”Vær positiv over for forandringer”

Jan Kauffmann er økonomidirektør i Københavns Energi. Hans vej til magten har været præget af både held, tilfældigheder og masser af arbejde og engagement.

Billede 

Jan Kauffmann, 46 år, Økonomidirektør i Københavns Energi, uddannet cand. merc. Har været leder i 18 år.

Hvordan fik du stillingen som økonomidirektør i Københavns Energi?

"De sidste 20 år har jeg arbejdet med finans- og forsikring, men for to år siden fik jeg lyst til at prøve noget nyt. Jeg stak nogle følere ud i mit netværk, og en af de følere gav så en kontakt i Københavns Energi. Efterfølgende var det så helt klassisk med test og møder med bestyrelsesformanden."

Kan du kort beskrive din arbejdsfunktion som økonomidirektør?

"Som økonomidirektør har jeg det overordnede ansvar for økonomi, it, kundecenter, ejendomsområdet og indkøbsområdet – så det er en meget bredt sammensat stilling. En typisk hverdag består af fire-seks møder, maillæsning, mailbesvarelser og så ellers med at være synlig, at bevæge mig rundt i huset og fange stemningen."

God ledelse er essentielt for en virksomhed, og det har aldrig været så meget i fokus som nu. De næste tre uger sætter Akademikernes Jobbank fokus på forskellige aspekter af ledelse. Vi giver dig tips til, hvordan du selv bliver leder, og du får lov at møde tre forskellige topledere, årets leder 2010 og en karrierekvinde som fik nok af ledelse.

I denne uge kan du læse om ledelsesstile, og hvordan ledelse har ændret sig gennem de seneste fem årtier. Derudover kan du møde Jan Kauffmann, der er økonomidirektør i Københavns Energi, som den første i vores lederføljeton.

Har du altid haft en ambition om at blive leder?

"Nej. Jeg vil sige, at min vej til at blive leder har været både lidt tilfældig og lidt heldig – men overordnet har den været præget af meget engagement og meget arbejde. Jeg tror ikke, at man bliver leder, hvis man ikke har et udpræget konkurrencegen. Man skal have viljen til at vinde de kampe, man spiller. Og det er godt nok ikke mange kampe, jeg spiller for sjov."

Hvad lægger du vægt på som leder?

"Jeg vægter, at man kan engagere en organisation, at man konstant forsøger at gøre tingene bedre, at man interesserer sig oprigtigt for det, man selv og virksomheden laver. Hvis du gør det og kan sætte en dagsorden, hvor du og alle andre søger at gøre det bedre, hvis man interesserer sig for tingene og arbejder med det, så tror jeg faktisk, at resultaterne kommer. Hvis du bare vil være leder for at få magt, løn og prestige, så får du ikke dine medarbejdere med."

Hvad er det bedste ved at være leder?

"Jeg synes, det er sjovt, motiverende og givende at se resultaterne opstå. At levere resultater. Og så synes jeg, at det er en fest, når det lykkes at udvikle talenter. At se unge mennesker på vej op, at se dem vokse ud af deres rammer og blive ledere. Og det samme med ældre eller erfarne medarbejdere – at give dem luftforandring. At spotte at en medarbejder kan meget mere end personen selv tror. Det er inspirerende, at man ved at motivere og engagere kan få dem løftet. Så kort sagt: det bedste er at levere, at udvikle og at revitalisere afdelinger eller medarbejdere, der har lavet det samme i mange år."

Hvad er det værste ved at være leder?

"Det værste er, når man engang i mellem bliver nødt til at sige farvel til folk, der ikke leverer, eller som man ikke har kunnet udvikle. Eller endnu værre; at deres arbejde falder væk, fordi der er en ny udvikling, der gør arbejdsopgaver overflødige. Og hvis man så oven i købet ikke kan finde et andet job i virksomheden, så er det rigtigt ubehageligt."

Hvad er dit næste karrieremæssige mål?

"Jeg har kun været i Københavns Energi i to år, og det er så stor en virksomhed, at jeg sagtens kan se mig selv her de næste ti år. Vi er i en fantastisk udvikling, vi vokser og udvikler vores forretning. Så min ambition er egentlig bare at være med til at forandre kulturen endnu mere og så at følge vores ambitiøse strategiplan 2015 til dørs med gode resultater.« Har du et godt råd til unge mennesker, der drømmer om at blive ledere? Man skal gå på arbejde hver dag og være positiv over for forandringer. Man skal nære et ønske om at gøre det bedre i dag end i går – og endnu bedre i morgen. Og så hjælper det at finde et arbejde og virksomhed, man kan identificere sig med. Det skal være sjovt og interessant at gå på arbejde."