, specielt i Paris, er anderledes end i Danmark. Det er slet ikke ualmindeligt, at man selv med små børn arbejder til klokken syv om aftenen. Sådan er det bare. Samtidig er barselsorloven slut otte uger efter fødslen. Det havde jeg ikke problemer med, for jeg kunne rigtigt godt lide mit arbejde og egner mig ikke til at være den, der går hjemme i mange måneder. Jeg kunne finde en balance mellem familie og arbejde, som passede godt til mig,” siger Eva Berneke, som derfor lod familien vokse i Paris uden at føle, at hun måtte lægge låg på sine ambitioner og sætte karrieren i bero.

Efter et par år steg hun igen i graderne, og i 1999 blev hun valgt til partner i McKinsey i Frankrig, hvor hun blev i syv år. I den periode blev der føjet yderligere tre børn til familien. Eva Berneke forlod først konsulenthuset, da hun i 2007 blev tilbudt jobbet som koncerndirektør og koncernstrategichef i TDC.

Spring ud på det dybe vand
Eva Berneke havde aldrig selv regnet med, at hun skulle blive i konsulentverdenen og endda i samme firma i 14 år. Men hun havde heller ikke just regnet med, at det første spring fra jobbet som partner i Frankrig skulle føre hende direkte ind i den lille eksklusive kreds af topledere i Danmark. Hun lægger heller ikke skjul på, at en vigtig ting for hendes karriere har været med jævne mellemrum at lade sig kaste ud på dybt vand, og TDC har ikke været nogen undtagelse.

”Der er ingen tvivl om, at når jeg sidder, hvor jeg gør i dag, så er det også fordi, jeg selv har turdet springe ud på dybt vand nogle gange, hvor jeg ikke har vidst, om jeg havde erfaring nok, og om jeg ville kunne svømme. I de situationer har jeg sat min lid til dem, der har stået bag mig, og som har troet på mig og til gode kollegers hjælp og støtte.

Spring på de sjove ting, når de kommer
”Jeg tror, det er vigtigt, at man, hvis man er ambitiøs og gerne vil drive det vidt, springer på nogle af de ting, der pludselig opstår, også selvom de ikke lige passer ind i planen. Måske er man lige kommet tilbage fra barsel eller sidder måske midt i et andet godt projekt eller føler måske bare ikke, at det rigtigt passer ind i det billede, man havde forestillet sig for sin karriere,” siger Eva Berneke, som mener, det er vigtigt, at man i de situationer finder modet frem. I hendes øjne kommer tingene i arbejdslivet alligevel ofte ikke i den rækkefølge, man har planlagt. Tværtimod er man selv med til at skabe en god karriere ved skridt for skridt at tage imod de spændende tilbud og ved selv at presse på for at få nogle udfordringer undervejs.

”Det vigtige er, at det skal være sjovt, mens man bevæger sig mod målet. Det nytter ikke noget at skulle slæbe sig igennem ti års ørkenvandring for at komme til et karrieremæssigt nirvana. For så bliver det for hurtigt for surt, og så holder man ikke ud til slutningen alligevel,” siger hun, som selv aldrig har tænkt mere end et par år frem ad gangen i sin karriere.

”Jeg har aldrig haft et mål om at nå noget langt ude i fremtiden men har altid styret efter, hvor jeg kunne lære rigtig meget de næste par år. Og det har været et godt kompas for mig,” siger Eva Berneke.

Lær at acceptere dine valg og fravalg
Hendes råd til alle, der står med arbejdslivet foran sig, er derfor at finde ud af, hvad man brænder for. Men også at gøre sig den ulejlighed at kigge ordentlig indad og blive afklaret med sig selv, så man lettere kan leve med de valg og fravalg, man kommer til at gøre sig undervejs.

”Jeg har altid været ret afklaret med, at jeg elsker at blive udfordret. Og også, at det er et drive, jeg nok ikke bare får tilfredsstillet med en 40 timers arbejdsuge. Med tiden har jeg så lært, at det liv også betyder, at der er nogle ting, jeg må vælge fra. Jeg er ikke den, der henter i børnehaven hver dag eller sidder med i skolebestyrelsen. Men jeg prøver at nå de vigtigste ting i forhold til at være sammen med min familie. Jeg kunne også have valgt et andet liv, hvor jeg havde mere tid til at være træner på mine ungers fodboldhold. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det ikke ville gøre mig så glad, som jeg er i dag,” slutter hun.