Projektleder til kvarterudvikling og borgerinddragelse i Områdefornyelsen | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Projektleder til kvarterudvikling og borgerinddragelse i Områdefornyelsen
Kan du skabe resultater gennem relationer og brænder du for at udvikle en by, der er bæredygtig på flere niveauer?
Områdefornyelsen i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune søger erfaren projektleder til Områdefornyelsen Bispeengen på Nørrebro. Opgaverne vil spænde bredt, men vil tage udgangspunkt i, at indsatserne skal bringe mangfoldigheden af lokale borgere og aktører sammen omkring en positiv udvikling af kvarteret.
Om Områdefornyelse Bispeengen
Bispeengen er et udsat byområde på Ydre Nørrebro i Københavns Kommune. Kvarteret lægger sig mellem Nørrebroparken mod øst, den sekssporede indfaldsvej Bispeengbuen mod vest, Nørrebro Station mod nord og den lokale lokal bydelsplads Borups Plads i syd.
I Bispeengen arbejder vi ud fra visionen om 'at Bispeengen skal være et grønt og forbundet kvarter hvor man er stolt af at bo. Et kvarter, der inspirerer resten af byen ved at gå forrest i den grønne omstilling og tage socialt ansvar. Her skal være gode mødesteder, byliv og stærke fællesskaber med plads til og brug for alle'.
Områdefornyelsen Bispeengen er en femårig indsats finansieret med 59,1 mio. kr. fra Københavns Kommune og løber frem til udgangen af 2028.
Om stillingen som projektleder
Du bliver ansat som projektleder med et socialt og kulturelt fokus, men skal især arbejde med kobling til de fysiske forandringer og byrumsforbedringer. Stillingen i Bispeengen omhandler særligt inddragelse af lokalområdet i vores største fysiske projekt Parken ved Bispeengen, hvor du som projektleder for inddragelsen vil arbejde tæt sammen med din kollega der er arkitekt på opgaven. Projektet rummer både en permanent forandring og aktivering af området undervejs med midlertidige bylivsforsøg som skal gøre os klogere på lokale behov. Det vil derfor være relevant at du har erfaring med borgerinddragelse i fysiske projekter. Derudover vil vi også i 2025 udarbejde en kunststrategi for lokalområdet, det vil derfor også være en fordel hvis du har erfaring med at arbejde med kunst som en del af en byudvikling.
Jobbet som social-kulturel projektleder kræver, at du har et selvstændigt drive og engagement, hvor du har ansvaret for at sikre fremdrift i dine egne projekter og Områdefornyelsen generelt. Samtidig skal du kunne se værdien i et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor det er naturligt at inddrage kollegaer. Arbejdet vil være forankret lokalt i det lokale sekretariat, men du vil også have tilknytning til øvrige Områdefornyelser og en central enhed. Du skal derfor være god til at skabe og vedligeholde netværk og relationer på tværs af beboergrupper, fagligheder og organisationer.
Vi lægger særligt vægt på, at du
- har en relevant uddannelse som f.eks. antropolog, byplanlægger, bysociolog, kultur geograf eller lignende – vi er dog mere optaget af din erfaring og konkrete kompetencer end dine eksamenspapirer
- har minimum fem års erfaring og gode evner indenfor borgerdialog og samskabelse
- kan inspirere og skabe netværk på tværs af fagligheder
- kan oversætte 'teknik- og kommunesprog' til let dansk
Derudover er det en fordel, hvis du har erfaring med
- lokalt arbejde i en eller flere af Københavns bydele
- byfornyelsen
- gennemførelse af lokalt forankrede sociale og kulturelle projekter
- kobling af fysiske byrumsprojekter med involverende aktiviteter og/eller lokale kunstprojekter
- samarbejde med almene boligorganisationer
- arbejde i en politisk styret organisation
Områdefornyelsen er en lokalt forankret byudviklingsindsats, der gennemføres i tæt samspil med dem, der bor, bruger og arbejder i kvarteret. Indsatsen er midlertidig og løber typisk i en begrænset periode på 5 år. Områdefornyelsen er en del af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Sekretariatet består af en projektchef og en stor håndfuld dygtige og engagerede medarbejdere. Hos os er samarbejde, kreativitet og højt humør i centrum. Vi vægter en høj faglighed, det gode fællesskab, og at alle trives. I Områdefornyelsen arbejder vi med en stor mangfoldighed af borgere. Vi sigter mod, at den mangfoldighed også går igen i vores sekretariater. Det betyder, at vi arbejder for at fremme en positiv og inkluderende arbejdskultur, der er respektfuld og giver plads til forskellighed.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er fuldtid og tidsbegrænset til den 1. marts 2028 (tre år) med mulighed for forlængelse. Tiltrædelse den 1. marts 2025 eller snarest muligt. Der er mulighed for arbejdstid på 32 timer om ugen. Du bliver ansat i områdefornyelsens sekretariat, der har lokaler i Lundtoftegade 41B.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektchef Anna Hammer på 30 58 39 49/[email protected] eller arkitekt Sisse Fassio Tjerrild på 26 13 22 31 frem til 19. december og igen fra den 2. januar.
Læs mere om Områdefornyelsen Bispeengen her.
Søg via linket senest torsdag den 9. januar 2025
Vi forventer at holde samtaler torsdag den 16. januar og evt. 2. samtaler efterfølgende.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: