
Jobsøgning er meget mere end et A4-ark, hvor du skal sælge dig selv. Hvis du skal stå stærkt i ansøgerfeltet, gælder det om at starte din jobsøgningsproces, allerede flere år før du ser opslaget til drømmejobbet. KarriereVejviseren fortæller dig her hvordan.
ÅRENE FØR DU SØGER JOB
Allerede i årene op til dit første job former du din faglige identitet og de kompetencer, der senere skal få arbejdsgiveren til at vælge lige netop dig. Og det drejer sig ikke kun om kompetencerne, du kan få fra de tykke lærebøger.
Få et studiejob eller praktikophold
Studiejob og praktik er en god måde at få erfaring med arbejdslivet allerede i din studietid. Jo mere studiejobbet læner sig op af dit studie, jo bedre.
Ofte kan studiejobbet være en adgangsbillet til en senere fastansættelse eller en måde for dig at få indblik i drømmearbejdspladsen – og at finde ud af, om den nu også er det. Søg studiejob og praktikophold på GO.dk – der er helt sikkert også ét inden for dit felt.
Brug sommerferien
Sommertraineestillinger og internships giver en god arbejdserfaring i perioder, hvor du ikke samtidig skal bruge tid på studier. Hold øje med GO.dk, når sommerferien nærmer sig.
Deltag i prisopgaver
Prisopgaver er en måde at gøre opmærksom på dit faglige talent. Det tager tid at skrive, så kom tidligt i gang.
Søg vikariater
Vikarbureauer kan give dig gode erfaringer i et jobmarked, som du ellers ikke har adgang til, og hvor du får lov at prøve forskellige ting. På GO.dk kan du lave en specifik søgning på vikariater, når du skal vælge "jobtype" i din søgning.
1 ÅR FØR: BEGYND FORBEREDELSERNE!
Den bedste måde at finde ud af, hvad du kan lide at arbejde med er gennem små "smagsprøver" på en eller flere virksomheder. Her gælder det ofte om selv at være opsøgende for at få en lille bid af de forskellige virksomheder.
Tag på karrieremesser
På karrieremesser møder du firmaer og får indtryk af opgaver, kolleger, arbejdsform og ambitioner. Besøg Karrieredagene – Danmarks største job- og karrieremesse fra 6.-9.marts 2012 i en universitetsby nær dig, eller tyvstart allerede nu på www.karrieremessen.dk, hvor du kan læse firmabeskrivelser og komme i kontakt med over 100 forskellige virksomheder.
Læs også artiklen om, hvordan du får det bedste ud af en karrieremesse her.
Brug dit speciale som adgangsbillet
Udnyt specialet, når du søger job. Find arbejdspladser her, som du tænker kunne være interesseret i et samarbejde. Find flere på GO.dk ved at søge på "studieprojekt" i søgefeltet "opslagstype".
Læs også artiklen om Cecilie, der blev inspireret til at skrive speciale ud fra sit studiejob hos Patientforsikringen og senere kunne bruge sin viden fra specialet, da hun blev fastansat.
Gør dit talent synligt
Mange virksomheder køber adgang til at søge talenter via CV'er i jobbank.dk eller Talent Relationship Management. Så; har du talent, så læg dit CV ind i Akademikernes Jobbank på jobbank.dk. Bemærk også, at du kan hente dit CV direkte fra LinkedIn og ind i Jobbanken.
1/2 ÅR FØR: TRÆNING
Du ved (måske), hvad du vil arbejde med, og nu gælder det om at sætte charmeoffensiven ind – både i den virkelige og den virtuelle verden.
Tag til Åbent Hus/foredrag
Mange virksomheder tilbyder events som Åbent Hus og foredrag, og det skal du selvfølgelig benytte dig af!
Det er en god anledning til at få et indblik i virksomheden – og måske et håndtryk og en samtale med din kommende arbejdsgiver. Find events i Karrierekalenderen på jobbank.dk eller hør virksomheden, hvad de har af events og hvornår.
Læs virksomhedsprofiler og tag kontakt
Her kan du finde en masse virksomheder og kontaktpersoner, som du kan kontakte for at høre mere om virksomheden. Skynd dig at gøre det før din studiekammerat!
Opdatér din netidentitet
Nu er det også arbejdsgivernes tid til at finde dig – og her er nettet et godt udstillingsvindue. Sørg for, at de finder de helt rigtige oplysninger om dig. Få dit CV på plads og sørg for, at din profil på facebook og LinkedIn giver et rigtigt billede af dig.
Få en mentor
En mentor har måske 5-10 år mere erfaring end dig. Find en mentor, som passer dig socialt og fagligt.
TRE MÅNEDER FØR: SØG KONKRETE STILLINGER!
Din motivation og indlevelse er afgørende. Det er nu, du skal vise både dine kompetencer og din personlige motivation og viljestyrke frem.
Opret en jobagent
Det behøver ikke kun at være dig, der finder jobbet. Det kan også være, at jobbet finder dig. Opret en jobagent og et CV på jobbank.dk og GO.dk. Med et CV på nettet kan du blive fundet, når virksomhederne søger talentet i jobbankerne ved hjælp af CV og profil.
Få styr på ansøgningen og CV'et
Få vejledning i, hvordan du skriver det bedste CV og den bedste ansøgning. Husk at lægge dit CV ind på jobbank.dk – hvis du allerede har et LinkedIn-CV, er det som sagt også muligt at hive det direkte ind i jobbanken.
Søg uopfordret
At få job gennem uopfordrede ansøgninger kræver både tid og en timing, der passer til virksomheden. Send derfor din uopfordrede ansøgning så tidligt som muligt og vær tålmodig. Her får du en guide til, hvordan du laver en god uopfordret ansøgning.
Lav grundig research
Brug al den information du finder i opslaget, og søg efter mere information på nettet. Ring til kontaktpersoner og hør mere. Lav god research, som du kan bruge til at beskrive i din ansøgning (og senere samtale), hvad du kan bidrage med i jobbet.
Udvis vindermentalitet
Det er ikke nok bare at have kompetencerne. Det gælder også om at vise, at du virkelig brænder for jobbet. Læs hvordan, du får vindermentalitet på side 134.
ANSÆTTELSESFORLØBET
Ansættelsesforløbet er sidste afgørende fase i jagten på jobkontrakten. Det kan ofte, ud over en eller flere samtaler, bestå af test af alt fra din intelligenskvotient til din personlighed.
Forbered dig til samtalen
Samtaler kræver grundig forberedelse. I kapitel 3 finder du en guide til den gode samtale og får også en oversigt over typiske spørgsmål, du kan blive stillet til en samtale.
Men husk, at samtalen ikke først starter i sidste del af jobsøgningsprocessen – fundamentet til den bliver lagt længe før. Læs mere i artiklen "Samtalen starter NU!"
Tag en test
Hvis du ikke har prøvet at blive testet, kan du læse mere om, hvilke forskellige typer af test, du kan støde på som en del af et ansættelsesforløb.
Kontrakt og vilkår
Du har måske ikke erfaring i, hvad en kontrakt skal indeholde. Her og her giver eksperter deres bud på, hvad du skal huske, og hvordan du kan bruge din fagforening.
Husk prøvetiden
Du er sikkert på prøvetid de første måneder i det nye job. Vær opmærksom på andre jobmuligheder, hvis prøvetiden ikke går som forventet. Behold dine jobagenter. Og husk, at virksomheden også er på prøve hos dig.