
Kræver det en særlig stærk psyke som vikar at arbejde med evige goddag-og-farvel til nye arbejdspladser? Og hvad kræves der af en god vikar?
Risikerer man at være lidt udenfor på arbejdspladsen, når man er der som vikar? Det er der måske mange, der frygter. Men det er der ingen grund til at frygte, at man skulle være særlig udsat som vikar.
En af de ting, der kan overraske vores unge, højtuddannede vikarer positivt er, at de føler, at de bliver behandlet som medarbejdere ude hos kunderne. Der er nogle, der bliver rigtig glade. Det er ikke sådan, at de har fornemmelsen af at have et vikarstempel i hovedet. Nu her i forhold til julefrokoster er der mange der bliver rigtig glade for også at blive inviteret med til virksomhedens julefrokost.
Til gengæld skal du altså være af en bestemt støbning for at kunne begå dig som vikar. Du skal turde tage kontakt til og snakke med vildtfremmede mennesker – fra første dag. Du skal altid kunne præsentere dig selv og dine kvalifikationer. Udadvendthed er således et must. Samtidig skal det være naturligt for dig at servicere og supportere andre.
Særligt vigtige personlige egenskaber
Det vigtige er, at man er nysgerrig og engageret. Man skal også vise, at man er meget engageret. "Det er vigtigt at forstå, hvor vigtig opgaven er for kunden og have respekt for opgaven," understreger Charlotte Widing.
Det betyder ikke, at man skal være meget ydmyg og stille. Academic Work oplever fra en del kundeevalueringer stor tilfredshed med, at vikarer har foreslået nye arbejdsgange eller på anden måde tager del i at udvikle den virksomhed, de er ude hos.
Peter Graugaard fra JKS A/S udtrykker det på denne måde: "Man skal hurtigt kunne sætte sig ind i tingene og tage opgaven til sig. Man skal have god og hurtig fingerspidsfornemmelse og hurtigt komme ind i de relationer, der er i en virksomhed.
Man skal tro på, at man kommer med den faglighed, der er brug for. Vi har jo som vikarbureau forholdt os til, at vi tror på, at vikaren kan løfte opgaven."
Dermed er der heller ikke nogen grund til, at vikarer ikke skal levere resultater fra starten i de virksomheder, de arbejder i. Man skal hurtigt kunne bevise sit værd, hvis man vil bruge det som karriereplatform.
Nye arbejdsformer
Arbejdet som vikar kræver også, at man tilsidesætter sine forventninger til et 8-16 job. Ligesom mange unge akademikere ønsker sig stor fleksibilitet, så søger arbejdsgiverne det også.
"Der er mange virksomheder, der ikke føler, at de skal erstatte en fuldtidsmedarbejder med en ny fuldtidsmedarbejder. De har det fint med, at det bliver én der kommer f.eks. tirsdag og fredag formiddag. Det passer utrolig godt på de unge højtuddannede, fordi de er utrolig fleksible," slutter Charlotte Widing.
Krav til vikarbureauet
Som vikar kan du tage nogle få forholdsregler mod brodne kar blandt bureauerne, som tidligere har givet branchen ridser i lakken.
Vikarbranchen er i de senere år blevet organiseret og ordnet. Bureauerne har oprettet en brancheorganisation under Dansk Industri, og medlemskabet garanterer i en vis udstrækning, at bureauet er seriøst.
Et særligt godkendelsesnævn holder øje med, at medlemsvirksomhederne overholder branchens regler og overenskomsterne for vikarerne. Andre bureauer har organiseret sig i Danske Erhverv og lægger vægt på at være certificerede som vartegn for kvalitet og sikkerhed i ydelserne.
Spørg i vikarbureauet inden du starter, om de overholder branchens godkendelsesordning.