HR-chefens svar: Energinet.dk



Dorthe Vinther, HR-direktør
Hvordan kan man bedst bruge Facebook, LinkedIn og andre sociale medier til at komme i kontakt med jer?
Man kan følge os på LinkedIn. Så får man besked, når vi slår ledige job op eller holder forskellige events.
Læser I en ansøgers profil på Facebook eller LinkedIn, eller googler I dem?
Ikke som standard.
Hvad skal en god, uopfordret ansøgning indeholde?
Vi modtager ikke uopfordrede ansøgninger
Hvordan bygger man bedst et godt CV op, når man er nyuddannet og ikke har så meget erhvervserfaring?
Kontaktoplysninger, uddannelse, evt. relevante studiejob eller fritidsjob, fritidsinteresser
Hvilke fejl begår kandidater ofte i et CV?
Den typiske fejl er at gøre det for langt og for detaljeret. Medtag kun ting, som er relevante.
Hvordan tackler man bedst et hul i sit CV?
Det bedste er at være ærlig og nævne, hvorfor der er et hul i CV'et.
Hvor meget af jeres rekruttering foregår via netværk?
Vi slår alle ledige job op, men har samtidig en ordning, vi kalder Tip-en-kommende-kollega, hvor vores medarbejdere kan tippe en kommende kollega og få et rejsegavekort. På den måde får vi gennem medarbejdernes netværk kendskab til gode kandidater, men det garanterer naturligvis ikke fastansættelse, hvis en mere egnet kandidat er i spil til jobbet.
Hvordan bruger I virksomhedens eget netværk, når I rekrutterer nye medarbejdere?
Vi opfordrer rekrutterende ledere og deres medarbejdere til at dele relevante jobopslag på LinkedIn.
Hvordan kan man bruge sit netværk i jobsøgningen hos jer?
Hvis man kender medarbejdere hos Energinet.dk, kan man spørge ind til deres oplevelse af arbejdspladsen.
Hvordan kan kandidater forberede sig bedst til en jobsamtale?
Det er en god idé, hvis du sætter dig ind i, hvad det er for en virksomhed, du skal til samtale hos. Det kan du blandt andet gøre ved at gå ind på vores hjemmeside og eksempelvis finde oplysninger om vores målsætning, antal ansatte, hvornår vi blev etableret og læse mere om vores personalepolitikker. Du kan også med fordel forberede dig til samtalen ved at overveje disse spørgsmål: •Hvorfor søger du jobbet? •Hvad kvalificerer dig til jobbet, og hvorfor skal vi som virksomhed vælge dig frem for andre? •Hvad er dine ønsker og forventninger til jobbet og Energinet.dk? •Hvad er dine personlige styrker? •Hvad er dine personlige udviklingsområder? Det er vigtigt, at du er dig selv til samtalen, og at du husker, det er en salgssituation. Du behøver ikke komme i jakkesæt, men sørg for at være ren og have almindeligt pænt tøj på.
Hvordan bruger I tests i forbindelse med samtalen?
Fordi vi bestræber os på at ansætte den rigtige medarbejder til det rigtige job, anvender vi hos Energinet.dk en profilanalyse som supplement til samtalen, da den skaber et bredere bedømmelsesgrundlag for lederen og rekrutteringskonsulenten. Vi anvender primært en DiSC-profilanalyse: en adfærdsbaseret analyse, som fortæller noget om din dominans, sociale indflydelse, stabilitet og kompetencer.
Hvordan kan man som nyuddannet forhandle løn, ferier, frynsegoder og efteruddannelse?
Man forhandler en løn, når man ansættes, og derudover har vi en særlig ordning omkring ferie til nyuddannede. Vi har en række attraktive personalegoder for alle medarbejdere, ligesom vi har særlig fokus på efteruddannelse af medarbejderne.
Hvad kan man som ny medarbejder selv gøre for at få en god start i jeres virksomhed?
Deltage aktivt i det introduktionsforløb, vi tilbyder nye medarbejdere.
Hvad skal en god ansøgning indeholde, og hvor lang skal den være?
Fortæl os i din ansøgning, hvem du er, hvorfor du vil arbejde hos os, og hvordan dine kvalifikationer og kompetencer stemmer overens med, hvad der kræves i jobbet. Husk også kontaktoplysninger, herunder mailadresse og telefonnummer. En ansøgning bør som hovedregel være ca. en A4-side + CV.
Hvilke fejl begår kandidater ofte i en ansøgning?
Mange kandidater glemmer at beskrive deres motivation for at søge det specifikke job i den specifikke virksomhed.
Hvordan skiller man sig positivt ud fra mængden af ansøgere?
Fokuser på, hvordan du kan gøre en forskel for virksomheden.



Virksomhedsprofil


Billede
 

Vores virksomhed

Vi ejer energiens ”motorveje” og varetager samfundets interesser, når Danmark forsynes med el og gas.

Læs virksomhedsprofilen


Virksomheden på sociale medier

Twitter


 

YouTube


 

Adresse og links

Energinet.dk
Tonne Kjærsvej 65
7000 Fredericia
7010 2244