Produktionsinteresseret akademiker til Downstream hos AJ Vaccines

Vi redder menneskeliv på verdensplan; Vil du være med?
På grund af den verdensomspændende indsats for at udrydde polio i tæt samarbejde med både WHO og Gates Foundation, oplever vi en stigende efterspørgsel efter poliovaccine.

Din rolle som akademiker hos os bliver derfor afgørende for at sikre, at vi fortsat kan opfylde denne efterspørgsel. Du har en central funktion i at opretholde stabiliteten i oprensnings- og inaktiveringsprocesserne samt i at forbedre dem efter behov.

Teamets ansvar og ambitioner
I Downstream-teamet er din primære opgave at sikre den kontinuerlige produktion og støtte dertil på daglig basis. Samtidig har vores afdeling en målsætning om at udvide den eksisterende produktionskapacitet. Det er derfor essentielt, at du også kan levere resultater inden for optimeringsprojekter. Din arbejdsdag vil indebære en kombination af driftsrelaterede opgaver og optimeringsprojekter, hvor du har mulighed for at påvirke forholdet mellem de to. Du vil arbejde sammen med en gruppe af teknikere/operatører samt andre erfarne fagfolk, som alle er en del af Downstream-teamet.

Dine arbejdsopgaver
Som akademiker med produktionsansvar indgår du i driften på linje med dine kollegaer som bl.a. kræver håndtering af afvigelser samt gennemgang af batchdokumentation. Derudover vil du løbende blive involveret i teamets og afdelingens projekter og på sigt selv blive ansvarlig for en eller flere optimeringsopgaver. Dine arbejdsopgaver er alsidige og karakteren af disse vil afspejle en til tider hektisk hverdag, hvor vil du aldrig oplever, at to dage er ens.

Hvem er du?
Det forventes, at du:

  • Har en relevant videregående naturvidenskabelig uddannelse (fx som ingeniør)
  • Taler og skriver dansk
  • Prioriterer samarbejde og kommunikation højt
  • Kan arbejde struktureret og selvstændigt
  • Vægter en databaseret tilgang til problemanalyse højt

Erfaring med følgende anses som en fordel:

  • Produktion og/eller oprensning (gerne under GMP)
  • LEAN-værktøjer (fx systematisk problemløsning)
  • Statistisk dataanalyse i fx SAS JMP

Vi tilbyder
Dit arbejde indebærer samarbejde med forskellige interessenter inden for produktion, kvalitetskontrol, kvalitetssikring, procesovervågning (MSAT), vedligeholdelse og andre områder. På grund af den flade organisationsstruktur og den centrale rolle, du har, får du mulighed for at påvirke din egen arbejdsdag både i form af opgaver og kompetenceudvikling, i samarbejde med resten af teamet. Du bliver en integreret del af et velfungerende team, hvor samarbejde og en positiv atmosfære er nøglen til succes.

Du vil i denne stilling været omfattet af GAPIII-krav og vil blive bedt om at få taget en blodprøve samt blive vaccineret.

Er du interesseret?
Kan du genkende dig selv i rollen som akademiker hos AJ Vaccines, så søg snarest muligt, da vi løbende indkalder kandidater til screening og interviews. Vi værdsætter inklusion og en fair rekrutteringsproces for alle ansøgere, så vi beder om, at dit CV ikke indeholder et foto. Vi glæder os til at høre fra dig!

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål eller brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte Manager for Downstream, Simon Rasmussen på tlf. 25528176 eller via mail på SIJR@ajvaccines.com.

Bliv en del af AJ Vaccines
Fra vores hovedkvarter i hjertet af København udvikler og producerer vi vacciner, diagnostiske værktøjer og terapeutiske løsninger med globalt formål. Det gør os særligt stolte, når vi ser, hvordan vores indsats bidrager til sygdomsbekæmpelse i over 50 lande gennem tæt samarbejde med WHO og UNICEF. Vores mangfoldige arbejdsstyrke består af mere end 600 dedikerede kolleger og omfavner 37 forskellige nationaliteter.
 
Når du træder ind i AJ Vaccines, bliver du en aktiv del af en fælles mission, der stræber efter en sundere, global verden. Uanset om du er en erfaren professionel eller et spirende talent, vil du her finde en platform, hvor du kan udleve dine ambitioner, præge fremtiden og skabe resultater. Så kom og bliv en del af vores rejse – dit bidrag vil gøre en forskel!

 

 


Application due


Start date
Start hurtigst muligt

Work hours


Position category


Position type
Akademiker

Workplace
København S

Contact
Simon Jacob Rasmussen 
Manager
+4572297649
 
 
 
Follow us