Udviklingskonsulent til beskæftigelsesindsatsen
Holstebro Kommune
Kultur, Erhverv og Arbejdsmarked
Har du lyst til at arbejde i en ambitiøs kommune, som prioriterer en responsiv og sammenhængende beskæftigelsesindsats? Motiveres du af at indgå i dygtige og engagerede arbejdsfællesskaber? Hviler du i din faglighed og udnytter din refleksive tilgang, når opgaverne tager en ny drejning? Så er det måske dig, der skal være med, når vi sammen skaber en fremtidssikret beskæftigelsesindsats.
I Holstebro Kommunes beskæftigelsesindsats mangler vi lige nu dig, der kan træde ind i rollen som udviklingskonsulent. Du bliver en del af staben og sammen med resten af teamet, kommer du til at understøtte en fremtidssikring af vores arbejde på beskæftigelsesområdet. Det vil bl.a. være opgaver som projektudvikling, projektstyring, koordinering af en bæredygtig beskæftigelse samt udvikling af partnerskaber med hhv. kommunens forvaltninger, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, der bliver omdrejningspunktet i din hverdag.
Lyder det som noget for dig? Så læs endelig videre.
Vi lykkes i fællesskab
Beskæftigelsesområdet i Holstebro Kommune har gennem de senere år arbejdet med systeminnovation og borgerinddragelse godt hjulpet på vej af vores involvering i Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatser (CUBB), som er et samarbejde mellem 6 kommuner og et forskerteam på Aalborg Universitetscenter. Organisatorisk læring er i højsæde, og vi står på en faglig refleksiv praksis, hvor vi arbejder tværgående og helhedsorienteret med et kontinuerligt fokus på borgerinvolvering og det dynamiske match.
Ambitionsniveauet er højt, og forskellige fagligheder samarbejder om de gode løsninger for effektivt at bringe ledige i job og uddannelse. Vi udvider derfor staben, som skal understøtte det professionelle, tværgående og proaktive arbejde og søger en udviklingskonsulent, der sammen med kolleger og forskere, skal understøtte de tværgående processer i forhold til metodeudvikling, borgerinvolvering samt sikre kommunikation med erhvervsdrivende og brugere af de kommunale serviceydelser.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø med fokus på medarbejderens trivsel via indflydelse, udvikling af kompetencer og en dialogbaseret samarbejdsform. Der er en uformel omgangstone, hvor smil, humor og engagement præger hverdagen. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden med at sikre gode oplevelser for borgere, virksomheder og øvrige samarbejdspartnere.
Lidt om rammerne i jobbet som udviklingskonsulent
Som udviklingskonsulent refererer du til Jobcenterchefen, og du kommer til at arbejde tæt sammen med den øvrige stab og ledergruppen.
Dine opgaver bliver som tidligere nævnt at skabe sammenhængskraft og understøtte det tværgående udviklingsarbejde, herunder
- projektudvikling, projektøkonomi, koordinering samt omsætte tanker og ord til handlinger
- facilitering af interne undervisnings- og kursusforløb, temadage med videre
- gennemførelse og deltagelse i udviklingsopgaver i forlængelse af ledelsens beslutninger
- udarbejdelse og opdatering af strategier og handleplaner
- udarbejdelse af sagsfremstillinger til politiske udvalg
- at være tovholder og ansvarlig for den gode implementering af både nuværende og fremtidige interne initiativer.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads, hvor fokus i høj grad er centreret omkring resultatstyring i løsningen af kerneopgaven, og hvor indsatser vælges ud fra viden om, hvad der virker i praksis
- en stemme i en organisation med høje ambitioner, højt humør og højt til loftet
- et job inden for et område præget af højt tempo og mange udviklingstiltag
- fagligt udfordrende arbejdsopgaver, hvor du både får sat dine personlige og faglige kompetencer i spil
- mulighed for høj grad af indflydelse på eget arbejdsområde
- gode og dygtige kolleger i et dynamisk miljø, hvor der er mulighed for at præge jobbet og dagligdagen
- store faglige udfordringer der giver mulighed for personlig udvikling.
Vi er nysgerrige på, hvad du har med i bagagen
Din baggrund kan se ud på mange måder, og vi er særligt nysgerrige på at høre fra dig, der allerede har erfaring og et godt kendskab til beskæftigelsesområdet på strategisk niveau og har erfaring med eller interesse for at arbejde i en politisk ledet organisation.
Det vigtigste for os er dit mindset, og at du kan trives i et teamorienteret miljø, hvor du med din refleksive tilgang har lyst til at udvikle dig selv, dine arbejdsområder og den lokale beskæftigelsesindsats. Vi forventer, at du
- ser kommunen som en samlet organisation og kan bidrage til tværgående løsninger
- trives i en uforudsigelig hverdag med mange forskelligartede opgaver, store som små
- har en analytisk og struktureret tilgang til komplekse opgaveløsninger
- har stærke kompetencer inden for kommunikation og formidling
- har stærke kompetencer inden for projekt- og procesarbejde
- kan navigere i forskelligartede kontekster (såvel interne som eksterne)
- kan tage ansvar og har gå-på-mod, da opgaverne forudsætter selvstændighed.
Løn og ansættelsesforhold
Du bliver ansat ved Jobcenter Holstebro, Kirkestræde 15, 7500 Holstebro.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst.
Skal du være med på holdet?
Så send os en motiveret ansøgning, dit cv og relevante bilag via linket 'Søg stillingen' senest den 20. januar 2025 kl. 8.00.
Der er ansættelsessamtaler onsdag den 22. januar og evt. en anden samtale fredag den 24. januar 2025.
Vi vil rigtig gerne, at du bliver en del af holdet senest den 1. marts 2025.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte jobcenterchef Birgitte Frydensbjerg på telefon 20 25 06 22.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Deadline for ansøgning
20. januar 2025 08:00
Medarbejder i Holstebro Kommune
Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.
Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.
I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: