Account Manager
IntraNote
– vil du være med til at fastholde og vækste markedet for vores softwareløsninger?
Som vores nye Account Manager kommer du til at arbejde med hele værdikæden og kunderelationen. Lige fra forretnings- og behovsanalyser, over estimering til gennemførelse og opfølgning.
Vi har en velafprøvet løsning med tilfredse kunder og en god pipeline. Og som en del af en stor, international koncern har vi alle værktøjer til rådighed til at tilgå markedet.
- Carsten Berg Kjeldsen, CSO
Marked og analyser ligger klar til, at du opbygger din portefølje
Du starter ikke fra scratch. Vi har allerede lavet markedsanalyser og testet markedet, så der ligger en businessplan og prioriteret pipeline klar til dig at arbejde med. Desuden får du tæt samarbejde omkring området med en salgskonsulent.
I starten vil du bruge langt størstedelen af din tid på nysalg, som med tiden vil gå mere over i kundepleje i takt med, at du bygger din portefølje op. Helt specifikt står du for at:
- identificere og kontakte potentielle kunder samt forhandle og lukke salg med såvel nye som eksisterende kunder
- lave kampagner i samarbejde med vores marketingansvarlige og opdatere CRM (Hubspot)
- foretage forretnings- og behovsanalyser i tæt samarbejde med kunderne (løsningssalg)
- lave brobygning mellem kunderne og vores udviklingsteams samt understøtte kundernes daglige drift og vedligehold
- løbende udvikle kunderelationen og identificere nye forretnings- og produktudviklingsmuligheder
- koordinere udviklingsopgaver og projekter.
Indgående erfaring med værdibaseret løsningssalg
Vi leder efter dig, der er drevet af at opnå resultater for de kunder, du er ansvarlig for, og for teamet som helhed. Du er vant til at arbejde og kommunikere på flere forskellige niveauer, både internt og ude hos kunderne og ved, at samarbejde skaber resultater.
Samtidig kan du styre og strukturere processer og få klarlagt økonomiske konsekvenser, ligesom du har tjek på at udarbejde business cases. Endelig forestiller vi os, at du:
- har indgående erfaring med løsningssalg af fx softwareløsninger og har opbygget en solid forretningsforståelse
- evner at omsætte bruger- og forretningsbehov til tekniske specifikationer
- taler og skriver dansk og engelsk flydende
- har kørekort og bil, så du kan besøge dine kunder.
Stor international virksomhed med lokale brands
IntraNote har siden 2001 udviklet og leveret værdiskabende end-to-end løsninger til digitalisering af arbejdsgange for virksomheder, bl.a. dokumenthåndteringssystemet DocuNote og intranettet Workspace. Vi er en del af Volaris-koncernen, som består af softwarevirksomheder i forskellige brancher fordelt over hele verden.
Du får base på IntraNotes kontor i Silkeborg sammen med vores i alt 40 kolleger, som alle kender og kærer sig om hinanden. Der er mulighed for hjemmearbejde ved behov. Alternativt kan vi også tale om, at du får base i København.
Vores virksomhed er vokset, og flere er kommet til med nye ideer, mens andre bringer over 20 års erfaring med sig. Sammen med 2 sælgere, en marketingansvarlig og en salgsdirektør dækker du salget af softwareløsninger til Danmark.
Vi har maskineriet fra en stor spiller, som vi kan nyde godt af i en lille setting, hvor alle kan komme til orde. Og samtidig netværker og videndeler vi med andre softwarevirksomheder i koncernen på tværs af Europa.
- Carsten Berg Kjeldsen, CSO
Er du interesseret?
Så send os endelig din ansøgning og CV via nedenstående formular.
Vi indkalder til samtale løbende. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til stillingen eller virksomheden, er du velkommen til at kontakte CSO Carsten Kjeldsen på telefon 93 10 20 64.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Send os din ansøgning
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: