HR-chefens svar: Bankdata



Mette Marie Buhl, HR Chef
Hvordan kan man bedst bruge Facebook, LinkedIn og andre sociale medier til at komme i kontakt med jer?
Vi er lidt konservative på dette område. En mail er den sikreste måde, at komme i kontakt med os på.
Læser I en ansøgers profil på Facebook eller LinkedIn, eller googler I dem?
I sjældne tilfælde, ja.
Hvad skal en god, uopfordret ansøgning indeholde?
En klar retning for jobønske og faglig kompetence. Lad det aldrig være op til en potentiel ny arbejdsgiver selv at skulle "gætte" sig til en given job retning, men vær skarp på dine ønsker og dine kompetencer/din passion.
Hvad er vigtigt, når man søger uopfordret hos jer?
At du sender et klart signal om, hvorfor du ønsker at blive ansat i Bankdata og hvad du kan bidrage med. Samtidigt er det vigtigt at have lidt tålmodighed, da det rette job ikke nødvendigvis lige er ledigt.
Hvad lægger I særligt mærke til i uopfordrede ansøgninger?
Se ovenfor.
Hvordan bygger man bedst et godt CV op, når man er nyuddannet og ikke har så meget erhvervserfaring?
Du skal sørge for, at dit CV afspejler de kompetencer, du har tilegnet dig via dit studie og eventuel erhvervserfaring fra studiejobs og lignende. Byg meget gerne en rød tråd op omkring din profil - hvad er dine styrker og din passion.
Hvilke fejl begår kandidater ofte i et CV?
Et CV må ikke være for langt og for detaljeret, da man så let mister modtagerens interesse. Det skal være kort og præcist og indeholde nøgleerfaringer og -kompetencer.
Hvordan tackler man bedst et hul i sit CV?
Du skal altid være ærlig omkring eventuelle huller i dit CV - vi har jo alle en livshistorie med os i bagagen og den skal man stå ved. Alt andet bliver opfattet som utroværdigt.
Hvor meget af jeres rekruttering foregår via netværk?
Det er svært at sætte tal på. Måske har en ansøger skabt kontakt til Bankdata via sit netværk men selve rekrutteringen vil altid foregå via samme kanaler, som alle øvrige ansøgere.
Hvordan bruger I virksomhedens eget netværk, når I rekrutterer nye medarbejdere?
Vores rekruttering er meget decentral styret og de enkelte områder kan sagtens have følere ude i deres netværk.
Hvordan kan man bruge sit netværk i jobsøgningen hos jer?
Vi anbefaler, at du søger specifikt på de jobs, som vi slår op. Så har du forholdt dig til, om jobbet er noget for dig og du har de rette kompetencer.
Hvordan kan kandidater forberede sig bedst til en jobsamtale?
Sørg altid for at læse stillingsopslaget grundigt samt læse om Bankdata på vores hjemmeside. Overvej også, hvad du bringer med dig af kompetencer og hvor du vil være med til at gøre en forskel for firmaet.
Hvordan bruger I tests i forbindelse med samtalen?
Du inviteres i første omgang til en samtale med den afdeling, der søger nye medarbejdere. Efter den første runde vælger afdelingen 2-3 ansøgere ud, som inviteres til en 2. samtale. I forbindelse med den 2. samtale, skal du gennemføre en erhvervspsykologisk test og en omtankeprøve. Du får en tilbagemelding på disse tests i forbindelse med selve samtalen.
Hvordan kan man som nyuddannet forhandle løn, ferier, frynsegoder og efteruddannelse?
Meget er givet på forhånd, f.eks. ud fra en overenskomst. Andre ting aftales i forbindelse med ansættelsen. Som nyuddannet vil du oftest starte på et forudbestemt lønniveau (medmindre du har relevant joberfaring med i bagagen).
Hvad kan man som ny medarbejder selv gøre for at få en god start i jeres virksomhed?
Vi har en åben og imødekommende kultur på Bankdata, så det bedste, du kan gøre som ny medarbejder, er at komme med et åbent sind og være klar til at lære nyt samt at dele ud af dine tanker og erfaringer.
Hvad gør I for, at medarbejdere med små børn kan få en karriere hos jer til at hænge sammen med familielivet?
En af vores 4 grundlæggende værdier har overskriften "Hele mennesker" og det handler netop om, at der skal være en god balance mellem et job og familielivet. Vi skruer alle op og ned for det jobmæssige gashåndtag undervejs i karrieren og det skal der være plads til.
I hvor høj grad lægger I vægt på personalegoder ved lønforhandlinger?
Vi kan tilbyde en række personalegoder, lige som de fleste større virksomheder. Vi "praler" gerne med vores goder ved ansættelsessamtalen. På den måde bliver de en del af den samlede lønpakke, som vi aftaler med nye medarbejdere.
Hvad skal en god ansøgning indeholde, og hvor lang skal den være?
En god ansøgning skal først og fremmest indeholde motivationen for at søge jobbet og hvorfor du som kandidat vurderer, at du har noget at bidrage med, dvs hvorfor vil du gerne være med til at gøre en forskel i Bankdata. En god ansøgning kan typisk være på én side.
Hvilke fejl begår kandidater ofte i en ansøgning?
Alt for lange ansøgninger og uklar tale omkring erfaringer og motivation.
Hvordan skiller man sig positivt ud fra mængden af ansøgere?
Der er 3 vigtige parametre i en god ansøgning, der skiller sig ud fra mængden: 1. Ansøgningen udstråler energi og passion 2. Den er samtidig både faglig og saglig 3. Og sidst signalerer den, at du som kandidat har sat dig ind i firmaet.




Virksomheden på sociale medier


Adresse og links

Bankdata
Erritsø Bygade 102
7000 Fredericia
+45 79242233