Opkaldene er ofte fra Hong Kong og USA, når Hans Staun Olsen tager telefonen. Som Global Regulatory Affairs Associate i biomedicinalfirmaet Ferring Pharmaceuticals er han med til at videreudvikle firmaets produkter og er i kontakt med hele verden, når nye produkter skal lanceres.
”Mange ser Ferring som den her store sorte kasse i Ørestaden på vej mod lufthavnen, hvor man ikke ved, hvad der foregår indeni,” fortæller Hans Staun Olsen om sin arbejdsplads, medicinalfirmaet Ferring Pharmaceuticals.
”Men jeg synes nu, den er flot og forud for sin tid,” insisterer den 29-årige uddannede farmaceut.
Til daglig er han medansvarlig for videreudvikling af produkterne i udviklingsafdelingen Life Cycle Management under Global Regulatory Affairs. Den afdeling, der har at gøre med produktregistrering. Her har han ansvaret for videreudvikling af en række af firmaets allerede eksisterende produkter.
”Det kan være, vi videreudvikler produkterne, så de kan behandle andre sygdomsområder, eller måske har vi et produkt på sprøjteform, som ville være lettere at behandle med som tablet,” fortæller han.
Styr på 80 lande
Ferring laver biomedicin til behandling inden for bl.a. fertilitets-, urologi- og mave-tarm-området, og hvert produkt har en indlægsseddel, der skal fortælle om produktet. Her er Hans Staun Olsen med til at bestemme, hvilke informationer, der er vigtige at have med på indlægssedlerne, da det varierer fra land til land, hvor skrappe kravene er til produktinformationerne.
Derfor taler han løbende med lægemiddelstyrelserne i ca. 80 forskellige lande om, hvilke oplysninger, der skal fremgå om de enkelte produkter.
Generalist frem for specialist
I dag har Hans Staun Olsen været ansat hos Ferring i fire år. Først som studentermedhjælper, mens han læste til farmaceut og samtidig tog en uddannelse i medical marketing på CBS.
”Jeg havde fået et godt indtryk af Ferring gennem nogle studiekammerater, der arbejdede her,” fortæller Hans Staun Olsen.
Efter studierne blev han fastansat hos virksomheden og arbejdede først halvandet år som market research-manager på Ferrings hovedkontor i Schweiz, før han tog flyet tilbage til Danmark og sin nuværende stilling i Ørestaden.
Som medansvarlig for produktudviklingen er det vigtigt at have et generelt overblik over alle processerne i forbindelse med udviklingen og lanceringen af et produkt – fra idéfase til den kemiske proces, hvor medicinen bliver lavet til kontrol af produktet gennem klinisk afprøvning og opfølgning på bivirkninger. Hans Staun Olsen er glad for sin generalistrolle.
”Det er enormt fedt, fordi jeg får lov til at arbejde med en masse kloge hoveder og få indsigt i mange forskellige områder,” fortæller han.
Og står det til ham, må der også meget gerne stå ”Ferring” på fremtiden.
”Jeg kan sagtens se mig selv i Ferring i mange år frem. Virksomheden udvikler sig på spændende vis og i positiv retning. For eksempel har vi stor fremgang på især det amerikanske marked og er ved at udvikle nye, spændende produkter,” fortæller farmaceuten, der også meget gerne vil på udstationering inden for 2-4 år. Gerne i USA eller Kina.
”Jeg synes, det er meget vigtigt at være åben over for muligheder i udlandet. Det har givet mig en kæmpe ballast, de gange jeg har været ude at opleve en anden dynamik og måder at tænke på i arbejdslivet,” fortæller han.
