Afdelings- eller overlæge ved gastro- eller akut-sektion, Radiologisk Afd., Aalborg Universitetshospital - Region Nordjylland
Region Nordjylland
Da en af vores gode kolleger gennem mange år, af familiære årsager, har valgt at søge andre udfordringer, har vi ved Radiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital en stilling som vagtbærende afdelings- eller overlæge ledig til besættelse fra 1. november 2024 eller efter aftale.
Vi søger en afdelings- eller overlæge i radiologi med interesse indenfor gastro og akut-radiologi og gerne med erfaring i CT, UL og interventioner og evt. MR. Denne stilling kan i et vist omfang tilpasses på baggrund af den enkelte ansøgers ønsker og kvalifikationer.
Har du erfaring indenfor det gastro radiologiske er det en fordel, men ikke noget krav, da vi regner med at proppe en masse uddannelse i dig, for at du kan blive vores nye kollega mange år frem. Du kan også forvente at blive uddannet i både UL- og CT vejledte interventioner, herunder både drænanlæggelser og biopsier. Afdelingen er fremadstormende, og vi ser lige nu ind i en afdeling, der har potentiale til at blive Danmarks bedste både uddannelsesmæssigt, fagligt og ikke mindst arbejdsmiljømæssigt. Kom og vær en del af denne fantastiske rejse..!!
Afdelingen er delt i sektioner indenfor gastroradiologi, onko- og thoraxradiologi, perifer interventionsradiologi, neurointerventionsradiologi, mammaradiologi, neuroradiologi,
ortoradiologi, pædiatrisk radiologi og urologisk radiologi. Denne stilling er den første af 2 faste stillinger i afdelingens nye akut-sektion.
Om afdelingen og sektionen
Afdelingen er også en af landets største med et årligt undersøgelsesantal på ca. 300.000. Vi diagnosticerer, undersøger og behandler patienter indlagt på Aalborg Universitetshospital samt henviste patienter fra de praktiserende læger i Region Nordjylland. Derudover udføres de højt specialiserede funktioner indenfor radiologi i Region Nordjylland kun i Aalborg.
Afdelingen er fordelt på 5 matrikler: Aalborg Nord, Aalborg Syd, Thisted, Hobro og Farsø. Den opslåede stilling er fysisk placeret i Aalborg.
Gastro sektionen afholder daglige konferencer med vores kliniske samarbejdspartnere og MDTkonferencer indenfor kræftdiagnostik. Foruden almen praksis udfører vi en række undersøgelser for bl.a. abdominalkirurgisk afdeling, ligesom undersøgelser for medicinsk gastroenterologisk og onkologisk afdeling er en stor del af vores hverdag. Som højt specialiseret sektion udfører vi også en lang række specielle UL-undersøgelser, så har du ønske om at lære dette område at kende, vil der også være udviklingsmuligheder heri ligesom vi dagligt udfører en del UL og CT-vejledte procedurer. Alt sammen spændende områder, hvor du i et vist omfang kan være med til at tilrettelægge dine arbejdsopgaver i forhold til dine interesser.
Akut-sektionen har til opgave at understøtte primært akutte patientforløb på hospitalet, og derfor vil du skulle arbejde tæt sammen med Akutafdelingen i huset, ligesom du naturligvis vil have et tæt samarbejde med abdominalkirurger, lungemedicinere, gastromedicinere og alle de andre samarbejdspartnere, der har patienter, som kræver akut billeddiagnostik. Dit primære arbejde i akut-sektionen vil omhandle akutte CT herunder akut abdomen; lungeemboli, akut ultralyd abdomen og diverse drænager – en stilling som du selv i et vist omfang kan være med til at sætte rammen for.
Personlige kvalifikationer
Der søges en læge med gode samarbejdsevner, fleksibilitet, loyalitet og empati. En læge som rummer en god personlig integritet såvel som evne til at udvise handlekraft og beslutsomhed, når det er nødvendigt.
Forskning og udvikling
Som universitetshospital har forskning og udvikling en høj prioritet og Radiologisk Afdeling har etableret en selvstændig forskningsenhed. Universitetshospitalet indgår i væsentlig grad i både introduktions- og hoveduddannelsen i radiologi. Der arbejdes kontinuerligt på at udvikle et godt læringsmiljø, der sikrer de yngre læger en solid basis- og specialistuddannelse. Der vil derfor i stillingen indgå lægelig undervisning og supervision af yngre læger. Ligesom der vil være mulighed for forskning og publicering.
I stillingen lægger vi således overordnet vægt på:
- Ambitioner som medicinsk ekspert
- Gode samarbejdsevner
- Lyst og vilje til at arbejde i teams med lægekolleger, men også tværfagligt både i afdelingen og med vores kliniske kolleger
- At du tager ansvar for løsning af afdelingens/sektionens opgaver
- Gode kommunikative evner
- At du har en tillidsvækkende og anerkendende omgangsform
- At du er aktivt deltagende i uddannelsen og oplæringen af læger under uddannelse
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til leder af Radiologisk Afdeling Peter Lasborg ([email protected]) tlf. 40207594.
Søges stilling som overlæge, vil ansøger blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Aalborg Universitetshospital har udarbejdet et skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøgere til speciallægestillinger i Region Nordjylland. Da en del af skemaet skal udfyldes af ansøger, bedes skemaet rekvireret på hjemmesiden: http://www.aalborguh.rn.dk/Service/Kompetenceskema
Ved ansættelser i Region Nordjylland skal der indhentes reference samt børneattest på den ansøger, der ønskes ansat.
Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomst for YL eller OVL indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger.
Samtaler og ansættelse forventes afholdt løbende.
Om Region Nordjylland
Vi er ca. 15.000 meget forskellige medarbejdere, der hver dag leverer velfærd til omkring 590.000 nordjyder inden for sundhed, regional udvikling og det specialiserede socialområde. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet - uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Læs mere om os på www.rn.dk.
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: