Maria Sinding-Olsen har altid drømt om at arbejde som økonom i Nationalbanken. Her handler det ikke bare om tørre tal, men også om hvad tallene fortæller om samfundet. Snart pakker hun kufferten og tager til Bruxelles i et halvt år som en del af Nationalbankens økonomprogram for nyuddannede.

Maria Sinding-Olsen har aldrig været i tvivl om, at hun ville arbejde i Nationalbanken, når hun blev færdig som cand.polit. Og allerede to uger før hun skulle forsvare sit speciale, fik hun en kontorstol i Nationalbankens statistiske afdeling i sektionen Penge- og Bankstatistik.
Her fokuserer hun meget på både mikro- og makrotallene; hvad der sker i den finansielle sektor i Danmark, og hvad der sker i de enkelte banker, fortæller Maria Sinding-Olsen.
”Jeg kan godt lide, at det er en økonomarbejdsplads med et højt fagligt niveau, og at der er en politisk dimension,” fortæller den 26-årige cand.polit. og fremhæver også den direkte kontakt med bankerne som et stort plus.

En stor del af hendes arbejde går nemlig ud på løbende at indsamle forskellige taloplysninger fra de danske banker, som Nationalbanken hver måned offentliggør i pressemeddelelser.Og Maria Sinding-Olsen er selv med til at vælge, hvad der er vigtigt at fokusere på. Den ene måned kan det være, hun sætter fokus på, hvor meget bankerne låner ud til erhvervslivet. Den næste måned er det måske fakta om indlån.

Bruxelles venter

Sammen med cirka 25 andre nyuddannede er Maria Sinding-Olsen en del af Nationalbankens økonomprogram, der blev oprettet i 2009. Ud over at rokere mellem forskellige afdelinger over en periode på fem år, skal hun, som en del af programmet, deltage i en række kurser i bl.a. skriftlig formidling og præsentationsteknik.

Efter to år i Penge- og Bankstatistik pakker hun til januar kufferten for at arbejde hos Danmarks Faste Repræsentation ved EU i Bruxelles i seks måneder under det danske EU-formandskab. Og når hun vender hjem igen, skal hun arbejde i en ny afdeling jf. økonomprogrammet. Hvilken ved hun dog ikke endnu.

En betroet medarbejder

Noget af det bedste ved at arbejde i Nationalbanken er tilliden til medarbejdernes faglighed, mener Maria Sinding-Olsen: 
”Du føler, at du har et ansvar, og at der bliver lyttet til dig, selvom du kun er 26 år,” fortæller hun.

Bl.a. har hun i sit nuværende job ansvaret for Nationalbankens Udlånsundersøgelse, der bliver udgivet fire gange om året, og som skal give en samlet og nuanceret baggrundsviden om årsagerne til bankernes kreditgivning. En undersøgelse, der også bliver flittigt brugt af politikerne på Christiansborg. Og netop de ”tørre” tal kombineret med det samfundsrelevante er noget af det, Maria Sinding-Olsen synes er spændende ved at arbejde inden for finansverdenen.
”Man får en god baggrundsviden, og det er interessant at være involveret i, hvad der foregår i samfundet,” siger hun.
”Men jobbet kræver ikke kun talforståelse og politisk interesse – man skal også have kommunikationsevnerne i orden,” fortæller hun.

Bl.a. skal hun skrive interne notater om forskellige statistiske sammenhænge, som Nationalbankens ledelse kan bruge i taler, eller som kan bruges i bankens pressemeddelelser.

Fremtiden? Dén kan straks være lidt sværere at analysere på, selv for en økonom.
”Men jeg kan godt lide at være i Nationalbanken og er åben over for de muligheder, der kommer,” fortæller hun.