
Studentermedhjælpere til Politiker for en dag (Genopslag)
Folketinget, Christiansborg
Folketingets Administration søger 2 studentermedhjælpere til Folketingets interaktive rollespil for grundskolens 8.-9. klasser: Politiker for en dag.
Målet med Politiker for en dag er at øge elevernes kendskab til den politiske beslutningsproces og inspirere dem til at deltage aktivt i det danske demokrati. Politiker for en dag er placeret i et i alt 300 m2 stort lokale på Christiansborg, hvor eleverne i et interaktivt rollespil selv skal prøve arbejdet som politikere.
Dine primære arbejdsopgaver
- Præsentere og rammesætte spillet og understøtte elevernes læring undervejs.
- Stå for en miniomvisning i Folketinget.
- Styre spillet med det tekniske værktøj, som stilles til rådighed, og sørge for at tidsplanen holdes.
- Stå for en opsamling umiddelbart efter spillet, hvor spiloplevelsen evalueres.
Du vil modtage sidemandsoplæring hos en erfaren underviser, og du kommer selv til at prøve at spille spillet, så du får et indgående kendskab til indhold og proces i Politiker for en dag, inden du selv får ansvaret for en skoleklasse.
Din profil
Du skal være lærerstuderende og min. være i gang med dit 3. semester, eller have anden erfaring indenfor læring eller undervisning.
Du har et stort engagement og en grundlæggende forståelse af målgruppen. Du er udadvendt, og god til at skabe en tydelig og tillidsfuld ramme for eleverne.
Det er også vigtigt, at du har et overordnet kendskab til Folketingets lovgivningsarbejde og er rutineret bruger af it.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i henhold til Fællesoverenskomst mellem Folketingets direktør og CO10/OAO-S samt organisationsaftale for kontorfunktionærer i Folketingets Administration. Timelønnen udgør 127,70 kr. med et tillæg på 3,66 kr. pr. time for bachelorer.
Stillingerne skal så vidt muligt besættes fra 15. august 2022 eller snarest derefter, og vil i gennemsnit være på 9 timer om ugen. Spillet kører mandag-torsdag kl. 8.30, 11.00, 13.30 og 16.00 og fredag kl. 08.30, 11.00 og 13.30. Du får 2-3 vagter á ca. 4 timer om ugen, hvoraf de fleste som udgangspunkt vil være mandag-torsdag kl. 16.00 og onsdag kl. 11.00 og 13.30.
Stillingerne er midlertidige med ansættelse indtil medio juni måned 2023 og med eventuel mulighed for forlængelse.
Information og ansøgning
Ring til folketingsbetjent Mette Rehling, tlf. 3337 5608, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Send din ansøgning med CV og relevante eksamenspapirer elektronisk via stillingsopslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Ansøgningsfrist: torsdag den 30. juni 2022, kl. 12.00.
Samtalerne vil blive afholdt i første halvdel af juli, eller når det er muligt at finde et tidspunkt under hensyntagen til ferieafholdelse.
"Vi arbejder for det danske folkestyre" er formålet for Folketingets Administration. Vi er 467 ansatte i Folketingets Administration, som sammen arbejder for at skabe gode rammer for medlemmerne af Folketinget, og som samtidig arbejder for, at omverdenen kan følge med i Folketingets politiske arbejde. I vores tilgang til arbejdet er vi medlemsorienterede, selvledende og helhedstænkende.
Folketingets Administration ønsker at fremme ligestilling uanset køn, alder, etnisk baggrund, seksuel orientering, religiøs overbevisning eller handicap.