
Oversygeplejerske (tidligere afdelingssygeplejerske) til Akutafdelingen på Kolding Sygehus
Region Syddanmark
Brænder du for at lede en gruppe fagligt dedikerede medarbejdere? Forstår du at være en inspirerende og nærværende leder, der sætter retning og motiverer til udvikling, og ønsker du at være med til at videreudvikle Danmarks bedste Akutafdeling? Så er det dig, vi vil have med på holdet fra 1. oktober.
Dette er muligheden for dig, der er brænder for ledelse, er ambitiøs, autentisk, organisatorisk orienteret og ikke mindst drømmer om at understøtte høj sygeplejefaglig kvalitet hver gang til vores patienter og pårørende i samarbejde med engagerede og dygtige medarbejdere og kolleger.
I Akutafdelingen arbejder vi på at skabe mere sammenhængende behandlingsforløb på tværs af sygehus, primær sundhedsvæsen og den præhospitale indsats. Du skal have lyst til at være med til at lede vores indsats for bedre sammenhæng på tværs af den akutte sundhedsindsats samtidigt med, at du er tæt på den faglige og organisatoriske drift, udvikling og den enkelte medarbejder. Du gør det ikke alene, men i tæt samarbejde med de tre øvrige oversygeplejersker, de specialeansvarlige sygeplejersker, de klinisk sygeplejespecialister, den ledende lægesekretær, kvalitetskoordinator, uddannelseskonsulent, overlæger og afdelingsledelse.
Lige nu står vi over for at tage hul på Akutplanen og hvis du vil være med til at skabe Danmarks bedste Akutafdeling hvor medarbejdere trives og hvor patienten sættes først, så kom og bliv en del af vores afdeling og ledelsesteam.
Vi tilbyder:
- mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fremtidens akutte indsats, herunder udvikling af afdelingens funktioner, organisering og patientforløb samt udvikling af sygeplejen.
- at arbejde for Patienternes Akutsygehus, hvor vi er ambitiøse og sammen yder høj kvalitet hver gang til vores patienter og pårørende.
- tæt samarbejde med afdelingsledelsen, tre veletablerede oversygeplejersker, en ledende lægesekretær og akutlægerne. Du vil indgå i en tværfaglig ledergruppe, hvor vi viser hinanden stor respekt på tværs af fagligheder.
- et inspirerende udviklingsmiljø sammen med kvalitetskoordinator og ledere, der er lydhøre over for kreativitet, nye ideer og udvikling.
- en flok fantastiske medarbejdere, der er forskellige i alder og anciennitet, og vægter faglighed og arbejdsmiljø højt med plads til netop forskellighed. Alle arbejder for et højt kompetenceniveau og bidrager til løbende forandringer og forbedringer.
- ledelsessupervision; både individuelt og i ledelsesteamet.
Vi søger dig, der:
- har et højt engagement, god energi, er driftssikker, visionær og løsningsorienteret og ser det at være tæt på driften som et plus.
- har en vis grad af klinisk erfaring til at kunne varetage den faglige sparring i hverdagen og kunne indgå i den tværfaglige udvikling af patientforløbene, også på tværs af afdelinger.
- er uddannet sygeplejerske. Du har en lederuddannelse på minimum diplomniveau eller har et ønske om at tilegne dig en.
- har kendskab til enten det præhospitale, det primære sundhedsvæsen eller sygehusområdet.
- har en værdimæssig tydelighed over for medarbejderne. Du udviser beslutsomhed, tydelig kommunikation og har en motiverende ledelsesstil, som skaber følgeskab.
- har gode relationelle kompetencer og kan være med til at koordinere indsatsen for sammenhængende forløb for patienterne.
- arbejder udviklingsorienteret og er klar på at skabe forandringer. Du er lydhør over for kreativitet og nye ideer. Du kan se dig selv i måden, vi arbejder med forbedringsledelse ud fra Den Syddanske Forbedringsmodel og værktøjerne herfra, bl.a. datastyret drifts- og forbedringstavler.
Om Akutafdelingen
Akutafdelingen er hjertet i Akutsygehuset i Kolding. Vi modtager akutte patienter fra alle specialer og har i gennemsnit 145 patienter igennem afdelingen pr. døgn. Det kræver et tæt og godt samarbejde både tværfagligt og monofagligt. Vi har fokus på sikkert patientflow. Patienterne skal opleve at være velkommen og i centrum, og modtage sygepleje og behandling på et højt fagligt niveau. Målsætningen er, at vores patienter har en plan inden 4 timer, og vi tilstræber et forløb på max 24 timer.
Vi har uddannede simulationsinstruktører og vi arbejder systematisk med kompetenceudvikling. Vi arbejder med udvikling af sygeplejen og kompetenceudvikling i forhold til den akutte sygepleje inden for alle specialerne i afdelingen. Vi har socialsygeplejersker ansat i afdelingen, og arbejder målrettet med en styrket indsats for de socialt udsatte borgere.
Akutafdelingen består af 4 zoner:
I Zone 1 modtages primært patienter med mindre skader (Skadestuen), alle ortopædkirurgiske patienter og traumepatienter.
I Zone 2 modtages primært medicinske og kardiologiske patienter. Til Zone 2 hører også kritisk kald og hjertestop kald.
I Zone 3 modtages primært organkirurgiske, karkirurgiske, neurologiske og gynækologiske patienter. Til Zone 3 hører også trombolyse kald, DAKIR kald og Center for Voldtægtsofre.
I Zone 4 modtages patienter vi forventer går hjem samme dag. Lige nu er det for patienter i det medicinske og organkirurgiske speciale.
Dit daglige ledelsesområde vil primært være i zone 3.
Vil du vide mere?
Vil du vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Chefsygeplejerske Jannie Falk Bjerregaard på telefon 76 36 09 59 eller mailadresse: Jannie.falk.bjerregaard@rsyd.dk.
Læs mere om opbygningen af Akutafdelingen og patientforløb på vores hjemmeside.
Ansøgning og ansættelsesvilkår
Send din ansøgning senest den 21. august. Opstart den 1. oktober eller efter aftale.
Vi afholder ansættelsessamtaler fredag d. 26. august.
Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst.
Vi indhenter referencer og børneattest efter forudgående aftale inden endelig ansættelse.
Lokation: Kolding
Ansøgningsfrist: 21 Aug 2022