
Erfaren forretningsleder til banebrydende, internationalt robotinitiativ
Teknologisk Institut
Vil du være med til at styrke Teknologisk Instituts europæiske position inden for robotteknologi og automation? Og har du lyst til at stå i spidsen for vores kommende test- og forsøgsfaciliteter, der samler danske og europæiske teknologileverandører inden for kollaborative robotter og kunstig intelligens? Så er du måske den, vi leder efter.
Styrket europæisk position inden for kollaborative robotter og kunstig intelligens
Teknologisk Institut har en erklæret ambition om at styrke vores position blandt europæiske teknologiudviklere inden for kollaborative robotter, automatisering og kunstig intelligens (AI). Det er vores formål at understøtte omstillingen af den danske og europæiske fremstillingsindustri til en mere agil, skalerbar og konkurrencedygtig produktion. En produktion, der hurtigt og omkostningseffektivt kan adressere ændrede markedsbehov - og som samtidig understøtter lokal produktion og beskæftigelse.
Europa Kommissionen har pr. 1. januar 2023 lanceret et nyt initiativ til samlet 60 mio. € til at styrke optaget af kunstig intelligens i den europæiske fremstillingsindustri (læs mere her). En central del af dette er kollaborative robotter og samspillet mellem robotter og kunstig intelligens, hvor Teknologisk Institut er blevet udvalgt til at være lead. Derfor bliver der over de næste fem år investeret 50 mio. kr. i at skabe state-of-the-art test- og forsøgsfaciliteter med fokus på automatisering og kunstig intelligens inden for fremstillingsindustrien. Målet er, i tæt samarbejde med robotindustrien, at få modnet og valideret nye robotløsninger, der gør brug af AI. Faciliteterne bliver placeret i Odense.
Kortlægge målgruppe, afdække behov og skabe ydelser
Som forretningsleder bliver det dit ansvar at tegne og lede initiativet og sikre, at det skaber værdi. Dine arbejdsopgaver kommer i den første tid til at koncentrere sig om at:
- Identificere målgruppen, som findes i fremstillingsindustrien og blandt teknologileverandørerne
- Afdække behovene for robotteknologi på både dansk og europæisk niveau
- Opbygge stærke relationer til målgruppen og andre relevante interessenter
- Skabe ydelser, der matcher Instituttets og målgruppens respektive behov
På længere sigt bliver opgaven at sikre et grundlag for solid, økonomisk fremdrift og vedligeholde det netværk, du har skabt inden for det danske og europæiske felt af teknologileverandører til fremstillingsindustrien.
Opgaverne kommer du til at løse i tæt samarbejde med projektlederen, der er tilknyttet initiativet, og med faglig vejledning og støtte fra organisationen.
Du har opnået succes i stillingen, når faciliteterne og relaterede serviceydelser fremstår som et sammentømret, værdiskabende tilbud til danske og europæiske teknologiudviklere med en ressourcemæssig sund drift og en klar profil, der er let at kommunikere.
Test- og forsøgsfaciliteterne har potentiale til at få en signifikant position på dansk og europæisk plan, og du får en unik mulighed for at sætte dit præg på etableringen og udviklingen.
Stillingen er placeret i Odense, og du må forvente op til 20 rejsedage om året.
Udadvendt forretningsleder med god teknologiforståelse
Vi forestiller os, at du er uddannet ingeniør eller har en merkantil baggrund kombineret med erfaring inden for innovation og produktion. Du er vant til at arbejde i et teknisk felt og har god teknologiforståelse. Det er en fordel, hvis du har kendskab til bl.a. automatisering, AI, vision, kollaborative robotter mv. Den ideelle kandidat har international erfaring eller flere års ledererfaring fra en stilling som projektleder, head of innovation eller lignende.
Det er vigtigt for denne stilling at du kan opbygge stærke relationer og evner at kommunikere klart og tydeligt med forskellige interessenter i forskellige fora. Vi forventer derfor, at du er udadvendt og samlende, og at du trives med at skabe nye kontakter. Du kan derudover begå dig på både dansk og engelsk på forhandlingsniveau.
Du bliver en del af Teknologisk Institut
I Robotteknologi, som er et dynamisk center med 40 engagerede kolleger med et højt og bredt fagligt niveau, udvikler og implementerer vi nye teknologier i eksisterende og nye robotprodukter. Vi er en af Europas førende robotinnovatører og en respekteret og efterspurgt forskningspartner i nationale og internationale forskningsprojekter.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Jens Martinus Pedersen på tlf. 7220 2063.
Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning hurtigst muligt, og senest 5. februar 2023.
Afdeling: Gregersensvej 1, Taastrup
Lokation: Odense