Questions & Answers for KL - Kommunernes Landsforening
Virksomheden
Hvad laver jeres virksomhed?
KL er en politisk styret interesse- og serviceorganisation for alle kommuner i Danmark. Hovedaktiviteterne er interessevaretagelse, konsulenttjeneste, informationsvirksomhed og arbejdsgiverorganisation.Hvad er jeres vision?
KL's mission
Varetage demokratisk styrede kommuners fælles interesser og være center for indsamling, udvikling og spredning af viden om det danske kommunestyre.
KL's grundlæggende vision
Bidrage til at kommunerne politisk og administrativt løser deres opgaver til fællesskabets og borgernes tilfredshed.
Karrieremuligheder
Hvilke ansættelsesvilkår tilbyder I?
Løn og ansættelsesvilkår for ansatte i KL er reguleret via overenskomster. KL har således husoverenskomster for følgende grupper:
Overenskomst for AC-ansatte (omfatter akademisk uddannet personale)
Overenskomst for PF-ansatte (Omfatter ikke akademisk uddannet personale)
Overenskomst for studenter
Overenskomst for chefer med personaleledelse
Endvidere ansættes journalister efter den kommunale overenskomst for journalister.
Afdelingschefer og direktører ansættes i henhold til individuel kontrakt.
Retten til ferie og barsel og en række andre generelle forhold reguleres efter de aftaler der gælder for kommunalt ansatte.Hvordan arbejder I med medarbejderudvikling?
I KL ønsker vi, at alle medarbejdere løbende udvikler og styrker deres kompetencer, så vi til stadighed kan løse de aktuelle opgaver. Men kompetenceudviklingen sigter også mod at gøre medarbejderne i stand til at udfylde fremtidige jobfunktioner - i eller uden for KL.
De individuelle udviklingsforløb skal dels udvikle og styrke de faglige kompetencer. Dels evnen til at kunne indgå i et tværfagligt samarbejde. Samtidig ønsker vi også at tilgodese den enkelte medarbejders egne udviklingsønsker.
Tilrettelæggelsen af den enkelte medarbejders udviklingsforløb sker i en medarbejderudviklingssamtale (MUS) mellem medarbejder og leder. MUS afholdes mindst en gang om året. Her aftales hvilke udviklingsmål og -aktiviteter, der skal gennemføres.
Kultur & værdier
Hvilke værdier præger jeres virksomhedskultur?
KL's 3 grundlæggende værdier
At være troværdig, at vidensdele, at vidensgenerere
Rekruttering
Hvordan forløber et typisk rekrutteringsforløb?
Du er altid velkommen til at henvende dig til kontaktpersonen i stillingsopslaget, hvis du har brug for yderligere oplysninger. Du sender din ansøgning og CV til den person, der er nævnt i stillingsopslaget. Vi sender en bekræftelse på, at vi har modtaget din ansøgning.
Ansættelsesudvalget består typisk af 4-6 kolleger og chefen. Ansættelsesudvalget har ansvaret for udvælgelsen af kandidater til samtale.
Første samtale har bl.a. til formål at afklare gensidige forventninger til jobbet og rammerne. Efter første runde vurderer ansættelsesudvalget hvilke kandidater, der skal videre til en evt. anden samtalerunde. Udvælgelsen sker bl.a. ud fra hvilke kandidater, som bedst matcher de efterspurgte faglige og personlige egenskaber. I de fleste tilfælde vil du blive kontaktet telefonisk, hvis du går videre til anden runde.
I nogle ansættelsesforløb anvender vi test. Typisk anvendes test i anden samtalerunde. Er der i det aktuelle forløb tilknyttet test, vil du i første samtalerunde få relevant besked om den/de test, der anvendes, og hvordan tilbagemelding vil foregå. Den personlige tilbagemelding vil altid ske af en certificeret person, som efterlever de etiske regler.
Forud for ansættelsen indhenter vi ofte referencer fra tidligere arbejdsgivere. Dette sker kun med din forudgående accept.
Vi vil orientere dig om, hvis vi indhenter oplysninger via de sociale medier.
Du vil få mundtlig besked, hvis du bliver tilbudt jobbet i KL. Herefter vil vi hurtigst muligt sende dig et ansættelsesbrev.
Har du været til samtale og/eller test, får du så vidt muligt en mundtlig tilbagemelding.
Hvis du har deltaget i ansættelsessamtaler vil du efterfølgende modtage et spørgeskema vedr. hele ansættelsesforløbet
Hører du ikke blandt dem som indkaldes til samtale, vil du normalt få et skriftligt afslag.
