
Psykolog søges til spændende projektstilling vedr. medicinreducerende tilgang på almenpsykiatrisk døgnafsnit i Middelfart pr. 1. april 2023
Region Syddanmark
Stillingen er på 37 timer ugentligt og projektperioden løber fra 1. april 2023 til 31. marts 2025.
Vores almenpsykiatriske døgnafsnit på Psykiatrisk Afdeling Middelfart har i en periode haft fokus på nedbringelse af brug af psykofarmaka og øge brugen af andre metoder til lindring og håndtering af psykiske problemer. Som led i psykiatriplanen for 2020-2024 etableres nu et 2 årigt projekt på døgnafsnit P1, hvor der skal arbejdes målrettet med at reducere patienternes behov for medicinsk behandling og øge deres mestring og recovery.
Vi søger derfor en erfaren psykolog, der har viden og interesse inden for det (døgn)psykiatriske område. Har du flair for tæt tværfagligt samarbejde, terapierfaring og lyst til at udvikle og afprøve mulige metoder, der kan supplere og gerne erstatte patienternes behov for medicinsk behandling, er dette måske stillingen for dig?
I forbindelse med projektet tilføres det almenpsykiatriske døgnafsnit ekstra ressourcer i den 2 årig projektperiode bestående af en psykolog, to fysioterapeuter og en medarbejder, der skal have fokus på overgangen til den ambulante behandling. Målet er at afdelingens patienter modtager et individuelt tilrettelagt tilbud, hvor der er fokus på at afdække brugen af særligt p.n. (behovs-) medicin og konkret træning i metoder, der kan sættes i stedet.
Alle afdelingens patienter indgår i projektet, men der er særligt fokus på patientgrupper, der oftest har et stort forbrug af p.n medicin, eksempelvis patienter med misbrugsproblematikker og personlighedsforstyrrelser.
Afdelingens forskningsafdeling tilknyttes mhp. at udarbejde evaluering af projektets resultater.
Psykologen skal arbejde med patienter, der fastholdes i forbrug af lægeordineret medicin eller misbrugsstoffer, så dette mønster kan brydes og non-farmakologiske strategier træde i stedet.
Derudover skal psykologen arbejde med den resterende personalegruppe i afsnittet med henblik på at øge personalets psykopatologiske og psykodynamiske forståelsesgrundlag, så den konkrete erfaring fra arbejdet med den enkelte patient kan omsættes til en mere generel viden til gavn for afsnittets patienter.
Psykologen kommer til at arbejde tæt sammen med fysioterapeuterne i projektet mhp. at tilpasse forståelsen af de dynamikker, der ligger bag patientens behov for p.n. medicin, til konkrete metoder som skal trænes med patienten.
Arbejdstid: Den samlede arbejdstid udgør 37 timer. Arbejdstiden er tilrettelagt så den tilpasses patienternes behov med to dage ugentligt med mødetid til kl 18.
Arbejdsopgaver
- Individuelle forløb med indlagte patienter, afdækning af årsager til brugen af p.n. medicin, kortere terapeutiske forløb med fokus på affektregulering
- Tæt sparring med øvrigt personale omkring det konkrete træningsarbejde med relevante strategier
- Bidrage med psykopatologisk og psykologisk forståelse af patienterne til afdelingens samlede personale
- Deltagelse i konferencer, samarbejdsmøder mv.
- Udbrede erfaringer fra projektet til andre afdelinger ved behov
- Mulighed for indflydelse på udviklingen af projektet alt efter erfaring og interesse
Vi har følgende kompetence og ansættelseskrav
- Autoriseret psykolog
- Erfaring og interesse i at arbejde på døgnafsnit
- Erfaring med psykoterapi, supervision og undervisning
- Gode formidlingsevner både mundtligt og skriftligt, herunder kompetencer til at omsætte behandlingsstrategier til konkret miljøterapeutisk arbejde
- Evne til at kunne fungere både selvstændigt og i tæt tværfagligt samarbejde
Vi tilbyder er særdeles spændende arbejdsfelt med varierende opgaver og gode muligheder for sparring og supervision. Ud over samarbejdet med døgnafsnit og projektgruppe er psykologen tilknyttet en psykologgruppe på i alt 15 psykologer. Du refererer til afdelingens ledende psykolog.
Psykiatrisk Afdeling Middelfart er fordelt på to matrikler: Døgnpsykiatrien, der har 1 almenpsykiatrisk afsnit og 6 retspsykiatriske afsnit og Lokalpsykiatrien, der dækker Middelfart og Assens kommuner. Derudover varetages den ambulante retspsykiatriske funktion for hele Region Syddanmark og afdelingen har landsdelsfunktion vedr. mentalobservationer
Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du meget velkommen til at kontakte ledende psykolog Mette Braad på mail eller mobil 2138 9871.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Afdelingen ansætter kun medarbejder med tilfredsstillende straffeattest. Vi sørger for at rekvirere en offentlig straffeattest (10 år tilbage) med indhentet samtykke fra dig.
Ansøgningsfristen er den 13. februar 2023 og ansættelsessamtaler afholdes mandag den 20. februar 2023 mellem kl 9-13.
Afdeling: Psykiatrisk Afdeling Middelfart
Stillingsbetegnelse: Psykolog
Arbejdstid: Fuld tid
Arbejdssted: Middelfart
Ansøgningsfrist: 13-02-2023