Sales Manager - der brænder for salg og resultater
Odense Havn A/S / Odense Port A/S
Er du en ambitiøs sælger, der er drevet af at skabe resultater med fokus på vækst og bæredygtig succes, samtidig med at du er en synlig leder? Kan du gøre en forskel for vores kommende og nuværende kunder på Odense Havn?
Mød måske din kommende chef her.
Vi søger en engageret og resultatorienteret daglig leder af vores salgsteam, der både selvstændigt og i samarbejde med vores sælgere kan skabe en synlig salgsindsats inden for vores fire strategiske forretningsområder. Som Sales Manager vil du indgå i vores mellemledergruppe, og du kommer til at spille en central rolle i at omsætte vores strategi til konkrete resultater og udleve vores værdier. Du bliver samtidig en del af Odense Havns store kommercielle team bestående af: Salg, Udlejning, Business Development samt Marketing & Kommunikation.
Odense Havn er Danmarks største havn med hele 8,5 millioner kvadratmeter. Vi fokuserer strategisk på vækst inden for vores fire forretningsområder og tilbyder vores kunder nogle helt unikke løsninger, produkter og faciliteter. Vores vækstkurve er stejl, og vi har brug for dig til at nå vores ambitiøse mål i fremtiden.
Ansvarsområder
Som daglig leder af vores salgsteam vil din opgave være at drive den operationelle salgsindsats, hvor du både gennemfører eget salg overfor dine kunder, arrangerer sambesøg med dine sælgere og sikrer, at vores sælgere er mest muligt ude ved vores kunder. Vores tilgang til salg og den kommercielle fremdrift er meget ambitiøs, og det vil din dagligdag bære præg af.
Vi forventer, at du er en synlig leder for dit team i Salg, der lige nu består af en sælger og en teamkoordinator. Der skal snarest ansættes yderligere en sælger, som du skal være med til at vælge. Over tid forventer vi at styrke vores salgsteam yderligere. Ledelses- og salgsindsatsen vurderes bl.a. på din og dit teams evne til at skabe resultater samt din evne til i samarbejde på tværs af organisationen for at skabe kommercielle løsninger for vores kunder og resultater for Odense Havn.
Dine opgaver omfatter desuden:
- Kundebesøg og deltagelse i messer i både ind- og udland. Den primære rejseaktivitet vil være i Danmark og Nordeuropa
- Akkvisition af nye kunder gennem canvas, nysalg og udvikling af nye kunderelationer
- Pleje af eksisterende kunder gennem mersalg og udvikling af kunderelationerne
- Proaktivt at fremme vores værditilbud og sikre, at kunderne træffer strategiske beslutninger om at placere deres forretning på Odense Havn
- I samarbejde med din nærmeste leder at sikre, at vi har de rigtige medarbejdere på de rigtige poster og over tid træde ind i rollen som souschef i afdelingen for at sikre fremdrift og koordinering i mellem- og teamledergruppen i afdelingen
Dine kompetencer og erfaringer
For at få succes i denne stilling forventer vi, at du:
- Har en relevant teoretisk uddannelse
- Besidder konkret ledererfaring på min. 3 år
- Har dokumenteret erfaring med løsningssalg over en flerårig periode, herunder internationalt salg
- Har erfaring med opsøgende salg, kundepræsentationer, forhandlinger og closing
- Er købmand af natur og har en naturlig nysgerrighed for at lære om havnedrift og vores kunders forretning
- Har en menneskelig modenhed, der gør dig i stand til at lede dig selv og dine medarbejdere
- Kan begå dig professionelt på dansk og engelsk
- Har kørekort og en ren straffeattest
Vi værdsætter, hvis du har erfaring inden for havnebranchen, transportbranchen, offshore vind eller den maritime industri, men det er ikke et krav.
Vores tre kerneværdier står som vores synlige rettesnor, og vi mener det alvorligt, når vi siger adfærd før kompetencer, så det er essentielt, at du kan identificere dig med vores værdier:
- Købmandskab - vi laver god forretning
- Ansvarlighed - det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt
- Pionerånd - vilje og lyst er drivkraften
Vi tilbyder
Hos Odense Havn tilbyder vi en dynamisk og ambitiøs arbejdsplads, hvor du vil få mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Du bliver en del af Odense Havns lederuddannelsesprogram med løbende videreuddannelse. Derudover tilbyder vi en spændende salgsuddannelse sammen med dine kolleger i Salg.
Du vil referere til vores Salgs- og marketingchef, der har meget stor erfaring inden for både den maritime branche og havnebranchen, som du vil kunne trække på. Du får også engagerede kolleger i en uformel organisation. Vi er stolte af at score højt i vores trivselsmålinger, og du bliver hurtigt en del af fællesskabet, da vi arbejder tæt sammen om at skabe resultater.
Vi tilbyder en attraktiv lønpakke, der er skræddersyet efter dine kvalifikationer. Disse omfatter bl.a. firmabil, telefon og internet, sundheds- og tandforsikring samt deltagelse i pensions- og kantineordning.
Stillingen er med base på vores kontor i Munkebo.
Er du klar til at gøre en forskel?
Hvis du kan se dig selv i denne rolle og ønsker at bidrage til Odense Havns fortsatte vækst, ser vi frem til at modtage din ansøgning.
Ved spørgsmål kontakt Ole Haugsted Jørgensen, Salgs- og marketingchef på telefon 308 309 18.
Vi indkalder løbende til samtale og ønsker at besætte stillingen snarest, men venter gerne på den rette kandidat.
Vi glæder os til at høre fra dig!
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: