IKT- og talekonsulent til CSV Kolding
Kolding Kommune
Er du stærk i både Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK) og logopædisk undervisning? Så er du måske vores nye kollega i Kommunikation & Teknologi på CSV Kolding.
Vi har dejligt travlt i taleteamet – og det er vi rigtig glade for! Derfor opnormerer vi og rokerer lidt rundt på opgaverne. Det betyder, at vi nu har en ledig stilling og søger en ny kollega med logopædisk baggrund.
Lyder det spændende, så læs endelig videre og send os din ansøgning.
CSV, Center for Specialundervisning og Rådgivning til Unge og Voksne, yder specialiseret støtte og undervisning til borgere med særlige behov i Kolding Kommune. Vi søger en ny konsulent til en stilling på 37 timer, hvoraf cirka 24 timer er dedikeret til IKT-opgaver på primært børneområdet og 13 timer til opgaver i taleteamet med fokus på senhjerneskade området.
Dine opgaver fordeles således mellem de to specialiserede områder.
IKT-området: Kommunikationsteknologi og ASK for primært børn (til dels også unge og voksne), hvor du bliver en del af vores erfarne IKT-team med to dygtige konsulenter, hvor du især vil have fokus på…
- børn uden eller med begrænset verbalt sprog, hvor du samarbejder tæt med specialinstitutioner, skoler og PPR
- voksne med tabte kommunikative evner, fx grundet Parkinsons eller ALS
- afdækning, afprøvning, undervisning og implementering af elektroniske kommunikationshjælpemidler som øjenstyring, stemmeforstærkere, kommunikationsapps m.m.
- indstilling til udlån og bevilling og opfølgning i samarbejde med pårørende, PPR, daginstitutioner, skoler og i nogle tilfælde også jobcenter og hjælpemiddelafdeling.
Indgående kendskab til og erfaring med ASK er en forudsætning.
Du vil desuden indgå i det tværgående arbejde i Kolding Kommune med at skabe sammenhængende ASK/IKT-indsatser – fra småbørn til ældre borgere – og forventes at tage aktivt del i netværk og samarbejdsfora.
Tale-området: Logopædisk indsats i hjerneområdet (afasi og dysartri), hvor du bliver en del af vores logopædiske team med fire konsulenter. Her vil du primært indgå i "hjerne-teamet" og arbejde med…
- udredning og undervisning af borgere med afasi, dysartri og kognitive kommunikative vanskeligheder
- rehabiliterende forløb, hvor du samarbejder på tværs af sektorer – med region, kommune og interne forvaltninger og afdelinger
- rådgivning og vejledning af fagpersoner og pårørende i borgerens nærmiljø
- Dokumentation og opfølgning på igangsatte indsatser.
Om dig
- Du er uddannet logopæd (cand.mag. i logopædi) og har flere års erfaring
- Har dokumenteret erfaring med ASK og IKT-hjælpemidler
- Har indsigt i udredning og undervisning af borgere med erhvervede kommunikative vanskeligheder
- Er særligt dygtig i arbejdet med børn og unge samt naturligt vedligeholder relationer og er initiativrig i forhold til samarbejdet med forældre, institutioner, skoler og fagfolk
- Har særlig forståelse og empati for børn uden sprog og voksne med neurologiske lidelser
- Er struktureret, samarbejdsvillig og kan arbejde selvstændigt
- Har lyst til udvikling og trives med forandringer da både vores hverdag og tilbud kontinuerligt tilpasses samfundets og borgernes behov
- Har gode formidlingsevner – både mundtligt og skriftligt (kendskab til Nexus er en fordel)
- Har kørekort og kan komme rundt i kommunen
Om CSV og afdelingen Kommunikation & Teknologi
Vi er en del af Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding Kommune under ungeområdet. Vores fysiske placering er i det nordlige Kolding – tæt på motorvejen – og vores hus er præget af høj faglighed, tværfaglighed og humor.
Hos os arbejder du tæt sammen med både logopæder, ergoterapeuter, psykologer og undervisere i et miljø, hvor kompetenceudvikling og netværksarbejde prioriteres højt – både lokalt og nationalt (fx i DTHS og trekantssamarbejdet med Fredericia og Vejle).
Vi tror på, at faglighed og fællesskab går hånd i hånd, og vi glæder os til at invitere dig ind i et hus, hvor vi både løser komplekse opgaver og griner sammen til hverdag, på personaledage og til sociale arrangementer.
Lyder det som et match?
Så send os din ansøgning – vi glæder os til at høre fra dig!
Løn og ansættelse
- Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen.
- Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst
- Ansøgningsfrist er d. 16. juni, og vi satser på at holde samtaler d. 25. juni
- Tiltrædelse til d. 1. september 2025
Yderligere oplysninger
Læs gerne mere om CSV, vores afdelinger og indsatser på hjemmesiden www.csv.dk.
For flere oplysninger er du velkommen til at ringe til souschef og afdelingsleder Line Juhl på tlf.: 21 66 98 19 (Træffes bedst i tidsrummet kl. 16.00 - 17.00 mandag til torsdag).
Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.
Afdeling:
Ansøgningsfrist: 16 Jun 2025
Opslaget er indhentet automatisk fra virksomhedens jobsider og vises derfor kun som uddrag. Log ind for at se det fulde opslag eller gå videre til opslaget her: