Er du klar til at tage ansvar for forvaltning af et fælles IT-system til sygehusapotekerne og sikre koordination i et dedikeret team? - Region Nordjyl
Region Nordjylland
National og Tværsektoriel IT hos Region Nordjylland søger en Fællesregional Systemadministrator med Teamkoordinatorfunktion til sygehusapotekernes indkøbs- og logistiksystem ApoVision.
Som Fællesregional Systemadministrator (FSA) får du en central rolle i at sikre stabil drift og videreudvikling af ApoVision, et system, der understøtter sygehusapotekernes indkøb, lager, salg og logistik på tværs af alle fem regioner i Danmark.
I denne stilling vil du ikke kun arbejde med systemforvaltning af et fællesregionalt IT-system, men også påtage dig rollen som teamkoordinator i et kompetent team, der leverer resultater med fokus på kvalitet og effekt. Samarbejde, koordinering og prioritering bliver nøgleord i din hverdag – og du vil være en vigtig del af både det operationelle arbejde og den strategiske planlægning med masser af samarbejdsflader og mange interessenter.
Kan du koordinere og skabe fremdrift i et team, som følger en kvalitetsstyret udviklingsproces? Så er det måske dig, vi er på udkig efter. Region Nordjylland er systemansvarlig region for en portefølje af fællesregionale og nationale it-systemer, og vi søger i den forbindelse en Fællesregional System Administrator (FSA) til at varetage forvaltningen af den fællesregionale sygehusapoteksløsning, ApoVision.
ApoVision er bygget på en Microsoft Dynamics NAV platform med fælles kernefunktionalitet og lokale tilpasninger for hver region. Region Nordjylland har ansvaret for specifikation, udvikling og test af det fælles kernemiljø og de 5 regioner har ansvaret for installation, test og drift af eget selvstændigt produktionsmiljø. Kvalitetssikring af ApoVision sker efter gældende regulativer som GxP og GAMP5. ApoVision er desuden præget af en række forretningskritiske integrationer til 3. parts systemer, f.eks. hos Amgros, DMVO og Lægemiddelstyrelsen.
Et større fællesregionalt opgraderingsprojekt er igangsat af ApoVision med teknologiskifte til en ny platform, Microsoft Business Central. Projektet forventes færdigt i løbet af 2027. Med et større opgraderingsprojekt er opgaverne i forvaltningen den kommende tid prioriteret til et niveau med fokus på nødvendigt vedligehold af den eksisterende løsning. En række af kollegaer fra forvaltningen er derfor allokeret til projektet i projektperioden, og derfor udgør forvaltningsteamet i dag ca. 5 medarbejdere, og projekt 7-8 medarbejdere. Du får ansvaret for koordination på forvaltningen, hvor opgraderingsprojektet koordineres af en projektleder. Du vil dog have et tæt samarbejde med projektlederen og være med til at sikre inddragelse af forvaltningen i de relevante faser og områder af projektet.
Hvad indebærer jobbet?
Som FSA med teamkoordinatorfunktion får du forvaltningsansvaret, hvor du skal varetage systemforvaltning af ApoVision og samarbejde tæt med teamet omkring kvalitetsstyring og udvikling. Teamet består af erfarne medarbejder med indgående kendskab til ApoVision.
Rollen som FSA:
Dine opgaver vil have både administrativ, kontraktlig og strategisk karakter. Forvaltningsopgaverne omfatter samarbejde og kontakt til en fællesregional organisation, som bl.a. består af en forretningsstyregruppe, brugergrupper og en kvalitetsenhed. Gennem arbejdet med forretningsstyregruppen, som du sekretariatsbetjener, sikrer du afrapportering og opfølgning på kontrakter. Til forretningsstyregruppen skal der udarbejdes beslutningsoplæg, business cases samt budgetforslag. Derudover indgår du i et fællesregionalt samarbejde med brugergrupperne omkring udvikling og kvalitetssikring af ApoVision. Som FSA sikre du, at der er fokus på styring af vedligeholdelsesopgaver og løbende prioritering og håndtering af ændringsønsker i forhold til den aktuelle situation. Du indgår desuden i Leverandørstyregruppen, som du ligeledes betjener.
Koordination og prioritering af forskellige opgaver bliver en stor del af en spændende og udfordrende hverdag, ligesom du skal have løbende dialog og kontakt til leverandører og regioner.
Rollen som Teamkoordinator:
Som Teamkoordinator har du ikke personaleledelse, men skal sikre den faglige koordinering i teamet i det daglige, i tæt samarbejde med teamets vicekontorchef samt den faglige leder for kvalitetsområdet.
Som Teamkoordinator skal du:
- Have kendskab til igangværende aktiviteter i teamet
- Sikre planlægning af teamets opgaver og balance mellem opgaver og medarbejderressourcer (ressourcestyring)
- Have øje for prioriteter sat af Forretningsstyregruppen
- Afholde team- og stand up møder
- Give sparring i bl.a. planlægningen
- Fastholde retning i samarbejde med Vicekontorchefen
- Udarbejde indstillinger til beslutning
- Bidrage til kvalitetssikring og videreudvikling af systemerne
- Sikre at forandringer og nye tiltag bliver implementeret
- Bidrage til at fastholde og udvikle en god kultur
Hvem er du:
Vi regner med at du:
- Tager initiativ, ansvar og er opsøgende
- Har erfaring fra sundhedsvæsenet, medicinalindustrien eller sygehusapotekerne
- Er kommunikerende og samarbejdsorienteret, og er klar til at indgå i ApoVision teamet
- Har en empatisk og imødekommende personlighed, der er i stand til at holde fokus og finde løsninger, når flere interessenter skal nå til enighed
- Er en dygtig formidler, der formår at ramme alle niveauer i en politisk organisation både mundtlig og skriftlig
- Formår at fungere som et samlende punkt, der fastholder beslutninger og afgørelser
- Kan opnå eller har god indsigt i de forretningsprocesser, der arbejdes med på sygehusapotekerne og kan se sygehusapotekernes behov på tværs af de fem regioner
- Har erfaring med projektledelse, planlægning og opgavestyring og er god til at danne dig overblik
- Kan håndtere skiftende prioriteter
- Er analytisk stærk med gode evner til at nedbryde komplekse problemer i overskuelige opgaver
- Er målbevidst, resultatorienteret og har en modenhed og gennemslagskraft, der sikrer, at du kommer i mål med dine opgaver
- Har personlige lederegenskaber, som gør dig i stand til at sikre videreudvikling, kvalitet og fremdrift
- Har økonomisk indsigt, og kan udarbejde budget og business cases.
Det vil være en fordel – men ikke en forudsætning - at du:
- Har kendskab til farmaci eller medicinalindustrien
- Har kendskab til indkøb og logistik
- Har kendskab til kvalitetsstyring
- Har erfaring med test af IT-systemer
- Det vil være en fordel hvis du har kendskab til arbejdsgangene på et sygehusapotek
Hvad tilbyder vi?
En spændende, afvekslende stilling, hvor du selv har mulighed for at præge og tilrettelægge din arbejdsdag. Du får en travl hverdag, hvor de færreste dage er ens – dette i et tæt samarbejde med engagerede og dygtige kollegaer, hvor der arbejdes uformelt og loyalt, med brede samarbejdsrelationer både internt og eksternt. Rummelighed og humor er nøgleord for os.
Region Nordjylland tilbyder gode muligheder for personlig udvikling i et godt arbejdsmiljø.
Digitalisering og IT:
Digitalisering og IT i Region Nordjylland har 275 kompetente medarbejdere og har som hovedmål at levere stabil og sikker drift, 24/7/365 til Region Nordjyllands egne ca. 15.000 brugere og 12.000 it-arbejdspladser. Stillingen er tilknyttet kontoret National og Tværsektoriel IT, som er en del af Digitalisering og IT.
Du kan læse mere om Region Nordjylland på www.rn.dk
Arbejdssted:
Regionshuset i Aalborg – bemærk, at Region Nordjyllands matrikler er røgfrie.
Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelsesforhold efter gældende overenskomst og konkret lønforhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Det er en fast stilling på fuld tid.
Ansøgningsfrist:
Send os din ansøgning og CV via linket nedenfor senest d. 5. december 2024.
Der forventes afholdelse af ansættelsessamtaler d. 10. december.
Tiltrædelse:
1. februar 2024
Vil du vide mere om jobbet, så er du velkommen til at kontakte kontorchef Helen Houmøller Rasmussen på [email protected] eller 41181529
For at komme i betragtning til stillingen, skal du søge jobbet ved at klikke på SØG JOB. Kun ansøgninger som er sendt via vores hjemmeside tages i betragtning
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: