Sygeplejerske i evalueringsansættelse
Region Hovedstaden
Er du uddannet sygeplejerske i et land uden for EU og Norden, og har du fået godkendt din uddannelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed samt bestået Prøve i Dansk 3? Så søger du måske en evalueringsansættelse, som led i din vej mod dansk autorisation som sygeplejerske.
Tilmeld dig Region Hovedstadens kandidatbank for internationale sygeplejersker til evalueringsansættelse
Vi ansætter løbende sygeplejersker i evalueringsansættelse i Region Hovedstaden. For at forenkle og forbedre ansøgningsprocessen for dig som international sygeplejerske, har vi oprettet én samlet indgang. Kandidatbanken giver dig mulighed for at registrere dine oplysninger, herunder dine præferencer for speciale og hospital. Det betyder, at du ikke længere behøver at sende ansøgninger til flere hospitaler og afdelinger.
Hvad tilbyder vi vores sygeplejersker i evalueringsansættelse?
- Et veltilrettelagt introduktions- og uddannelsesprogram
- En stilling med gode fremtidige job- og karrieremuligheder for den rigtige ansøger
- Et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, hjælpsomhed og dedikerede medarbejdere
- Tværfaglighed i dagligdagen, hvor alle tager ansvar med respekt for hinandens faglighed
- Supervision, undervisning og kurser i sygepleje og sundhedsdansk, så du får mulighed for at komme godt igennem forløbet
Efter konkret vurdering er det også muligt, at du tilbydes en ansættelse i et forberedende forløb før en eventuel evalueringsansættelse. Formålet med det forberedende forløb er at styrke dine sproglige kompetencer og faglige kvalifikationer, opnå viden om sygeplejen i den enkelte afdeling og blive en del af det sociale arbejdsfællesskab.
Læs mere om evalueringsansættelse som sygeplejerske i Region Hovedstaden.
Hvem er du?
For at komme i betragtning til en stilling i evalueringsansættelse forventer vi, at du er nysgerrig på at lære mere om det danske sundhedsvæsen og indstillet på at deltage aktivt i hverdagen.
Det er desuden en forudsætning, at du:
- har fået godkendt din uddannelse hos Styrelsen for Patientsikkerhed
- mestrer det danske sprog på et højt niveau og har bestået Prøve i Dansk 3 eller har opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis*
- er god til at kommunikere forståeligt med patienter og kolleger
- kan se gevinsten i at arbejde tværfagligt med andre dygtige kolleger
Om evalueringsansættelse
Formålet med en evalueringsansættelse er at vurdere dine kliniske kompetencer og dine evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale. Evalueringsansættelsen skal sikre, at du har de nødvendige fundamentale sygeplejefaglige og sproglige kompetencer, og kan arbejde patientsikkert.
Jævnfør retningslinjer og regler fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vil der under evalueringsansættelsen ske en afprøvning af dine faglige og sproglige færdigheder, hvor vi bl.a. skal vurdere om du har viden om og kan reflektere over:
- sygeplejefagets værdier, teorier, begreber og metoder
- forebyggelse, sundhedsfremme, rehabilitering og palliation
- professionens anvendelse af teknologi i pleje, behandling og kvalitetssikring
- egen professionsudøvelse samt egne professionsopgaver
Desuden skal vi vurdere om du:
- kan anvende og vurdere situationsbestemt kommunikation, vejledning og rådgivning i samspil med patient og borger
- kan anvende, vurdere og formidle klinisk beslutningstagen med henblik på at observere, diagnosticere, vurdere, prioritere, lede, koordinere, evaluere, dokumentere og justere sygepleje på individ- og gruppeniveau
- selvstændigt kan håndtere organisering, vurdering, justering og dokumentation af pleje- og behandlingsforløb
- selvstændigt kan tage ansvar for og håndtere klinisk beslutningstagen
- selvstændigt kan indgå i situationsbestemt kommunikation i forskellige kontekster
Læs mere om indholdet i evalueringsansættelsen på hjemmesiden for Styrelsen for Patientsikkerhed.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i det tidsbegrænsede forberedende forløb sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst for social- og sundhedspersonale. Når du tilmelder dig i kandidatbanken, tilkendegiver du samtidig ønske om ansættelse i et forberedende forløb, hvis vi vurderer det nødvendigt. Forløbet strækker sig typisk over 2 - 5 måneder og arbejdstiden aftales individuelt, men er typisk mellem 28 - 32 timer pr. uge.
Løn- og ansættelsesvilkår i evalueringsansættelsen sker i henhold til den enhver tid gældende overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Evalueringsansættelsen er en tidsbegrænset ansættelse i 6 måneder og arbejdstiden er 37 timer pr. uge, med eventuel mulighed for efterfølgende fastansættelse.
Du skal være opmærksom på, at du først kan starte i en evalueringsansættelse, når du har en evalueringsautorisation samt en gyldig opholds- og arbejdstilladelse.
På nogle afdelinger kan det være nødvendigt at indhente børneattest og/eller straffeattest. Eventuel ansættelse sker med forbehold for oplysningerne i disse attester.
Ansøgningsprocedure
Hvis du ønsker at komme i betragtning til en evalueringsansættelse i Region Hovedstaden, kan du tilmelde dig vores regionale kandidatbank.
Ved tilmelding bedes du vedlægge følgende:
- Ansøgning
- CV
- Dokumentation for godkendt uddannelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
- Dokumentation for bestået Prøve i Dansk 3 eller tilsvarende opnåede sprogkompetencer
Du tilmelder dig kandidatbanken her.
Vi ansætter løbende sygeplejersker i evalueringsansættelse i Region Hovedstaden. Det er derfor ikke muligt at sige, hvornår du kan forvente at høre fra os.
De enkelte hospitaler i regionen gennemgår ansøgningerne i kandidatbanken løbende og matcher dem med de relevante afdelinger. Dette sikrer, at vurderingen af ansøgningerne foretages med et indgående kendskab til afdelingernes specifikke behov og krav, hvilket skaber de bedste forudsætninger for succesfulde evalueringsansættelser.
Ansættelsessamtaler finder sted ude på de enkelte hospitaler. I ansættelsesprocessen indgår en vurdering af dine danskkompetencer, herunder en sprogscreening.
*Sygeplejersker i evalueringsansættelse skal ved ansættelse i Region Hovedstaden have bestået Prøve i Dansk 3 (som svarer til 9. klasses afgangseksamen) eller have opnået tilsvarende sprogkompetencer i dansk på anden vis. Prøve i Dansk 3 skal bestås med minimum følgende karakterer:
- mundtlig kommunikation med karakteren 10
- læseforståelse med karakteren 7
- skriftlig fremstilling med karakteren 7
Afdeling:
Lokation: Region Hovedstaden
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: