HR-chefens svar: Teknologisk Institut - Jobsøgning via netværk/sociale medier
Eike Marie Friis-Aalling, Faglig Leder HR, Teknologisk Institut
Bruger I jeres medarbejderes netværk i rekrutteringen?
I forbindelse med, at vi opslår en ledig stilling i udvalgte medier, opslår vi den også internt og opfordrer medarbejdere til at videreformidle budskabet om, at vi har en ledig stilling inden for det pågældende område.
Hvordan kan man bruge sit netværk i jobsøgningen hos jer?
Det er altid en god idé at aktivere sit netværk, når man søger job. Hvis man har en person i sit netværk, der arbejder hos os eller på anden vis kender os, så er det oplagt at søge information hos den pågældende og finde ud af, hvilke muligheder, der er.
Læser I en ansøgers profil på Facebook, LinkedIn og lignende, eller googler I dem?
Vi ser ofte på, hvad der ligger af relevant information om en ansøger på internettet, hvis vedkommende er nået lidt længere i rekrutteringsprocessen. Vi oplever, at flere og flere henviser til yderligere information ad den vej. Det kan både være i forbindelse med artikler og profiler. Det er jo en effektiv måde, hvorpå man kan supplere informationen, som man har givet i ansøgningen.