Henrik Amsinck er CIO og IT-direktør i LEGO Koncernen,
der er repræsenteret i mere end 50 lande verden over. For ham er der ingen tvivl om, at internationalt udsyn er essentielt for legetøjsvirksomheden – og han vurderer, at danskerne halter bagefter på det område.

 


Den barnlige begejstring lurer rundt om de fleste hjørner, når man bevæger sig rundt i og omkring LEGO Koncernen's hovedkvarter. Receptionsområdet i hovedkvarteret er f.eks. domineret af to store borde fyldt med hvide klodser, som ventende gæster spontant kaster sig over.

Og det er måske ikke så overraskende, at legetøjsfyrtårnet på denne måde gør opmærksom på sin kerneydelse, men at klodserne også dominerer indretningen inde i koncernens mere tørre IT-afdeling overrumpler alligevel en smule. Her er der også klodsbilleder over det hele, store LEGO figurer pynter i diverse hjørner, og mindre modeller står rundt omkring i kontormøblementet.

CIO og IT-direktør Henrik Amsincks rummelige hjørnekontor er ingen undtagelse. De to vinduespartier er fyldt med et bredt udvalg af uåbnede LEGO æsker, og på et kabinet, der går langs hele den tredje væg, står færdigbyggede modeller på rad og række.

»At vi har legoklodser stående fremme overalt har to forklaringer: For det første minder det os alle sammen – også os i IT – om, hvad det er, vi laver: Vi laver legetøj, som børn elsker. Og for det andet så giver det positive associationer. Det gør én glad,« forklarer den 49-årige direktør.

Denne glæde er sammen med bl.a. en meget grundig omfattende medarbejderpleje en af grundene til, at de medarbejdere, der finder vej til LEGO Koncernen, for de allerflestes vedkommende bliver der længe – i mange tilfælde rigtigt længe. På en tavle ude på gangen hænger der f.eks. intet mindre end otte sedler, der inden for halvanden måned indkalder til fejring af folk, der har været i koncernen 25, 30, 35 eller 40 år. Dét er ikke normalt .

»Når nye medarbejdere oplever, hvordan det er at arbejde i LEGO Koncernen, så bliver de. Vi har en meget lav medarbejderomsætning, under tre procent. Når man kommer ind i LEGO Koncernen, bliver man først forelsket i LEGO Koncernen, så elsker man LEGO Koncernen, og endelig bliver man her, til man skal på pension,« konstaterer Henrik Amsinck.

Den geografiske udfordring
Men før de kan blive ansat og opleve alt dette, skal de søge en stilling, og det er der ifølge Henrik Amsinck ikke nok, der gør. Det er ikke sådan, at LEGO Koncernen ikke kan få besat sine ledige positioner, men i betragtning af hvor attraktive de er, så burde der efter hans mening simpelthen være flere ansøgere.

Eller som han tørt svarer, da vi spørger, om LEGO Koncernen har kunnet mærke finanskrisen i antallet af jobansøgninger:

»Ikke nok – ikke nok.«

Der er dog ikke sådan, at han klager sig. Han undrer sig snarere. Når nu virksomheden er så fantastisk et sted at arbejde, hvad kan så forklare, at det ikke vælter ind med ansøgninger fra hele verden?

»Er det fordi, vi går igennem de forkerte kanaler, eller er Billund bare ikke det nemmeste sted at trække medarbejdere til? Jeg tror, en stor del af forklaringen ligger i det sidste. Jeg kører en time for at komme på arbejde, og det gør jeg med glæde, men jeg har også snakket med mange, der siger, »Ved du hvad, jeg vil ikke køre frem og tilbage fra Århus hver dag – det passer ikke til min livsstil«. Den geografiske placering kan være en udfordring,« ræsonnerer han.

På nogle fagområder, som f.eks. SAP, hvor der nærmest er kronisk mangel på kvalificeret arbejdskraft, og hvor der er flere andre store jyske virksomheder, som trækker de bedste til sig, bliver geografien en reel udfordring.

Men der er jo masser af IT-folk i København. Hvorfor tror du ikke, de vil herover?

»Ja, det kan jeg jo heller ikke forstå«, konstaterer IT-direktøren.

BilledeI Corporate IT har Henrik Amsinck 140 medarbejdere under sig, ligesom han, indirekte er ansvarlig for 90 medarbejdere i koncernens driftscenter.

Det hjælper dog på søgningen, at udlandet i stigende grad søger ind i den verdensomspændende virksomhed. LEGO Koncernen har også en IT-afdeling i Connecticut, USA, og har senest oprettet en særlig afdeling i Ungarn. Af de 400 personer, der trods alt hver dag registrerer sig online i virksomhedens jobdatabase, er cirka 20 procent i dag fra udlandet.

