HR-chefens svar: Arla Foods amba - Det første job

Ulla Kjær, Senior HR Manager, Arla Foods amba
Hvad er jeres forventninger til nyuddannede ansatte?
De er såmænd ikke så anderledes end vores forventninger til andre nyansatte – nemlig at man er indstillet på at suge til sig og stille spørgsmål, så man hurtigst muligt kan blive fortrolig med sit nye job. Og at man viser interesse for den virksomhed, man nu er blevet en del af.
Hvordan bevarer man sin faglighed, når man først er kommet i job?
Ved at være nysgerrig og opsøgende – både i sin hverdag og sit netværk. Men også ved at deltage i relevante kurser og seminarer.
Hvilke råd vil I give nyuddannede på tærsklen til deres første job?
Det første job er det store spring fra teori til praksis. Giv gerne udtryk for din mening og undren, men vær også indstillet på at lytte til dine mere erfarne kolleger. Vis, at du er åben, interesseret og ivrig efter at komme i gang.
Hvordan bliver man integreret bedst muligt?
Ved at interessere sig for sine omgivelser og tage aktivt del i det introduktionsprogram, som bliver tilrettelagt. Derudover er det helt i orden at stille spørgsmål og søge sparring hos sine nye kolleger.
Hvad skal nyansatte dimittender koncentrere sig om i den første tid?
Lige som alle andre nyansatte skal de bruge en del energi på at lære virksomheden at kende. Vi er en stor og kompleks organisation, så det tager tid. Derudover er det vigtigste at blive fortrolig med sine arbejdsopgaver og ikke mindst at lære sine kolleger at kende, så man kan føle sig som en del af afdelingen.