HR-chefens svar: PwC - Revision | Rådgivning | Skat - Jobsamtaler
Peter Lyager, Senior HC konsulent, PwC - Revision | Rådgivning | Skat
Hvad bruger I jobsamtalerne til hos jer?
Jobsamtalerne bliver brugt til at få et så godt billede af dig som muligt. Det er her, at vi får be- eller afkræftet de hypoteser, som vi har. Det er på jobsamtalen, at vi finder ud af, hvorvidt din personlighed passer ind i organisationen og jobbet.
Hvordan bør man forberede sig til en jobsamtale?
Du bør gøre dig nogle tanker om, hvad dine forventninger er til jobbet og virksomheden. Derudover bør du sætte dig så godt ind i virksomheden som muligt. Hvad er den organiseret, hvad er strategien, hvilke værdier bygges der på osv.
Hvad bør nyuddannede være særlig opmærksomme på?
Vær opmærksomme på at få spurgt ordentligt ind til tingene, så du ved, hvad du går ind til. Spørg til uddannelsesforløb og karrieremuligheder. Kort sagt, så vis, at du virkelig vil det her, og at du har tænkt over tingene.
Hvad er et godt spørgsmål at stille, når man er til jobsamtale?
Det er altid godt at vise, at du er engageret og at du har gjort dig tanker om et eventuelt ansættelsesforløb. Spørg ind til uddannelses- og karrieremulighederne i virksomheden og spørg ind til den afdeling, som du skal tilknyttes. Hvordan er sammensætningen af køn, alder, profiler osv. Det giver dig et billede af, hvad du går ind til.
Må man spørge om lønnen til en jobsamtale hos jer?
Vi forventer, at du spørger ind til lønnen. Det bør ikke være en afgørende parameter, men lønnen skal være i overensstemmelse med dine forventninger ellers er der en risiko for, at du starter med en negativ fornemmelse og det ender sjældent ud i et langvarigt samarbejde.