Københavns Politi søger personalejurist
Rigspolitiet
Hvis du brænder for HR-jura, og hvis du ønsker at være med til at gøre en forskel for Danmarks største politikreds, hvor godt 3000 medarbejdere hver dag går på arbejde med det formål at sikre tryghed og sikkerhed i samfundet, så kan det være dig, vi søger til en nyoprettet stilling som personalejurist.
Om stillingen
Stillingen er placeret i HR-Partnersektionen, der består af 14 medarbejdere med forskellig faglig baggrund, herunder politifaglig, juridisk og administrativ fordelt på to teams: Et team, der beskæftiger sig med fysisk og psykisk arbejdsmiljø, samt et team, der bl.a. har til opgave at bistå kredsen med viden om juridiske spørgsmål og behandling af konkrete personalesager. Som personalejurist vil du indgå i sidstnævnte team, men du vil også afhængigt af dine kompetence få mulighed for at bistå med opgaver med snitflader til arbejdsmiljøarbejdet.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå i:
- Vejledning og sparring med politikredsens ledere i forhold til personalejuridiske emner
- Behandling af konkrete personalesager inden for bl.a. sygefravær, performance mv., herunder deltagelse i samtaler og møder
- Juridisk sagsbehandling, herunder i sager om advarsler, uansøgt afsked og bortvisning
- Undervisning i håndtering af syge- og performancesager
- Udarbejdelse af notater/beslutningsoplæg
- Sekretariatsbistand i forbindelse med møder i tværgående samarbejdsfora
- Deltagelse i tværgående projekter og arbejdsgrupper i politikredsen
Der er i forvejen to erfarne personalejurister i sektionen, som du vil indgå i et tæt samarbejde med. Du vil derfor få mulighed for en grundig indføring i det HR-juridiske arbejde i Københavns Politi og samarbejdsfladerne på personaleområdet ift. Rigspolitiet og Rigsadvokaten. Stillingen giver gode muligheder for faglig og personlig udvikling samt en stor kontaktflade udadtil, herunder til flere af landets øvrige personalejurister i vores fælles netværk, der mødes 4 gange årligt.
Vi har et stærkt socialt fællesskab med en uformel omgangstone, masser af humor og med stort fokus på trivsel og sammenhold. Vi samles flere gange om ugen til mikrotræning, fælles morgenmad mv. og har flere sociale arrangementer om året. Vi har til huse i den gamle historiske Politigård i centrum af København, men arbejdet indebærer ind imellem opgaver, der skal udføres på en af Københavns Politis mange andre lokationer.
Om dig
Vi forventer, at du er akademiker, f.eks. cand. jur. eller cand. merc. jur., og at du har lysten og evnen til at arbejde med personalejuraen i en stor og kompleks organisation.
Vi forestiller os, at du har nogle få års erfaring med at arbejde med HR gennem en offentlig eller privat ansættelse, og at du kan omsætte din faglige viden til konkret ledelsesrådgivning, sikre fremdrift i egen opgaveløsning og skabe resultater i de opgaver og projekter, HR-Partnersektionen har ansvar for.
Vi lægger vægt på, at du har gode menneskelige og kommunikative egenskaber, at du er analytisk stærk, og at du evner at have helhedssyn og tænke ud over egne arbejdsopgaver. Vi lægger endvidere vægt på, at du udviser vilje og evne til at indgå i samarbejdsrelationer med andre faggrupper og enheder omkring opgaveløsningen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation, og din løn bliver fastsat efter erfaring og kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Dit arbejdssted bliver Københavns Politi, Politigården, 1567 København V.
Københavns Politi har røgfri og nikotinfri arbejdstid. Den røgfrie og nikotinfrie arbejdstid gælder uanset, hvorfra man arbejder.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til sektionsleder Jette Lousen på tlf. 25 42 60 28.
Vi forventer at holde samtaler i uge 47 og 48.
Vi lægger vægt på diversitet og opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Du kan finde mere information om politiet generelt på www.politi.dk.
Ansøg nu
Ansøgningsfrist:
18/11/2024
Ansøgningsfrist:
18/11/2024
Arbejdsgiver:
Københavns Politi
Jobsted (langt):
København V
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
This job posting is collected from company pages and is only shown as short resume. Read entire job ad here: