Engageret og udadvendt konsulent til drift af offentlige affaldsløsninger i Teknik- og Miljøforvaltningen | Københavns Kommune
Københavns Kommune
Engageret og udadvendt konsulent til drift af offentlige affaldsløsninger i Teknik- og Miljøforvaltningen
Trives du i krydsfeltet mellem at være problemknuser i den daglige drift samtidig med, at du forholder dig til de overordnede målsætninger på affalds- og ressourceområdet i København? Så er stillingen som vores nye konsulent til drift af offentlige affaldsløsninger lige dig.
Om jobbet
I København har vi en målsætning om, at langt størstedelen af alt husholdningsaffaldet skal genanvendes. Dette sker primært via sortering tæt ved ejendommen, men i de senere år er der kommet endnu flere løsninger til, der også understøtter sortering, når københavnerne færdes ude i byen – nemlig nærgenbrugsstationerne og de offentlige sorteringspunkter. I forbindelse med at disse offentlige affaldsløsninger udbredes mere og mere, følger der også en række nye opgaver med.
Derfor søger vi forskellige profiler til flere stillinger i teamet. Fra kyndige praktikere, der balancerer hverdagsdrift med brandslukning, til fokuseret projektdeltager-/leder, der kan sætte tingene i system og sikre, at samarbejdet på tværs af organisationen og med vores samarbejdspartnere fungerer.
Du kommer derfor til at blive en del af et nystartet team, der har som primær opgave at sikre en god drift af vores offentlige affaldsløsninger. Dette kræver en høj grad af koordinering med de øvrige afdelinger i Teknik- og Miljøforvaltningen og med Amager Ressourcecenter, ARC, der står for indsamlingen af affaldet på vegne af Københavns Kommune. Der er desuden en række andre centrale interessenter og samarbejdspartnere, som det er essentielt, at vi har en god relation til, når driften af byen skal gå op i en højere enhed. Teamet er af samme årsag sammensat af en masse forskellige fagligheder, og det er kendetegnende for teamet, at der sker en høj grad af erfaringsudveksling på daglig basis – på kryds og tværs af opgaver. Netop vores forskellighed i baggrund og erfaring er en kæmpe styrke, når det drejer sig om at finde gode løsninger på til tider lidt vanskelige opgaver.
Om dig
Du har en rigtig god fornemmelse for, hvordan man møder folk i øjenhøjde og hurtigt får opbygget tillid hos alle, så I sammen, via dialog, kan finde frem til de rigtige løsninger. Du kan omsætte tal, systemer og informationer på papir til en gangbar løsning, der kan fungere i virkeligheden – selvom det både kan være komplekse informationer og vanskelige forhold, der skal gå op i en højere enhed med en god og ambitiøs affaldsløsning som resultat. Du forstår, at vi skal arbejde effektivt, så vi hjælper så mange københavnere som muligt, og du bliver nemt fortrolig med forskellige IT-systemer. Og endelig har du forståelse for og respekterer, at aftalte procedurer, arbejdsgange og forvaltningsloven er rammer, som vi alle skal efterleve.
Herudover er det et plus, hvis du
- kan arbejde systematisk, struktureret og selvstændigt
- har erfaring med drift af offentlig sortering og komplekse affaldssystemer
- har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
- kender til affaldsområdet
- har humor og en fornuftig tilgang til problemknusning
Om os
Enheden Affaldshåndtering består af godt 40 medarbejdere, der understøtter affaldsindsamlingen i København og implementering af projekter i kommunens ressource- og affaldsplan. Vi er en enhed, hvor der er højt til loftet, god stemning og hvor du vil opleve en stor grad af frihed under ansvar i forhold til den daglige opgaveløsning. Vi taler åbent om tingene og ved, at vi alle skal bidrage til at skabe og bibeholde en god arbejdsplads. Og så er vi topengagerede, når det drejer sig om at levere god kundeservice og understøtte og sikre, at København når sine ambitiøse mål på ressource- og affaldsområdet.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse er efter gældende overenskomst og i øvrigt efter forhandling med den faglige organisation.
Vi har 37 timers arbejdsuge inkl. frokost, og vi har flextid.
Vi ønsker stillingen besat pr. 1. januar 2025.
Ansættelsesstedet er Teknik- og Miljøforvaltningen, Område for Affald og Ressourcer, Njalsgade 13, 2300 København S.
Yderligere information
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte teamleder Anna Kenny på 24 48 02 54/[email protected].
Medsend motiveret ansøgning, CV og anden relevant dokumentation.
Søg via linket senest torsdag den 24. oktober 2024
Vi forventer at holde samtaler i uge 45.
Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Teknik- og Miljøforvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelse, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4,1 mia. kr.
Søg jobbet
Område: Andre arbejdsområder
Ansøgningsfrist: 24.10.2024
Arbejdstid: Fuldtid
Jobtype: Fastansættelse
Søg jobbet
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: