Spørgsmål til Teknologisk Institut
Hvordan arbejder I med medarbejderudvikling?
Vi lægger vægt på, at man som medarbejder udvikler sig løbende til gavn for både medarbejderen selv, virksomheder og samfundet. Vi vil være blandt Danmarks bedste lærepladser.
Medarbejdere har årligt en motivations- og udviklingssamtale med deres nærmeste leder. Den danner baggrund for en konkretisering af mål, motivation, kompetencer og behov for videreudvikling. På Teknologisk Institut har vi en lang række fælles og individuelt tilpassede udviklingsforløb, der støtter den enkelte medarbejder i en løbende kompetenceudvikling.
Afhængigt af dine kompetencer er der mulighed for at få en karriere, hvor du videreudvikler dig som specialist, projektleder eller leder med personaleansvar.
Vi har store frihedsgrader og vide rammer for at anvendelsen og udviklingen af kompetencer, hvilket stiller krav til dig som medarbejder. Det kræver, at du tager ansvar, opsøger og udnytter muligheder, og er med til at skabe værdi i praksis gennem innovativ tænkning og udvikling af nye områder.
Hvilke muligheder kan I tilbyde akademikere?
Det faglige niveau er højt, og du får mulighed for at vokse med en række spændende opgaver og projekter. Du får ligeledes muligheden for at arbejde med de nyeste teknologier eller metoder i en sammenhæng, hvor de får praktisk og reel betydning for virksomheder og i samfundet. Du får mulighed for at gøre en forskel!
Vi lægger stor vægt på at skabe gode arbejdsforhold. Eftersom den teknologiske udvikling går stærkt og giver en masse muligheder, er vi konstant bevidste om og arbejder for, at der er en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Hvad skal der til for at få succes som medarbejder hos jer?
Vi ansætter løbende nye medarbejdere med forskellig uddannelsesbaggrund, både nyuddannede og erfarne, der kan styrke vores faglige og forretningsmæssige udvikling. Nogle af nøgleordene i forhold til de personlige egenskaber er nytænkning, samarbejdsevner og initiativ.
Vores fokus på teknologidrevet vækst betyder, at innovative medarbejdere er en forudsætning for succes. Når vi søger nye medarbejdere går vi efter dem, der formår at omsætte idéer til praksis og være på forkant med udviklingsbehov.
En anden væsentlig nøgle til succes er, at man som medarbejder er god til at motivere og samarbejde på tværs af fagområder. Succesparametrene afhænger også af den karrierevej, du tager. Er du fx projektleder, er det essentielt, at du formår at få folk til at arbejde sammen om at få skabt gode resultater i fællesskab.