Den yderste konsekvens af, at hele verden søger job i LEGO Koncernen, er jo, at danskere faktisk konkurrerer med alle dem ude i verden, der har de samme kompetencer som dem. Tror du, vi generelt er bevidste om det?
»Det kommer nok an på faggruppen. Jeg tror ikke, at sygeplejersker tænker på det – det behøver de ikke, men vi i LEGO Koncernen er nødt til at tænke sådan. Vi er et globalt brand, vi har en global tilstedeværelse, og vores LEGO byggeplade er hele verden – den er ikke bare Danmark. Derfor har vi brug for medarbejdere, der mere end danskere generelt har et internationalt udsyn«.

Den yderste konsekvens af, at hele verden søger job i LEGO Koncernen, er jo, at danskere faktisk konkurrerer med alle dem ude i verden, der har de samme kompetencer som dem. Tror du, vi generelt er bevidste om det?

»Det kommer nok an på faggruppen. Jeg tror ikke, at sygeplejersker tænker på det – det behøver de ikke, men vi i LEGO Koncernen er nødt til at tænke sådan. Vi er et globalt brand, vi har en global tilstedeværelse, og vores LEGO byggeplade er hele verden – den er ikke bare Danmark. Derfor har vi brug for medarbejdere, der mere end danskere generelt har et internationalt udsyn«.

Manglende mobilitet
Af samme grund ligger lyst og vilje til at flytte sig højt, når LEGO Koncernens ledere evaluerer deres medarbejdere. Det betyder nemlig meget for virksomheden, at der sker en kontinuerlig cirkulation mellem virksomhedens afdelinger i de forskellige lande, både fordi det i dén grad er kompetenceudviklende, og fordi LEGO kulturen, der naturligvis er stærkest i arnestedet i Billund, på denne måde effektivt bliver spredt ud i verden.

»Og hvis du har lyst til at skabe dig en karriere ved at skifte rundt mellem afdelingerne, så er mulighederne helt fantastiske. Vi er repræsenteret i mere end 32 lande med kontorer, fabrikker og butikker. Har du mod på udlandet, og er du en energisk ung medarbejder, der demonstrerer, at du kan skabe resultater, så er alle døre åbne«, understreger Henrik Amsinck.

Hvor gode er danskere generelt til at flytte sig, vurderer du?

»Min intuition siger mig, at vi ikke er gode nok. Vi er ikke så mobile, som vi burde være. Danmark er jo et meget lille land, og i virkeligheden er det underligt, at der er så få danskere, der har fundet ud af, at hele verden er deres arbejdsplads – og legeplads. Hvorfor er der den begrænsning rent mentalt?«

IT-direktøren mener også, at mobilitetsfleksibiliteten kunne være bedre i LEGO Koncernen. Han har flere gange oplevet, at eventyrglæden og spændingen er enorm hos dem, der beslutter sig for at tage ud, men at det at tage selve beslutningen er sværere.

»Det, der gør det lidt udfordrende, er jo, at vi også drager stor omsorg for vores medarbejdere, og vi forstår jo godt, at det i mange tilfælde betyder, at ægtefællen mister sit arbejde. Det, tror jeg, er en af de skjulte forklaringer på danskernes manglende mobilitet – at det er normalt, at begge parter i et dansk forhold arbejder,« forklarer han.

Faktum er bare, at evnen til at flytte sig er uhyre værdsat.

»Bliver der kaldt på dig fra et land, hvor dine kompetencer er påkrævede, så ville det da være dejligt for os, hvis vi faktisk kunne lokke dig til at tage dertil i et eller to år,« som Henrik Amsinck diplomatisk siger.

 

Billede

Henrik Amsincks- karriere i nedslag

  • Uddannet Cand.oecon.
  • Derefter en finanskarriere.
  • Ansættelse som økonomi - og IT-direktør i Aarhus United (nu AAK).
  • Så IT- og Systemdirektør i TDC Totalløsninger.
  • Siden november 2007 CIO i LEGO Koncernen.

Henrik Amsincks tre god karriereråd

1

Lad nu være med at være for kritisk med det første job – ikke mindst i disse tider. Det bliver ikke dit sidste, det lover jeg dig! Så "op på hesten" er et af mine råd. Vær forholdsvis bred i din søgning – du vil under alle omstændigheder få værdifuld erhvervserfaring, hvis du kommer hurtigt i gang med et arbejde.

2

Du vil sikkert blive spurgt om, hvor du ser dig selv om fem år. Du skal selvfølgelig svare ordentligt, men i mine øjne er det et håbløst spørgsmål. Du kommer lige præcis derhen, hvor du vil, men du vil erfare en hel masse, som vil være med til at forme, hvad du faktisk vil, når du først er i gang. Vær ikke bekymret, hvis du ikke har en fast ledestjerne – den kommer.

3

Husk nu, at hele verden er din arbejdsplads. Lad være med at begrænse dig selv til, at det skal være i din studieby eller din hjemby. Prøv nu at tænke på det eventyr, der ligger i, at du skal ud at rejse – især når det er dit første job. Du er ikke så etableret endnu – måske er det lige præcis nu, du kan gøre det. Så slip nærfokusset. Du øger dine chancer for at få job, du øger dine chancer for at få et spændende job, og du accelererer din karrierer, fordi du med det samme får en international udstationering på dit CV.