Ingeniør blev astronaut: Kurs mod stjernerne

Der er kun 400 kilometer op til den internationale rumstation, ISS. Når Andreas Mogensen den 2. september 2015 sad om bord på den russisk-byggede Sojuz TMA-18M på vej derop, var det imidlertid kulminationen på en rejse, der i realiteten begyndte allerede for mere end 20 år siden, da Andreas Mogensen gik i femte klasse. Lige siden den gang har han nemlig vidst, at han ville være astronaut, og har arbejdet målrettet for at blive det.

Det betyder i praksis et uddannelsesforløb, der rækker betydeligt længere end ”bare” en kandidatgrad og en placering i toppen af klassen. Man skal vælge de rigtige jobs for at få de rette praktiske erfaringer. Og man skal selvfølgelig være i topform mentalt såvel som fysisk.

”Jeg kan egentlig ikke huske, hvornår jeg først fik drømmen, fordi det går så langt tilbage. Men jeg kan i hvert fald huske, at jeg i fjerde-femte klasse sådan for alvor begyndte at interessere mig for rumfart. Dengang var min plan at blive jagerpilot i luftvåbnet, så testpilot og senere astronaut, for det var den traditionelle måde, man blev astronaut på, og det var også sådan, jeg havde forestillet mig, jeg ville blive det”, husker Andreas Mogensen.

Blev ingeniør - og pilot

I gymnasiet fattede Andreas Mogensen interesse for fysik, astronomi og de mere tekniske aspekter omkring rumfart, og han bestemte sig for at blive ingeniør i stedet. De højtflyvende ambitioner holdt han dog fast i, og efter ingeniøruddannelsen tog Andreas Mogensen et flycertifikat. Nu skal han være anden-pilot på det Sojuz-fartøj, der skal bringe holdet op til ISS:
”Det har altid været et håb. Det er jo utrolig svært at blive astronaut, og der skal også rigtig meget held til. Så det er sådan en drøm, jeg har haft i baghovedet, som jeg så stille og roligt har arbejdet hen imod – selvom jeg hele tiden har været klar over, at chancerne var rigtig små. Men rumfart har været en kæmpe interesse for mig, så derfor valgte jeg at blive rumfartsingeniør”, fortæller han.

Det er ikke nok bare at være teoretiker. Det er man ikke som astronaut.

Ingeniøruddannelsen gav ganske vist Andreas Mogensen en fall back-plan. Som rumfartsingeniør kunne han arbejde med at bygge satellitter eller på anden måde bidrage til udforskningen af rummet, selv hvis han skulle blive på jorden. Andreas’ ambition var dog hele tiden at holde sig til plan A - at bidrage til rumforskningen fra forreste række. Her er en ingeniøruddannelse nyttig, men den gør det ikke alene. Der skal også samles praktiske erfaringer, og dem samlede Andreas Mogensen blandt andet i Atlanterhavet ud for Afrikas kyst.

Afstikker til boreplatform

Selvom Andreas Mogensen både har drømt om rumrejser og arbejdet målrettet på at blive astronaut gennem mere end 20 år, så tror han nemlig ikke på, at man kan planlægge sig til en karriere som astronaut. Det handler også om at tage en chance i ny og næ:
”Hvis den historie om, at jeg havde fulgt min astronautdrøm fra starten, virkelig var rigtig, så havde jeg jo for eksempel ikke taget det job på en boreplatform ud for Vestafrikas kyst tilbage i 1999. Så havde jeg nok prøvet lidt hårdere at finde et job inden for rumfart dengang. Men så var jeg sikkert ikke blevet astronaut i dag. For noget af det, der også bliver lagt stor vægt på, når man bliver udvalgt, er, at man har praktisk erfaring og noget feltarbejde. Det er ikke nok bare at være teoretiker. Det er man ikke som astronaut”, fortæller han.

At Andreas Mogensens feltarbejde foregik lige præcis på en boreplatform i Atlanterhavet ud for Vestafrika var således langt fra noget tilfælde. På den internationale rumstation bor man – ligesom på en offshore-plaform - tæt og isoleret, og man er i det store hele prisgivet naturkræfterne og teknologiens evne til at betvinge dem. Miljøerne minder på den måde meget om hinanden.

”Hvis man skal have succes, så gælder det om at være fleksibel og tage de muligheder, der opstår. Og så selvfølgelig arbejde hårdt. Du kan ikke altid regne ud, hvor du ender henne. De år jeg arbejdede på en boreplatform var utrolig vigtige, og jeg tror ikke, jeg var blevet astronaut i dag uden det”, fortæller Andreas, der også har arbejdet flere år med at designe kontrolsystemer til vindmøller for Vestas Wind Systems.

Manglede en ph.d.

Danmark bestemte sig for alvor for at blive en rumfartsnation i 2004. Planen var at forhåndsudvælge tre egnede danske kandidater til Det Europæiske Rumagentur, ESA. Dengang var Andreas Mogensen 27 år, og han havde på det tidspunkt ikke en ph.d.-grad. Derfor var han udelukket fra at blive astronaut.

Det havde han til gengæld i 2008, da ESA slog seks astronaut-stillinger op. Andreas Mogensen søgte i konkurrence med godt 8.400 andre, og han fik en af pladserne. I dag er hans officielle titel astronaut.

Professoren svarede, at vi først og fremmest skulle spise sundt, sørge for at sove otte timer hver nat og motionere. Først på fjerdepladsen kom at læse.

”Man bliver udvalgt som astronaut, og så går man gennem 18 måneders grunduddannelse. Når man har bestået den, er man astronaut ifølge ESA og NASA. Men der er selvfølgelig altid nogen, der siger, at man først er rigtig astronaut, når man har været i rummet”, fortæller han.
Selvom det efterhånden er fem år siden, så husker Andreas Mogensen tydeligt den dag i maj 2009, da han fik at vide, at han var en af de få udvalgte.

”Det var rigtig stressende. På det tidspunkt var vi ti kandidater tilbage, og vi vidste ikke rigtig, hvor mange, der ville blive valgt. Det var minimum fire og maksimum seks. Der var blevet sendt en pressemeddelelse ud om, at der ville blive holdt en pressekonference på ESA’s hovedkvarter i Paris, hvor de nye astronauter ville blive præsenteret. Og på det tidspunkt havde jeg stadig ikke hørt noget. Jeg regnede med, at det var for sent. Vi ventede i næsten to uger, og det var først halvanden dag inden pressekonferencen, at de ringede til os. Det var klokken halv elleve om aftenen, jeg fik et opkald. Jeg kunne se på landekoden på telefonen, at det var fra Frankrig, og så fik jeg heldigvis at vide, at jeg var blevet udvalgt”, husker Andreas Mogensen.

Spis sundt og husk søvn og motion

Andreas Mogensen er ph.d. i styring, kontrol og navigation af rumfartøjer fra University of Texas i Austin. Det var også dér, han lærte, hvad der er det vigtigste for en kommende astronaut. Og det er ikke nødvendigvis bøgerne.

”På et af forberedelseskurserne spurgte professoren så: ’Hvad er det vigtigste så for jer, de næste fire år?’ Alle sagde selvfølgelig, at det var at bestå og få høje karakterer, men professoren svarede, at vi først og fremmest skulle spise sundt, sørge for at sove otte timer hver nat og motionere. Først på fjerdepladsen kom at læse”, husker han.

Læren er, at hvis man spiser usundt, sover for lidt og glemmer at motionere, så kan det ende med at gå ud over læsningen. I begyndelsen af rumfartens historie var det nærmest kun supermænd, der gerne skulle være fysisk i mere end topform, der kunne komme i betragtning som astronauter. Sådan er det ikke mere. I dag er fokus i mindst ligeså høj grad på mennesket inde i kroppen. Formålet med vore dages rummissioner er at kunne komme til Mars eller måske endnu længere ud. Sådan en tur er ikke overstået på en ugen eller to, og det stiller naturligvis krav til de mennesker, der skal derud.

”På den mission, jeg skal med på i 2015, skal der to personer med, som skal være et helt år på rumstationen. Når man skal være af sted i så lang tid sammen med andre mennesker, bliver de personlige og psykologiske aspekter langt vigtigere”, fortæller Andreas Mogensen.

Den danske astronaut mener selv, at hans kritiske og analytiske sans kombineret med evnen til at løse helt konkrete problemer har været udslagsgivende for, at han fik billetten til Sojuz TMA-18M. Og så selvfølgelig tyve års ambitiøst arbejde og seriøse studier.

Mission med europæiske interesser

Jobbeskrivelsen for en astronaut varierer fra den ene mission til den anden. Den mission, Andreas Mogensen skal med på, er specielt fokuseret på europæiske interesser. Der er naturligvis først og fremmest et forsknings- og udviklingssigte med missionen, hvor der laves fysiologisk forskning og teknologiudvikling. Den første dansker i rummet er imidlertid også lidt af et PR-scoop, så der vil også blive fokuseret meget på at række ud imod danske skoler, børn og unge for at skærpe interessen for naturvidenskab og teknik i almindelighed og på rumforskning og rumfart i særdeleshed. Derudover er det svært for ham at gøre sig konkrete forestillinger om turen endnu:
”Jeg forestiller mig, at det bliver en helt utrolig fantastisk oplevelse. Men jeg tror, at de næste to år kommer til at gå utrolig hurtigt. Jeg starter med træningen her sidst 2013, og det fortsætter indtil opsendelsen. Så må jeg bare håbe på, at jeg har tid til at nyde hele missionen”, siger Andreas Mogensen.

Stoppet med rugby og faldskærmsudspring

Andreas Mogensen har valgt at indstille nogle af fritidsaktiviteterne, efter han er blevet udvalgt til missionen. Således spillede han rugby før i tiden – både i Texas og i Tyskland. Men dels er tiden ikke rigtig til at deltage i holdsport længere – der er for mange træningspas og kampe, han misser. Og dels er der jo risikoen for at komme til skade – og det ville simpelthen være for ærgerligt.

Rugbyen er dog ikke den eneste fritidsinteresse, han har indstillet af sikkerhedshensyn. Den store passion for skydiving – faldskærmsudspring fra fire kilometers højde – er også lagt på hylden.

Astronauter arbejder efter procedurer. Hvert eneste skridt eller med et nyt apparat, der skal betjenes.

Tilværelsen som astronaut – også inden opsendelsen – er meget omskiftelig, og alting går meget hurtigt. Det ene træningsophold afløser det andet forskellige steder i verden. De sidste år har Andreas Mogensen således været i hjemmet i Köln i omkring to måneder. Til gengæld har han været under jorden i bogstaveligste forstand.

Simulerede rum-missioner under jorden og under vandet

En af de ting et hold astronauter skal kunne håndtere er meget tæt internationalt samarbejde mellem en lille gruppe mennesker på meget lidt plads i et fremmedartet og til tider fjendtligt miljø. En underjordisk hule er et godt sted at simulere sådan et miljø.

Cirka en kilometer under jorden på Sardinien opholdt Andreas Mogensen sig en uge sammen med fem andre astronauter. Den oplevelse er foreløbig en af de vildeste, som astronautkarrieren har budt ham.

”Det var en helt fantastisk oplevelse at udforske det her hulesystem. Der er jo ikke særlig mange mennesker, der har mulighed for at bo under jorden og udforske sådan en hule. Der er omkring 15-17 grader varmt både dag og nat. Og så er der bælgravende mørkt. Du skal altid have en lygte med og en backup lygte og backup batterier. Så snart du slukker lyset, kan du ikke tage et eneste skridt. Der ligger små sten og store sten, man kan falde over, og der er dybe kløfter, man kan falde i, så man kan overhovedet ikke bevæge sig, hvis der ikke er lys. Vi går og forestiller os, at jorden under os er solid, men der er jo hulesystemer, der strækker sig kilometervis. Det ene øjeblik maser du dig gennem en smal åbning, hvor du næsten ikke kan få skuldrene med. Det næste øjeblik står du i et kæmpe rum med 50 meter til loftet. Det næste øjeblik er der en flod, der render gennem hulen, som du så kan svømme i”.
Efterfølgende har han tilbragt fem dage på 20 meters dybde i havet ud for Florida.

Procedurer for alt

Undervandsopholdet var ligesom hule-udforskningen en simuleret rummission.

”Under en rummission er alting planlagt indtil mindste detalje. Astronauter arbejder efter procedurer. Hvert eneste skridt eller med et nyt apparat, der skal betjenes. Det er nærmest som at samle møbler fra IKEA. Man har  detaljerede procedurer, og så følger man dem skridt for skridt. Men alligevel sker der jo noget, der ikke er planlagt, og så skal du til at tænke og løse problemerne selv”, fortæller Andreas Mogensen.

Det er imidlertid ikke isolationen eller at noget går galt, Andreas Mogensen er mest bekymret for. Den danske rumfartsingeniør stoler på teknologien og trives fint i sit eget selskab. Hvis han endelig skal være bange for noget, så er det at have for travlt med det hele til at nå at lægge mærke til alt det, han oplever:
”Som astronaut er jeg lidt bange for at stå tilbage og tænke: Hvor blev de sidste 10-15 år af? Det er gået rigtig hurtigt. Vores hverdag er virkelig foranderlig. Den ene uge er jeg i Rusland og træner, og den næste uge er jeg i Texas, og så er jeg tilbage her i Köln. Så tiden går rigtig hurtigt, fortæller han.