
Molekylærbiolog til Afdeling for Klinisk Patologi, OUH
Region Syddanmark
En nyoprettet stilling som molekylærbiolog ved Afdeling for Klinisk Patologi, OUH, er ledig til besættelse pr. 1. august 2023, eller efter aftale.
Præcisionsdiagnostik og personlig medicin baseret på molekylærpatologiske analyser er i rivende udvikling og spiller en stadig større rolle inden for kræftområdet. Afdeling for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital spiller en vigtig rolle i denne udvikling med udførelse af mere end 5500 molekylærbiologiske analyser om året og opsætning af nye analyser til dækning af kliniske behov, eksempelvis når ny medicin bliver godkendt.
Som ny kollega til de øvrige 7 molekylærbiologer kan du således medvirke til, at afdelingen fastholder og udbygger sin position som en af landets førende diagnostiske afdelinger, både hvad angår nyeste teknikker, nyeste analyser samt korteste svartider – alt sammen til gavn for patienten.
Vi søger derfor dig, der vil være en del af det velfungerende og innovative team, der varetager afdelingens molekylærbiologiske funktion. Organisatorisk er området tilknyttet afdelingens driftssøjle og al diagnostisk virksomhed udøves under overordnet ansvar af cheflægen.
Dine opgaver bliver at:
- Varetage fortolkning og besvarelse af molekylære analyser, samt varetage kontakten til samarbejdspartnere på de kliniske afdelinger, typisk onkologer.
- Fagligt supportere speciallæger angående kliniske problemstillinger som med fordel kan understøttes af integreret diagnostik samt valg af præcisionsmedicin
- Deltage i MDT-konferencer med speciallæger fra flere specialer vedr. komplicerede patientforløb
- Forpligte dig til kontinuerlig faglig udvikling inden for præcisions medicin og integreret diagnostik, bl.a. ved selvstændigt at deltage i arbejdsgrupper og nationale/internationale konferencer
- Deltage i implementering af nye analyser samt udviklings- og forskningsopgaver
- Deltage i kvalitetssikring
Vi ser gerne, at du:
- Har en uddannelsesmæssig baggrund som cand.scient. eller tilsvarende naturvidenskabelig baggrund, evt. med en ph.d. grad.
- Har lyst til at arbejde systematisk og kvalitetsorienteret primært med både veletablerede rutineanalyser og driftsopgaver, samt muligvis udviklings- og forskningsprojekter.
- Kan dokumentere en kontinuerlig faglig udvikling, samt gerne være opdateret inden for onkologi, patologi, sygdomslære samt præcisionsmedicin.
- Har erfaring med PCR-baserede analyser, herunder primært DNA sekvensanalyse (NGS og WGS), samt gerne real-time PCR
- Har dokumenteret praktisk laboratorieerfaring og godt blik for organisatoriske arbejdsgange i laboratoriet
- Har erfaring med fortolkning af genomiske data i relation til personlig medicin, samt kendskab til relevant software og databaser
- Har kendskab, forståelse og/eller interesse for molekylærgenetisk bioinformatik
- Har kendskab til analysesoftware til molekylærgenetiske data, herunder gerne Next Generation Sequencing data
Vi tilbyder:
- En stilling med udfordrende og afvekslende arbejdsopgaver
- Gode kollegiale relationer med fokus på teamwork, og høj kvalitet i alle aktiviteter
- Medbestemmelse i arbejdsplanlægningen
- Grundig oplæring samt kontinuerlig personlig faglig udvikling
- Veletableret tværfagligt samarbejde med bioanalytikere og læger (patologer/klinikere, oftest onkologer)
- Et innovativt miljø med kontinuerligt udvikling i den service, vi kan tilbyde vores samarbejdspartnere. Blandt andet fortolker vi WGS patientdata fra Nationalt Genom Center (NGC) til udvalgte patientgrupper
Arbejdssted:
Afdeling for Klinisk Patologi er en tværgående, klinisk serviceafdeling, der yder patoanatomisk diagnostik for Odense Universitetshospital, privathospitaler, almen praksis, speciallægepraksis og tandlægepraksis på Fyn. Endvidere udføres højt specialiserede undersøgelser for såvel Region Syddanmark som for øvrige regioner i landet. Afdelingen arbejder på at blive akkrediteret i 2024.
Afdelingen er normeret med 160 personer bestående af læger, molekylærbiologer, bioanalytikere, laboranter, lægesekretærer og kapelassistenter.
Afdelingen har uddannelsesforpligtelse for bioanalytikerstuderende, den lægelige videreuddannelse, lægesekretærelever, medicinstuderende og biomekanikstuderende.
Løn- og ansættelsesforhold:
Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem regionernes Lønnings- og takstnævn og Dansk Magisterforening eller anden forhandlingsberettiget organisation.
Yderligere oplysninger:
Du er velkommen til at kontakte afdelingsmolekylærbiolog Maria Lyng, tlf. 6541 3431, eller cheflæge Tina Green, tlf. 6541 4891.
Ansøgningsfrist:
11. juni 2023
Samtaler forventes afholdt i uge 24 og uge 25.
Afdeling: Afdelingen for Klinisk Patologi - Odense-Svendborg
Stillingsbetegnelse: Molekylærbiolog
Arbejdstid: 37 timer
Arbejdssted: Odense
Ansøgningsfrist: 11 Jun 2023