HR-chefens svar: Accenture



Heidi Hammerlund, Country HR Lead, Denmark
Hvordan kan man bedst bruge Facebook, LinkedIn og andre sociale medier til at komme i kontakt med jer?
Vi annoncerer vores graduate stillinger både på vores Facebook og på LinkedIn. På vores Facebook side kan man se hvor og hvornår, vi afholder events, som er målrettet forskellige studieretninger og interesser. Det er altid en fordel for vores kandidater at møde os personligt til vores events for få det rigtige billede af Accenture som virksomhed og arbejdsgiver, samt for at skabe en relation.
Hvad skal en god, uopfordret ansøgning indeholde?
Det er yderst vigtigt i en uopfordret ansøgning at gøre det klart, hvilken type stilling man ønsker ansættelse i og samtidig have sat sig grundigt ind i hvad Accenture er for en virksomhed, samt hvor i organisationen, man kunne forestille sig ansættelse.
Hvad er vigtigt, når man søger uopfordret hos jer?
Hvis man søger uopfordret, er det i sammenligning med at søge en opslået stilling, endnu vigtigere at overbevise læseren af ansøgningen om, at man er den helt rette til at løse netop den specifikke stilling, man mener virksomheden, f.eks. Accenture, skal have besat. Man skal ramme helt rigtigt, da nåleøjet kan være mindre ved at søge uopfordret.
Hvad lægger I særligt mærke til i uopfordrede ansøgninger?
Når vi læser uopfordrede ansøgninger, lægger vi især mærke til om ansøgeren fanger vores opmærksomhed hurtigt og får overbevist os om, at vi ikke kan undværre hende eller ham hos Accenture.
Hvordan bygger man bedst et godt CV op, når man er nyuddannet og ikke har så meget erhvervserfaring?
Om man er nyuddannet eller ej, skal et godt CV altid være overskueligt. Personligt synes jeg, at et CV, der er sat op kronologisk med årstal og måneder er den bedste måde at gøre dette. For nyuddannede er vi interesserede i en god oversigt over uddannelsesforløb og -retning, fritidsaktiviteter eller -interesser. Har man haft et relevant studiejob, skal det naturligvis nævnes. Det er dog lige så vigtigt at nævne andre erfaringer, som tillidshverv, længerevarende udlandsrejse eller om man har deltaget i foreningsliv. Samtidig er det vigtigt at reflektere over hvilke personlige egenskaber disse erfaringer har styrket. Et godt CV giver dermed et godt helhedsbillede af hvem kandidaten er som person.
Hvilke fejl begår kandidater ofte i et CV?
Jeg synes ikke, vi ser det ofte, men et CV, der ikke er kronologisk eller indeholder for mange detaljer og fyldord kommer til at virke uoverskueligt.
Hvordan tackler man bedst et hul i sit CV?
Et hul i CV'et har en grund og den er det vigtigt at være helt ærlig omkring. Dog er det ikke noget vi ser ofte hos nyuddannede.
Hvor meget af jeres rekruttering foregår via netværk?
Vi bruger vores medarbejdere aktivt i forbindelse med rekruttering og opfordrer dem til at anbefale personer i deres netværk, som de mener ville være et godt match til Accenture. Vi har stor glæde af at benytte vores medarbejderes eksterne netværk og viden til at spotte talenter. Det er en uundværlig kilde for os, fordi medarbejdernes netværk giver en indsigt i personer og virksomheder, som på afstand er svær at have det rette kendskab til.
Hvordan bruger I virksomhedens eget netværk, når I rekrutterer nye medarbejdere?
Samme som ovenstående
Hvordan kan man bruge sit netværk i jobsøgningen hos jer?
Kender man nogle, der allerede er ansat hos Accenture, er det en oplagt mulighed for at komme tættere på forståelse af virksomheden, hvilket kan hjælpe både i egen afklaring om at søge jobbet, i selve ansøgningsfasen og til eventuelle samtaler. Hvis den eller de man kender hos Accenture kan være en positiv reference fra tidligere samarbejde, er det selvfølgelig også en fordel. Derudover kan man holde øje med hvor og hvornår vi holder events på uddannelsesinstitutionerne eller deltager på karrieremesser. Det er en unik mulighed for at møde vores konsulenter og lære Accenture bedre at kende – både som virksomhed og som arbejdsgiver. Når vi søger nyuddannede kandidater, kigger vi bl.a. på det netværk, vi har skabt gennem den seneste tid via vores events. Derfor er netværk skabt på uddannelsesinstitutionerne kombineret med traditionelle opslag en vigtig rekrutteringsstrategi for Accenture.
Hvordan kan kandidater forberede sig bedst til en jobsamtale?
Man skal læse sin ansøgning og sit CV grundigt igennem, så man ikke bliver overrasket over de spørgsmål, man kan blive stillet til selve samtalen. Det er en god ide at skrive succeshistorier ned og forberede sig ud fra disse, så man mere konkret kan tale om sine resultater. Det er også vigtig at være forberedt på, hvad man kan blive bedre til. Som kandidat skal man også forberede sig på at spørge ind til det det, der er vigtigt for en selv; f.eks. jobindhold, organisationsstruktur, fleksibilitet i arbejdsdagen, arbejdstid, løn o.s.v. Derudover er det vigtigt at sørge for at have sat sig godt ind i, hvad det er for en virksomhed, man skal til samtale hos og på forhånd tænke godt over, hvorfor det netop er denne virksomhed, man ønsker ansættes i. Det gode spørgsmål og tilhørende svar er det, som hjælper til en afklaring af, om jobbet er det rette - både når spørgsmålet kommer fra virksomheden og fra ansøgeren.
Hvordan bruger I tests i forbindelse med samtalen?
Vi bruger test afhængig af erfaringsniveau og job. I nogle situationer benytter vi logiske tests og case tests, hvor vi i andre situationer benytter tekniske tests i starten af processen. For nyuddannede benytter vi os af analytiske tests og case interviews, som omhandler vores hverdag i virksomheden. Vi bruger det for at give ansøgeren et indtryk af de opgaver hun eller han ville skulle løse ved en mulig ansættelse og samtidig for at vurdere om vi tror, ansøgeren vil trives med jobbet.
Hvordan kan man som nyuddannet forhandle løn, ferier, frynsegoder og efteruddannelse?
Vi forventer naturligvis, at nyuddannede interesserer sig for løn og arbejdsforhold og har forberedt sig på en dialog, evt. baseret på lønstatistikker indenfor kandidatens eget fagområde. Derudover er det individuelt, hvad nyuddannede og andre ansatte finder vigtigt i en lønpakke, og ønskerne vil derfor være forskellige. Kandidaten skal vide, hvad hun/han er værd på jobmarkedet og evt. have defineret sin egen smertegrænse. Derudover er en forhandling en dialog, hvor begge parter er interesserede i at mødes, der hvor begge er tilfredse - så vidt det er muligt.
Hvad kan man som ny medarbejder selv gøre for at få en god start i jeres virksomhed?
Man skal som minimum altid sørge for at være nysgerrig, opsøgende åben, ærlig og villig til at lære.
Hvad gør I for, at medarbejdere med små børn kan få en karriere hos jer til at hænge sammen med familielivet?
Det er meget forskelligt, hvilke behov den enkelte medarbejder med små børn har – det gælder også i andre faser af livet. Disse individuelle behov arbejder vi kontinuerligt på at forstå og imødekomme.
I hvor høj grad lægger I vægt på personalegoder ved lønforhandlinger?
Vi lægger stor vægt på personalegode i en lønforhandlingssituation, da vores personalegoder udgør en væsentlig del af den samlede kompensationspakke. Vi forventer, at nyuddannede interesserer sig for løn og arbejdsforhold og har forberedt sig på en dialog om det, evt. baseret på de lønstatistikker, der er indenfor det relevante fagområde. Derudover er det selvfølgelig individuelt, hvad medarbejdere har behov for i en lønpakke, og ønskerne vil derfor være forskellige og dialogen udspringe derfra.
Hvad skal en god ansøgning indeholde, og hvor lang skal den være?
En rigtig god ansøgning indeholder for det første en kort, præcis og motiveret angivelse af hvorfor man søger jobbet. Dernæst viser ansøgningen klart hvordan man er det rigtige match til virksomheden og kan bidrage i jobbet. Sidst men ikke mindst skal en god ansøgning vise, hvem man er som person – både på jobbet og privat. Personligt synes jeg bedst om de ansøgninger, der fanger mig på kort tid og de bør ikke være længere end én side. Ansøgninden skal gøre mig nysgerrig på at møde ansøgeren og dermed få mere at vide.
Hvilke fejl begår kandidater ofte i en ansøgning?
Det er sjældent, vi ser deciderede fejl, men hvis jeg skal pege på noget, må det være at kandidatens ansøgning er en ren gengivelse af, hvad der står i CV’et.
Hvordan skiller man sig positivt ud fra mængden af ansøgere?
En kort, præcis og motiveret angivelse af hvorfor man søger jobbet, hvordan man mener man er det rigtige match til virksomheden og kan bidrage i jobbet, samt hvem man er som person – både på jobbet og privat. Det sidste kan man gøre mere eller mindre personligt afhængig af personlig stil. Et CV fortæller kort og godt om erfaring og kompetencer, mens en ansøgning bør indeholde informationer omkring, hvorfor jobbet er interessant for en, og hvorfor netop man - qua den person, man er - passer godt til virksomheden og jobbet, man søger.



Virksomhedsprofil


Billede
 

Vores virksomhed

Accenture is a global management consulting, technology services and outsourcing company

Læs virksomhedsprofilen


Typiske medarbejderprofiler


Billede
 

Management Consulting Analyst i Accenture

Interesse for teknologi er ikke et must, men en fordel, når du skal rådgive Accentures kunder om it-systemer og nye måder at arbejde på. Til gengæld er det et must at trives med udfordringer og højt tempo.

Læs talentartiklen

Billede
 

Software Engineer Analyst i Accenture

Christian Rønn Jensen har som IT-konsulent i Accenture sin hverdag hos kunden. Det kræver selvstændighed, men giver også en stejl læringskurve og hurtig indsigt i forskellige virksomhedstyper.

Læs talentartiklen


Virksomheden på sociale medier

Twitter


 

Adresse og links

Accenture
Arne Jacobsens Allé 15
2300 København S
7228 8188