Som ny arbejdsgiver kan du med fordel udnytte den måned, som der normalt går, fra din nye kollega har sagt op på sin gamle arbejdsplads, til vedkommende starter hos jer. Med den rette mængde kommunikation er det ikke anmassende eller overbebyrdende. Det er snarere et udtryk for interesse og glæde over snart at kunne byde en ny kollega velkommen.
1. Generel kontakt
Du kan enkelt holde kontakten ved lige med din nye kollega ved fx at aftale, at vedkommende lige giver en melding, når relevante kolleger hos den nuværende arbejdsgiver er informeret. Herefter kan du informere din organisation og gerne sætte din nye kollega CC på mailen, så vedkommende er med på sidelinjen og ved, hvad der kommunikeres ud.
Det kan også være, at din nye kollega har fødselsdag eller står og skal på sommerferie, som du gerne vil give opmærksomhed. Det vil blive modtaget som god opmærksomhed.
2. Interne mails
Det kan være rigtigt nyttigt at inkludere den nye medarbejder på mails, som sendes ud til resten af kollegerne i afdelingen. Det kan fx dreje sig om alt fra et teamevent til overordnet kommunikation om virksomhedens forhold. Således kan vedkommende både følge med i, hvad der sker i den sidste måned op til jobstart og ligeledes så småt begynde at lære omgangstonen i virksomheden at kende.
3. Informationsmateriale
Har du informationsmateriale om virksomheden, sikkerhedsintroduktion, e-learningskurser etc., som ikke er tidskrævende at sætte sig ind i, kan du ligeledes fremsende dette. Der er stor sandsynlighed for, at din nye kollega vil kigge materialet igennem og føle sig godt informeret om sin kommende arbejdsgivers way of working.
4. Introduktionsplan
Det er altid en god idé at udarbejde en introduktionsplan for din nye kollega, så vedkommende har en fornemmelse af, hvad der skal ske den første måned i det nye job. Denne introduktionsplan kan du med fordel sende frem 1-2 uger før jobstart. Bed gerne om kommentarer, hvis medarbejderen selv har forslag til planen.
Der bør således ikke være larmende tavshed, fra kontrakten er skrevet under til jobstart. God kontakt kan også være med til at holde den nye kollega ”varm”, så vedkommende ikke bliver fristet af andre tilbud i mellemtiden. Men stik en finger i jorden og afvej den rette mængde af information.
Læs mere om onboarding, hvis du ønsker mere inspiration til at klæde din nye kollega godt på i forbindelse med jobstart.