Interview med Tina Revsbech, Senior Vice President, Torm A/S.

 

Det er fascinationen af kulturelle forskelle, som gang på gang sender 38-årige Tina Revsbech til udlandet.

Siden 1. september har hun godt nok siddet i stolen som Senior Vice President i rederiet TORM med base i hjemlige København, men ellers har hendes karriere været tilbragt mere i udlandet end i Danmark. Der var ikke anden vej, da arbejdslivet for snart en del år siden skulle til at begynde.

»Jeg har altid været drevet af en kæmpestor udlængsel. Jeg tror, det skyldes min opdragelse. Jeg er opdraget til at være nysgerrig og til at være selvstændig. Jeg har i hvert fald altid syntes, at Danmark var for lille. Jeg har så stort et behov for at møde nye mennesker og prøve nye ting og se, hvordan verden hænger sammen», fortæller hun siddende i sofaen på sit stadig ret nye rummelige hjørnekontor på Tuborg Havnevej i Hellerup.

Herfra har hun ansvaret for godt 80 mennesker, der passer det danske rederis aktiviteter rundt omkring i verden, og selv om den daglige kommunikation på kontoret foregår på engelsk, så har hun nu været så længe hjemme, at hun igen er begyndt at drømme på dansk, konstaterer hun med et grin.

Hvis TORM ikke havde den skarpe internationale profil, og hendes job ikke indebar regelmæssige rejser til udlandet, så ville hun dog ikke have sagt ja til hjørnekontoret. Det er hun helt sikker på.

»Det har altid været og vil altid være det vigtigste for mig. Også i dag. Jeg ville ikke kunne have et job, hvor jeg ikke kom ud at rejse ret tit« erklærer hun og uddyber: »Hver eneste gang jeg kan komme af sted med det, tager jeg ud – også rent privat. Jeg er på weekendferie et sted i Europa en gang hver måned og alle mine ferieuger, tilbringer jeg uden for landets grænser. Jeg synes, det er enormt lærerigt og dejligt at komme ud og møde andre mennesker og andre kulturer«.

 

Globetrotter-CV
Er man i tvivl om Tina Revsbechs udlængsel, behøver man blot kaste et hurtigt blik på hendes CV. Første gang hun i professionelt øjemed forlod Danmark var som 21-årig, hvor England kaldte, og siden har hun kaldt både Singapore, USA, Schweiz og Holland for hjem. De mange skift – også det første – har i virkeligheden intet haft med karriereplanlægning at gøre, ligesom hun aldrig har haft en karriereplan. Hun ville bare ud, og når hun havde lært én kultur at kende, ville hun videre til den næste.

»Mit skift fra Singapore til USA handlede f.eks. kun om, at nu havde jeg boet og rejst i Europa, jeg havde boet og rejst i Asien, og så syntes jeg, at jeg manglede den del af verden. At jobbet så også handlede om at starte et nyt kontor op og udvikle forretningen passede selvfølgelig fint, men nysgerrigheden – at det var uudforsket territorium – var en stor del af beslutningen«, konstaterer hun begejstret.

Det er dog et uomtvisteligt faktum, at den unge erhvervsleder også i den grad har leveret varen i de skiftende stillinger i både ind- og udland. Ellers var hun ikke nået så langt, som hun er. Hun er heller ikke i tvivl om, at de mange år i udlandet i sig selv har gjort hende til et stærkere kort både personligt og karrieremæssigt. Hver gang man sætter sig ind i en kultur og den tilhørende måde at drive forretning på, lærer man nemlig noget, som man kan bruge i andre situationer.:

»Det er f.eks. noget helt andet at gøre forretning i USA, end det er i Singapore. Det er fuldstændig forskelligt. Det er forskellige ting, der driver folk, og forskellige måder man opfører sig på overfor hinanden. Det er vildt spændende. Og jeg forsøger at tage det bedste fra de forskellige kulturer, hvordan de lever og tænker, med videre«.

Udlandsopholdene trækker også i ens horisont, forklarer Tina Revsbech. Man får inspiration til at tænke nyt og bliver åben for anderledes ideer. Eller som hun siger med et vaskeægte dansk udtryk: Danmark er lille. Man bliver en lille smule snæversynet, hvis man kun bevæger sig rundt i den hjemlige andedam«.

De mange år i udlandet i virksomheder, som også internt har medarbejdere fra hele verden, har i hvert fald været med til at gøre hende mere bredsynet og tolerant »end de fleste«, er hun overbevist om. Hun fortæller f.eks. om sin flerfarvede, flerreligøse og i det hele taget flersidede omgangskreds, der tæller alt fra muslimer til kinesere, og fortæller en anekdote fra Houston i Texas, der til hendes egen overraskelse var akkurat lige så eksotisk som Singapore i Asien.

 

Efter blot et par uger i byen for Maersk dengang var hun til en forretningsmiddag, hvor hun mødte en fra olieindustrien, der naturligvis er interessant for Mærsk. Han kunne godt høre, at hun ikke var fra USA, og det affødte det naturlige spørgsmål »Hvor er du fra?« Det næste spørgsmål var også forventeligt: »Hvad arbejder du med?« Men så kom overraskelsen:

»Hans tredje – tredje! – spørgsmål var »Hvilken kirke hører du til?« Vi andre har lært, at politik og religion tager man ikke med, når man skal snakke forretning. Det gør man i Houston«, konstaterer hun.

Og tilstrækkeligt af den slags oplevelser påvirker en.

»Jeg er utroligt opmærksom på mangfoldighed, og jeg viger i hvert fald ikke tilbage fra forskellighed. Som jeg ser det, skal man bare tage folk, som de er«, siger hun og afslutter med en konklusion, der overrasker lidt midt i det toptunede kontormiljø:

»Jeg tænker ikke på forskellige folk som andet end, at de bare er mennesker«.

 

Billede

 

Lyst til verden et krav
Udsyn og udlængsel er bestemt heller ikke i vejen, hvis man som nyuddannet vil søge ansættelse i en international virksomhed som TORM, der udover København har kontorer i Indien, Filippinerne, Singapore og USA. Tina Revsbech er godt nok kun med til at ansætte på lederniveau, men hun har en god ide om kravene længere nede. Hun oplyser, at tidligere udlandsophold i forbindelse med studiet ikke er så vigtigt, men at det i ansøgning og en eventuel ansættelsessamtale gerne må skinne igennem, at man har lyst til at arbejde i et internationalt miljø.

Det modsatte er i hvert fald et problem, for som hun siger:

»Hvis der stod i en ansøgning, at man ikke havde lyst til at rejse, så ville vedkommende have researchet dårligt på TORM«.

 

Danskernes lyst til at tage ud?
»Jeg ved faktisk ikke så meget om det – også fordi jeg jo har levet i et miljø, hvor det er noget, man gør – hvor det er ganske naturligt og almindeligt. Det umiddelbare svar på baggrund af min tid i Mærsk og Shell er, at »det gør alle jo«, men det ved jeg godt, at de ikke gør. Jeg kunne dog godt forestille mig, at danskerne måske er ved at blive bedre til det.«

Rederilederen, der i Torm har ansvaret for Tankdivisionen, kan dog også godt genkende den udfordring, som stopper rigtigt mange danskere i at tage springet: Familien og vennerne i Danmark. Hun kan godt forstå, at det gør det svært.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt familierelationer har været et problem for hende i hendes karriere, bliver hun om ikke kort for hovedet så bestemt afvisende.

»Der er en masse spørgsmål om privatliv, som man kun stiller kvinder. Det synes jeg er irrelevant. Du ville ikke spørge ind til en mands familie i et interview om karriere, og det irriterer mig. Jeg vil gerne svare på de samme spørgsmål, som man stiller mænd – men jeg vil ikke svare på dem, man kun stiller kvinderne», erklærer hun.

 

Lær af det store udland
Hun vil dog hellere end gerne tale videre om udlandet og de mange ture derud. Senest er ferierejserne begyndt at gå til Afrika, hvor hun har en god ven boende.

»Men jeg har stadig en liste så lang. Man bliver jo aldrig færdig«, konstaterer hun.

Det er overhovedet heller ikke udelukket, at Tina Revsbechs karriere igen vil bringe hende ud over de snærende danske grænser, ligesom hun ikke tøver med at anbefale udstationeringer til alle andre.

»Prøv at forestil dig, hvor meget du kan lære, når du kommer i konkurrence med de bedste fra hele verden. Jeg kunne se det i skiftet fra Mærsk – der stadigvæk har en ret dansk besætning – til Shell, der er en ekstremt international virksomhed. Dér måler man sig med toptalenter fra hele verden, og den lærdom, man får af at være sammen med dem, er uvurderlig«.

Heller ikke det danske erhvervsliv burde se sig tilfreds med lille Danmark, hvis man spørger Tina Revsbech:

»Rent forretningsmæssigt er hverken det danske eller det europæiske marked stort nok. Det er andre steder, der vokser i dag, og det er en skam, hvis man ikke søger der ud. Der er meget at lære!«


Tina Revsbechs arbejdsdag

Rederilederen deler sit arbejde ind i tre lige store dele:

1/3
går på at udvikle og coache personalet.

1/3
på at arbejde med forhold der kan forbedre bundlinjen: Er rederiets skibe det rigtige sted, sejler de med de rigtige produkter o.s.v. Hertil hører også kundebesøg rundt i verden, hvor man sporer sig ind på deres ønsker.

1/3
går på forandring og strategi. Har Torm de rigtige skibe, processer, medarbejdersammensætninger, og hvilken vej skal man gå for at gøre det bedre?


Tina Revsbechs fire gode karriereråd

1 Undgå lemmingeeffekten
Meget unge mennesker har en tendens til at kigge på, hvad alle andre gør og så efterstræbe det samme. »Nu er ham der blevet forfremmet, så skal jeg også forfremmes«, »Nu har hende der fået en udstationering, så skal jeg også udstationeres«: Lemmingeeffekten. Det følte jeg også selv, jeg blev trukket lidt ind i. Skal jeg give det bedste råd, jeg kan give, så sørg hele tiden i dit liv for at du gør noget, du gerne vil – at det er dine valg, at du melder til hver dag, og at du ikke gør noget for andres skyld. Ellers er der fare for, at du vågner op en dag og tænker, »det var egentlig ikke det her, jeg ville«.

2 Husk netværket
Det er netværket, der giver dig nye muligheder. Sørg for at de mennesker, du skal kende, kender dig. Og klæd dig på, hvis du vil i kontakt med særlige personer. De skal kunne mærke, hvordan du tænker – I skal ikke bare tale om vejret.

3 Fokuser på dine styrker
Der har været en tendens til, at du skal have forskellige ting på dit CV – at du både skal have en finans-rolle, en HR-rolle, en operations-rolle og så videre. Det er jeg uenig i. Jeg mener, det er vigtigere at bygge på sine stærke sider, fordi forskellige jobs kræver forskellige personprofiler. Er du meget detaljeorienteret, og kan du godt lide at sidde for dig selv, skal du f.eks. ikke være brugtvognssælger, vel? Tænk over hvem du er som person og sørg så for at ende i nogle roller, som passer til din profil. Det er min erfaring, at når folk performer dårligt, så er det ikke nødvendigvis, fordi de er dårligt kvalificerede, men fordi de er i en forkert position.

4 Dyrk motion og lev sundt
At præstere på arbejdet er ikke meget forskelligt fra at skulle præstere som atlet. Og hvis du lever af McDonalds-mad og kun sover fem timer om natten, så kan du ikke være ordentligt på. Husk også at tage hvileperioder hvor du restituerer.


Uddrag af CV


Billede

Torm
2010:
Senior Vice President, København

Dansk Shell
2009 - 2010:
Regional Sales Manager, Holland
2007 - 2009:
General Aviation Manager, Schweiz

A.P. Møller - Mærsk
2004 - 2006:
General Manager, Maersk Tankers, København
2001 - 2004:
General Manager, Maersk Tankers, Houston, USA
1999 - 2001:
General Manager, Maersk Tankers, Singapore
1997 - 2001:
Operations Manager, Maersk Tankers, Singapore
1995 - 1997:
Operations Assistant, Maersk Tankers, København
1993 - 1995:
Assistant, Container Division, Mærsk, London England
1991 - 1993:
Trainee, Tankers and Line Divisions, København

Uddannelse
2006:
MBA på IMD i Lausanne, Schweiz