Grisesundhed og sygdomsbekæmpelse
Den Danske Dyrlægeforening
Er du vild med grisesundhed? Kan du rådgive griseproducenterne om at forebygge smitte bedst muligt og bekæmpe sygdom i deres besætning? Har du blik for de faglige opgaver både på staldgangen og bag skrivebordet? Så er det måske dig, vi søger til SPF-Sund.
Skab en karriere med mening i Landbrug & Fødevarer. Bliv en del af et engageret hold af specialister, der hver dag tager ansvar og har indflydelse. Vi repræsenterer en bred vifte af fagligheder og arbejder med alt fra sundhed til innovation, bæredygtighed til effektivitet og fødevaresikkerhed til dyrevelfærd. Sammen arbejder vi for en større dagsorden.
Om jobbet
I SPF-Sund har vi fokus på smittebeskyttelse og grisesundhed, og du vil blive en del af at deklarere, kontrollere og forbedre sundheden i dansk griseproduktion. Vi skal fortsat drive og udvikle vores anerkendte SPF-system. Vi søger derfor en dyrlæge, som vil blive en del af vores team til styring og kontrol af sundhedsstatus i besætningerne.
Du kan se frem til at:
- Styre status for SPF- og PRRS-deklarerede besætninger.
- Være med til at udvikle og kvalitetssikre ydelser i afdelingen.
- Rådgive besætninger og andre typer kunder om smittebeskyttelse og sanering for SPF-sygdomme.
- Gennemføre sundhedskontrol i røde SPF-besætninger og overvågningsbesøg på ornestationer, primært i det midt- og vestjyske område.
Om dig
Du er dyrlæge og har meget gerne erfaring med grise, men du kan også være nyuddannet eller bare klar til at prøve et nyt fagligt område af. Du har måske tidligere været involveret i sundhedsovervågning og -bekæmpelse og meget gerne saneringer for PRRS og/eller andre sygdomme. Du har måske erfaring fra at udføre kontrol af griseproducenter eller andre i relation til erhvervet. Du er god til at analysere problemer og finde gode løsninger, som du kan kommunikere på en måde så modtageren forstår og kan bruge det. Du kan lide at tale og samarbejde med griseproducenter, grisedyrlæger og andre samarbejdspartnere.
Derudover trives du med:
- At tage ansvar for at opgaverne bliver løst godt og med høj kvalitet hver gang.
- At opgaverne godt kan ligne hinanden, men stadig altid skal ses i relation til den enkelte besætning og kunde.
- At bruge IT som en naturlig del af din hverdag og være med til at udvikle den digitale del af afdelingen.
- At håndtere kundehenvendelser professionelt og troværdigt.
Som person kan du få nye ideer og komme med gode forslag til, hvordan vi får dem omsat til virkelighed. Du stræber efter at komme med den bedste løsning for kunden, så vi skaber størst mulig værdi for ham/hende.
Det er vigtigt, at du er selvstændig. Vi bruger hinanden meget som sparringspartnere, men der er også situationer, hvor du skal kunne træffe beslutninger på egen hånd og hvile i, at ikke alle er enige og udfordrer dine beslutninger.
Du kommer med:
- Stor faglighed og en forståelse for, hvad det vil sige at arbejde i et politisk system.
- Erfaring og indsigt i udvikling af digitale værktøjer på brugerniveau er en fordel.
- Erfaring med eller stor interesse for grisesundhed og sygdomsbekæmpelse på både den enkelte besætning og på regionalt niveau.
- Forståelse for og gerne erfaring med epidemiologi.
Om afdelingen
Vi driver SPF-systemet, som er af afgørende betydning for grisesundheden i Danmark og omsætning af grise i ind- og udland. I det daglige laver vi statusstyring, kontrol og rådgivning af forskellige aspekter af grisesundhed, herunder besætninger, transportvogne og andre produkter som kan have betydning for smitteoverførsel.
Vi arbejder primært hjemmefra, men vi mødes regelmæssigt både fysisk og virtuelt. Vi gør meget ud af at holde kontakten, selvom vi er spredt i det meste af Danmark. Vi ønsker at fremme en kultur, hvor der er fokus på vores forskelligheder og styrker, og hvor vi deler viden og erfaringer, så alle får det bedst mulige grundlag for at løse deres del af opgaverne. Det er vigtigt for os, at vi har en god omgangstone og kan lide at være sammen.
Vi er ambitiøse og sætter en ære i at levere sundhedsstyring og rådgivning på højeste faglige niveau baseret på erfaringer og nyeste viden.
Du kan læse mere om SPF-systemet på www.spfsus.dk
Ansøgning
Send din ansøgning ved at klikke på knappen
Søg stillingen
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er den 22. november 2024. Vi forventer af afholde ansættelsessamtaler i perioden fra den 9. december til den 12. december.
Når vi rekrutterer i Landbrug & Fødevarer, lægger vi først og fremmest vægt på din faglighed og din personlighed. Men vi er også en arbejdsplads med plads til forskelligheder, og vi betragter mangfoldighed som en styrke. Derfor opfordres alle med de rette kompetencer til at søge - uanset etnisk tilhørsforhold, religion, kønsidentitet og alder.
Det danske fødevareerhverv har en vision om at være klimaneutralt i 2050. Sammen med vores medlemmer fra landbruget, fødevare- og agroindustrien, vil vi vise, at der findes en økonomisk bæredygtig vej til en klimaneutral fødevareproduktion. Som repræsentant for hele fødevareklyngen, der understøtter 180.000 arbejdspladser og en årlig eksport på 200 milliarder kroner, repræsenterer vi en værdikæde med tyngde og vilje til at finde løsninger på verdens klimaudfordringer i tæt samspil med resten af Danmark.
Ansøgningsfrist
22. november 2024
Virksomhed
Landbrug & Fødevarer
Sted
Aarhus N
Website
lf.dk
Stillingsopslag
Se jobopslag hos Landbrug & Fødevarer
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: